Her er de syv vigtigste nedslag fra 14 timers maratondebat i valgkampens skygge

Endelig brugte Mette Frederiksen en del af sin første tale til at minde om en tid, hvor hun var allermest populær blandt vælgerne.

"Hun trak en parallel til regeringens håndtering af de økonomiske udfordringer under coronakrisen. Det er den samme opskrift, der skal gentages i den nye krise med de stigende priser. Derfor bør danskerne med ro i maven også i fremtiden kunne sætte deres lid til den socialdemokratiske regering, var budskabet fra krisestatsministeren."

"En kommende valgkamp vil vise, om Mette Frederiksen lykkes med at overbevise vælgerne om, at deres økonomi er sikrest i hænderne hos Socialdemokratiet."

2. Pape og Ellemanns kort i ærmet

Afslutningsdebatten blev imidlertid ikke det drama, man kunne have forventet i betragtning af, at det var den sidste afslutningsdebat inden næste folketingsvalg – og at der kun er godt en uge til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.

Sådan lyder dommen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, som dog påpeger, at en række af temaerne i den kommende folketingsvalgskamp nu står klarere.

"Det blev understreget, at socialdemokraterne med kyshånd har taget imod den gave, de borgerlige har givet med deres angreb på Arne-pensionen. Det var et afgørende es for Mette Frederiksen i sidste valgkamp, men intet tydede på, det ville spille en rolle i den kommende. Men da først Søren Pape (K) og siden Jakob Ellemann (V) gav sig til at angribe Arne-pensionen, fik socialdemokraterne mulighed for dacapo."

Til gengæld har de borgerlige et godt kort, når det gælder "frit-valg"-diskussionen, vurderer han.

"Det gælder på ældreområdet og på sundhedsområdet – et tema, SF var uforsigtig nok til at genoplive i afslutningsdebatten. Og det gælder fordelingen af gymnasieelever efter forældreindkomst, en aftale de borgerlige tordnede imod under debatten."

"Det handler i realiteten om gymnasier med en høj andel tosprogede, men da man ikke må fordele efter etnicitet, skal man finde andre parametre. En meget svær diskussion for regeringspartiet, som det skal have bedre styr på inden valget."

3. Borgerligt pres på Radikale

Det var især Radikale, der skulle lægge øre til de blå partiers kritik af den nye model for fordeling af unge på landets gymnasiale uddannelser. Både Venstre, Konservative og Liberal Alliance afkrævede svar på, hvordan partiet kan være en del af aftalen.

"Når kritikken og appellen om at lave det om rettes mod Radikale, skyldes det formentlig, at Radikale i modsætning til de øvrige støttepartier har været mere tøvende i sin fortsatte støtte til aftalen," vurderer redaktør Emma Qvirin Holst og påpeger, at partiet netop krævede at få genoptaget forhandlingerne for at få ændret i den aftale, der blev indgået sidste sommer.

"Den nye tillægsaftale, som kom i stand mandag morgen, har fjernet lodtrækning fra modellen, men eleverne skal fortsat fordeles efter forældrenes indkomstniveau. Og det lader ikke til, at Radikale bukker under presset fra de blå partier. Partileder Sofie Carsten Nielsen fastholdt i hvert fald, at den nye model sikrer en bedre elevfordeling end tidligere."

4. S prikkede til blå statsministerfrustration

Det har angiveligt været genstand for irritation i den borgerlige lejr, at Konservatives formand Søren Pape Poulsen ikke vil melde sig på banen som statsministerkandidat – eller tage sig selv ud af ligningen.

Sådan lyder analysen fra redaktør Emma Qvirin Holst.

"Den frustration og potentielle splittelse prikkede Socialdemokratiet til i debatten i folketingssalen, hvor den konservative formand to gange blev spurgt, hvorfor han endnu ikke har meldt sig som statsministerkandidat. To blå statsministerkandidater vil symbolisere en splittet opposition overfor den siddende socialdemokratiske statsminister, og derfor er det ikke mærkværdigt, at socialdemokraterne forsøger at få et svar ud af Pape."

Det lykkedes dog ikke. Pape afviste at udnævne sig til kandidat, selvom Konservative i flere målinger ligger side om side med Venstre.

5. Løkke blev ignoreret på talerstolen

Han er rutineret i afslutningsdebatter, men hvor det tidligere var i rollen som statsminister og partileder, optrådte Lars Løkke Rasmussen denne gang i en mere ydmyg rolle som leder af partiet Moderaterne, der i parlamentarisk forstand er en en-mandshær. 

Sådan lyder det fra politisk kommentator, Erik Holstein.

"Hvis Løkke skal ændre på den situation, skal hans taler have mere power end i afslutningsdebatten. Jo, der var nogle tænksomme refleksioner om bureaukrati i den offentlige sektor, og rød og blå blok, der lurer på hinanden op til et det kommende valg i stedet for at indgå svære forlig. Men der var for lidt, der kaldte på opmærksomhed. Det gav Løkkes kollegaer – og konkurrenter – mulighed for at ignorere ham. Der var ikke et eneste spørgsmål til den tidligere statsministers ordførertale."

Det understreger ifølge Holstein Løkkes dilemma i næste valgkamp: Han vil gerne stå som det tænksomme og moderate midtpunkt, men samtidig skal en ny partileder være i stand til at sætte dagsordenen.   

"Den balance fandt Løkke ikke denne gang."

6. Færing kaldte på refleksion over krigen i Ukraine

Færingen Sjúrður Skaale formåede at vække opsigt med sin tale til Folketingets afslutningsdebat. Skaale er en glimrende taler, og han har flere gange imponeret kollegaer med sine finurlige og humoristiske betragtninger. Men denne gang havde hans tale en mere dyster baggrund, nemlig krigen i Ukraine.

"Det er helt afgørende for at sikre frihed i Ukraine og stabilitet i Europa, at den russiske hær lider nederlag. Det er nødvendigt, men det er ikke noget at glæde sig over. For når vi overordnet taler om den russiske hærs svækkede styrke, taler vi reelt om døde sønner, fædre, kærester og ægtefæller. Ofre for nationalisme og en gal mands magtbegær," lød det fra Skaale, der fremhævede de tyske og engelske soldaters fælles fejring af juleaften midt under Første Verdenskrig som et eksempel på menneskeligheden midt i krigen gru.

"En meget anderledes tilgang til krigen i Ukraine end den gængse i Folketinget," vurder politisk kommentator Erik Holstein.

7. Mette Frederiksen åbnede for at ændre justitsministerens rolle

I sin anden runde på talerstolen beklagede statsminister Mette Frederiksen, at flere oppositionspolitikere åbent har beskyldt regeringen for politisk forfølgelse i sagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

"Uden direkte at bruge det begreb appellerede statsministeren til, at oppositionen finder den nedre grænse i debatten," vurderer politisk kommentator Erik Holstein.

"Men hun havde også et konkret forslag for at undgå en lignende mistanke fremover: Regeringen vil nu overveje, om det fortsat er justitsministeren, der afgør, om der skal rejses tiltale i sager om statens sikkerhed. Eller om man kan finde en ordning, hvor justitsministeren er helt ude af sagen."

"Det har i flere år bekymret Mette Frederiksen, at der i visse kredse er en polarisering og voksende mistro til myndighederne. Som man eksempelvis har set det under corona-nedlukningen og i forhold til mink-sagen. Forslaget om at ændre justitsministerens rolle er det første konkrete udslag for at dæmme op for det, statsministeren ser som en meget farlig udvikling."