Retoriker anmelder: Løkkes åbningstale kunne noget, men ikke alt

Af Marie Lund
Lektor i retorik, Aarhus Universitet

Statsministerens åbningstale er måske ikke den politiske tale, der har størst folkelig gennemslagskraft.

Den er lang og består af en redegørelse for regeringens politik det kommende år, og så holdes den i Folketinget på et tidspunkt, hvor de fleste mennesker er på arbejde. Men talen burde sådan set interessere befolkningen, for meget af det, der bliver sagt, bliver virkelighed lige om lidt. Åbningstalen påvirker ikke bare den politiske debat, men også mange menneskers hverdag.

Talen er vigtig for befolkningen, og det er derfor hensigtsmæssigt, hvis den også fungerer som en tale, der er til at forstå og er interessant nok til holde publikums opmærksomhed.

Løkke Rasmussens argumentation virkede noget abstrakt og faktapræget.

Marie Lund
Lektor i retorik, Aarhus Universitet

Fællesskab
I årets åbningstale gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen faktisk meget for at gøre talen til en sammenhængende politisk fortælling – og det lykkedes endda at flette nogle strofer af Kim Larsen ind. Talens gennemgående tema var ”fællesskab”, og det blev brugt til at rammesætte de enkelte politiske initiativer og binde talens enkelte afsnit sammen.

Indledningen dvælede ved danske værdier som fællesskab, tillid og skepsis over for autoriteter. Hvor denne beskrivelse af nationalkarakteren var usædvanlig udførlig for en åbningstale, var hans lovprisninger af Folketingets samarbejde helt i tråd med genren.

Der er langt til John F. Kennedy, når danske statsministre går på talerstolen, men netop her overrasker Løkke Rasmussens taleskriver med en kiasme: ”Ingen kan alt, men alle kan noget.”

Marie Lund
Lektor i retorik, Aarhus Universitet

Det var i det store hele en tale, der søgte at samle befolkningen snarere end at splitte den. Godt nok sparkede han til socialdemokraterne med bemærkningen om, at sundhedssystemet var kørt i sænk i 2001. Og godt nok stjal han ”fællesskab” som dagsorden forud for det kommende folketingsvalg, som Løkke i øvrigt spøgte med, men undlod, at udskrive.

Ifølge grundlovens § 38 skal statsministeren i åbningstalen redegøre for problemer og præsentere politiske tiltag, der kan udbedre dem. I årets tale var der ros til både danskerne, regeringen selv og Folketinget, inden Løkke nærmede sig problemer i sundhedssystemet.

Som svar på, at der mangler nærhed og sammenhæng i behandlingsforløbet, annoncerede statsministeren en omfattende sundhedsreform. (Og er der som bekendt noget, der skaber ro og sammenhæng for borgere og ansatte i mange år fremover, er det store reformer).

Abstrakt og faktapræget
I øvrigt virkede Løkke Rasmussens argumentation noget abstrakt og faktapræget. Han understøttede sin politiske analyse med statistik (hver fjerde kvinde i Danmark siger, de har det mentalt dårligt, antallet af selvmord er næsten dobbelt så højt blandt ældre som i resten af befolkningen) og opregnede de svimlende beløb (for eksempel 700 millioner, 2 milliarder), som skulle tilføjes. Det lyder sørme som mange penge, men jeg kan ikke rigtig vurdere det, og det kan formentlig de færreste borgere.

Som Løkke Rasmussens tidligere åbningstaler er talen skrevet i et jævnt hverdagssprog med en tendens til at stivne i politiske klicheer som ”sårbare unge” og ”borgeren i centrum”.

For at gøre statsministeren mere menneskelig er det i de senere år blevet almindeligt at fortælle personlige anekdoter, og Løkke Rasmussen selv har beriget genren med referencer til familiemedlemmer (således i 2016 til sin mor, far og morfar).

I årets åbningstale slipper vi da heller ikke for at høre om både hans søn, datter, Katrine, Malou og Per fra Hedensted. Der er således langt til John F. Kennedy, når danske statsministre går på talerstolen, men netop her overrasker Løkke Rasmussens taleskriver med en kiasme: ”Ingen kan alt, men alle kan noget.”