Anna Libak: Frivillige EU-lande søges til modtagelse af flygtninge fra Afrika

KOMMENTAR: Så længe retten til at søge asyl i EU er grænseløs, bliver håndhævelsen af de samme grænser et overgreb. Gid Kommissionen snart ville indse det og få ændret konventionerne, skriver Anna Libak.

Hvordan standser man strømmen af bådflygtninge over Middelhavet mod EU?

Svar: Man henter dem selv.

Anderledes kan man ikke forstå begrundelsen for det forslag om at hente 50.000 flygtninge fra primært Afrika til EU over de næste to år, som EU-Kommissionen onsdag fremsatte. Det var tænkt som et af flere bud på, hvordan man får styr på EU's ydre grænser.

”Det er et led i Kommissionens bestræbelser på at tilvejebringe sikre og lovlige alternativer for dem, der risikerer livet i hænderne på kriminelle smuglernetværk”, hed det i pressemeddelelsen.

Man kan vist roligt sige, at det rejser flere spørgsmål end det besvarer.

For hvordan er det lige, at Kommissionen forestiller sig, at det skulle afholde hundreder af tusinder af andre fra at søge over havet, at 50.000 mennesker får lov at blive fragtet til EU på EU's eget initiativ?

Kommissionen ønsker, at det nye genhusningsprogram i højere grad skal fokusere på sårbare personer fra Nordafrika og Afrikas Horn – Libyen, Egypten, Niger, Sudan, Tchad og Etiopien – frem for, som hidtil, at målrette genhusningsprogrammerne til personer fra Mellemøsten og Tyrkiet. Med andre ord vil man hente personer fra lande, der er proppet med folk, der gerne vil væk, og som set med europæiske øjne nødigt skulle bibringes den opfattelse, at EU gerne tager imod.

Så havde det monstro ikke været en bedre ide at forhandle sig til beskyttelse af disse flygtninge i et land uden for EU? Hvorfor ikke bruge den pulje på en halv milliard euro, som EU har afsat til mellemstaternes genhusningsbestræbelser, på at bygge nogle ordentlige flygtningelejre i nærområdet?

Men det er nu ikke det eneste spørgsmål, pressemeddelelsen rejser.

Nej, mindst lige så interessant er det, hvem der så skal huse de 50.000 flygtninge. EU-Kommissionen siger, at det denne gang skal være frivilligt. Men når man ser på, hvordan det er gået med de 160.000 asylansøgere, som EU-landene for to år siden blev enige om at fordele for at hjælpe Grækenland og Italien, så er der ingen grund til at tro, at der bliver kamp om de nye flygtninge fra Afrika.

Da programmet efter de to år udløb i tirsdags var der fordelt under 28.000, hvilket svarer til 17,5 procent. Og det var endda ikke spor frivilligt. 20 ud af 26 medlemslande (Storbritannien og Danmark kan lovligt undslå sig) havde taget under halvdelen af dem, de havde lovet. Ja, selv Tyskland og Frankrig, hvis ledere ikke forsømmer nogen lejlighed til at tale om solidaritet i EU, har kun taget 30 og 23 procent af de asylansøgere, de skulle.

Alligevel har det ikke forhindret Tysklands kansler Angela Merkel i at forsikre, at Ungarn ikke skal slippe ustraffet fra fortsat at nægte at tage sin kvote. Ifølge Merkel har Ungarn ingen undskyldning længere, efter at landet for nogle uger siden sammen med Slovakiet fik EU-Domstolens ord for, at de to lande også er forpligtet til at deltage i den obligatoriske omfordeling, selv om de stemte imod, da den blev besluttet af EU's Ministerråd i september 2015. Det var en flertalsafgørelse, og den skal respekteres.

I et interview for et par uger siden bebudede Merkel i et interview med Berliner Zeitung, at det kommende møde i Det Europæiske Råd i oktober vil blive brugt på at drøfte, hvad der ske med Ungarn.

Og det ville være synd at sige, at hun i interviewet lød, som om hun havde erkendt, hvor svært det har været i det hele taget at få EU-landene til at tage deres obligatoriske andel.

”Der er kun tre eller fire lande, der strengt afviser den solidariske fordeling af flygtninge i Europa. Alle de andre har givet udtryk for deres vilje til at deltage, og efter EU-Domstolens dom har også Slovakiets premierminister rykket sig”, sagde Merkel med henvisning til, at Slovakiet har lovet at respektere domstolens afgørelse. Slovakiet har taget 16 ud af 902, landet var forpligtet til. 

Og Merkel tilføjede advarede til Ungarn: ”At en regering siger, at en dom fra EU-Domstolen ikke interesserer dem, er uacceptabelt.”

Men det er mere end tvivlsomt, om Orban giver sig. Også selv om han formentligt kunne nøjes med rent symbolsk at tage ti asylansøgere for at vise, at han var med på vognen. For han ved, at han ikke alene har sin egen befolkning bag sig, men også store dele af øvrige EU-landes. Der var jo en grund til, at AfD blev Tysklands tredje største parti, og der er en grund til, at også FDP og Merkels eget parti CDU gik til valg på en stram flygtninge- og indvandrerpolitik.

Og den grund er, at uanset hvad man synes om Orban og hans politik i øvrigt, så har hverken EU-Kommissionen eller Merkel har haft et fornuftigt svar på Orbans påstand om, at det vil føre til et øget pres på EU's ydre grænser, hvis omfordeling af asylansøgere i EU bliver sat i system. Simpelthen fordi asylansøgere nu kan være sikre på at komme helt ind i EU og ikke skal sidde fast i årevis i en overbefolket flygtningelejr i Italien eller Grækenland. Mange af asylansøgerne undlader derfor i dag at lade sig registrere i Italien og satser i stedet på at forcere de midlertidige grænsekontroller og hegn og afspærringer mod nord.

Orbans argument bliver heller ikke ringere af, at Ungarn ikke vil være et af de lande, der vil lide mest under en tvungen omfordeling: Faktisk blev Ungarn oprindelig sammen med Grækenland og Italien udvalgt som en af de tre frontlinjestater, som de øvrige EU-lande skulle aftage asylansøgere fra. Helt præcist 54.000 asylansøgere. Men Ungarn nægtede at være med og byggede i stedet et pigtrådshegn på grænsen til Serbien og Kroatien. Siden har man desuden oprettet interneringslejre på grænsen for de asylansøgere, som bliver pågrebet på ungarsk jord, og nu kommer der yderst få asylansøgere til Ungarn. 

Man kan derfor regne roligt regne med, at Orban har ret, når han siger, at det ikke giver mening at tvinge Ungarn til at tage asylansøgere, for de er ikke selv interesseret i at blive der. Hvis de fik status som flygtninge, ville de meget hurtigt tage til Tyskland. Hvordan skulle man kunne forhindre lige præcis flygtninge i at udnytte den frie bevægelighed, som andre borgere i unionen nyder godt af?

Så nej, Orban giver sig ikke. Tværtimod opfatter han det givetvis som en sejr, at EU-kommissionen nu tilsyneladende har droppet tvungne omfordelingsordninger og i stedet introducerer frivillige genhusningsprogrammer for afrikanere, hvis nogen skulle få lyst til at vise sig fra deres humane side.

Det får de næppe. For lyst får landene – herunder Danmark – først den dag, hvor de selv kan bestemme, hvem og hvor mange, de vil tage imod. I praksis er der nemlig tale om nye statsborgere, eftersom de fleste ender med at blive for altid. 

En sådan styring vil imidlertid kræve en ændring af konventionerne, så det for eksempel ikke længere bliver muligt at søge asyl i EU – men kun uden for EU og kun i stærkt begrænset omfang.

Så længe mennesker fra alle verdenshjørner har gode chancer for at blive i EU, hvis de først har kæmpet sig frem – ja, så vil mange forsøge sig. Skulle de blive afvist, satser de på at arbejde sort og sende penge hjem til deres familier. 

Resultatet er et uværdigt system. Man skaber forventninger, man ikke har tænkt sig at indfri.

Som forsker i International Politik Guy Aitchison fra Dublin University College siger til Open Democracy:

”EU's eksisterende grænser er åstedet for død, vold og brutalitet. Den nuværende situation er ikke i overensstemmelse med international lov eller EU's egne regler om grænsekontrol og asyl, for slet ikke at tale om det mere utopiske ideal om en verden uden grænser. Mange europæere rynker på næsen, når Trump taler om at bygge en mur, men hundreder af kilometer af pigtrådstegn er opført langs EU's egne grænser. Mens EU retorisk forpligter sig til at støtte flygtninge, gør EU alt for at forhindre, at de når EU's territorium, så de kan kræve asyl (…)”.

Når retten til at søge asyl i EU er grænseløs, bliver håndhævelsen af de samme grænser nødvendigvis et overgreb. Man forsøger at forhindre, at folk gør brug af de rettigheder, man selv har tildelt dem. Det skaber selvhad.

Derfor burde EU-Kommissionen opgive at arbejde for at få verden til at passe med konventionerne. Og i stedet få konventionerne til at passe til verden.

-------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet, samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslands-korrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Lyden af Skriget uden for kontoret Flemming Chr. Nielsen: Lyden af Skriget uden for kontoret Næste artikel Søren J. Damm: Sidste chance før den analoge politiker forsvinder Søren J. Damm: Sidste chance før den analoge politiker forsvinder
Johnson taber afstemning: Skal bede EU om udskydelse af Brexit

Johnson taber afstemning: Skal bede EU om udskydelse af Brexit

BREXIT: Et flertal i det britiske underhus har stemt for en lov, der betyder, at den nye Brexit-aftale først kan godkendes, når al nødvendig lovgivning er på plads. Det betyder også, at den britiske premierminister Boris Johnson er nødt til at bede EU om en forlængelse.