Debat

Anne Sophie Callesen til Henrik Dahl: Det er ikke wokebevægelsen, der truer Europa

Den største trussel mod Europas værdier er ikke wokebevægelsen, men den nationalkonservative bølge, som fratager mennesker deres grundlæggende ret til selvbestemmelse, skriver Anne Sophie Callesen.

Woke bliver efterhånden brugt til at dække over snart sagt alt, som Dahl er uenig i, skriver Anne Sophie Callesen (R).
Woke bliver efterhånden brugt til at dække over snart sagt alt, som Dahl er uenig i, skriver Anne Sophie Callesen (R).Foto: Pressefoto og Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Anne Sophie Callesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad kan vi lære af valget i Spanien? Det diskuterede jeg og Henrik Dahl i Deadline på DR2 for nylig, hvor stemmerne var talt op – og hvor den ellers forudsete fremgang til den yderste højrefløj heldigvis var udeblevet.

Selv var jeg lettet over valgresultatet i Spanien. For det viser os, at den nationalkonservative bølge ikke er en naturlov, men at den kan brydes, når man taler den midt imod. Omvendt er der fortsat grund til bekymring.

For den bølge, som kommer med splittelse og med angreb på særligt kvinders og minoriteters grundlæggende rettigheder, er bestemt ikke ebbet ud.

Henrik Dahl glædede sig – ikke overraskende, selvom han kalder sig liberal – over at det mainstream-konservative parti Partido Popular i Spanien var gået frem. Hans bekymring var derfor en noget anden end min.

For ifølge ham er den største trussel i Europa en elitær wokeisme, som jeg og Radikale Venstre efter hans mening repræsenterer – og som tilsyneladende både vil opløse nationer og kvindekønnet.

Stråmandsanklager

Hvordan Dahl som såkaldt liberal kan nå til den konklusion, er fortsat et mysterium for mig. Det er nemlig totalt meningsløst at tale om wokeismen som en eksistentiel trussel i Europa.

Når Henrik Dahl bruger woke som skældsord, er og bliver det et røgslør for den debat, vi bør have

Anne Sophie Callesen (R)
Kandidat til Europa-Parlamentet

For det første fordi woke efterhånden bliver brugt til at dække over snart sagt alt, som Dahl er uenig i. Woke er blevet et skældsord, som man kan bruge, som man finder det belejligt, men definitionen udestår.

Er det for eksempel woke at ville værne om menneskers grundlæggende rettigheder som kvinders ret til abort, flygtninges ret til at søge asyl under ordnede forhold og homoseksuelles ret til at blive anerkendt som forældre til deres børn?

For mig er førnævnte værdikampe ikke et spørgsmål om at være woke eller ej. Det er et spørgsmål om at ville kæmpe for liberale værdier og grundlæggende rettigheder. At dét skulle være en trussel mod Europas værdier har jeg mere end almindeligt svært ved at forstå.  

Er der eksempler på, at dele af wokebevægelsen går for langt? Jo, det er der da. For eksempel hvis man ikke anerkender, at der – udover en kønsidentitet – eksisterer biologiske køn.

Og man kan sikkert finde andre eksempler, som kan og bør diskuteres. De har bare ikke noget at gøre med Radikale Venstre og kan aldrig blive udgøre et argument for at kæmpe imod menneskers grundlæggende ret til at være dem, de er og leve, som de vil – så længe det ikke skader andres frihed.

Woke som skældsord

Selv blev jeg flere gange beskyldt for at ”lave en stråmand”, når jeg fremhævede min bekymring for det nationalkonservative pres på grundlæggende rettigheder. Her må jeg beklage at besvære Henrik Dahl og læserne her med fakta.

For modsat forestillingerne om truslen fra wokebevægelsen, er den yderste højrefløjs angreb på grundlæggende rettigheder veldokumenteret: For nyligt har Europa-Parlamentets eget særlige udvalg vedrørende udenlandsk indblanding i EU’s demokratiske processer påvist, at der er mindst 50 organisationer – herunder flere med forbindelser til Rusland og til den ortodokse kirke – finansierer angreb på kvinders ret til egen krop og på LGBT-personers ret til at være dem, de er.

Samme tendens blev også påvist i rapporten ’Tip of the iceberg’ i 2021 udgivet af organisationen European Parliamentary Forum for Sexual and Reproductive Rights, der også satte tal på pengestrømmene bag: 600 millioner euro.

Læs også

Så nej, Henrik Dahl, min påstand om den nationalkonservative bølges angreb på grundlæggende rettigheder er ikke en stråmand.

Modsat de løse påstande om truslen fra wokebevægelsen er det nemlig veldokumenteret, at stærke, konservative kræfter går efter at nedbryde den progressive udvikling, som har givet kvinder og seksuelle minoriteter den samme grundlæggende ret som resten af befolkningen: Retten til at bestemme over egen krop og eget liv.

Når Henrik Dahl bruger woke som skældsord, er og bliver det et røgslør for den debat, vi bør have: Nemlig hvad vi mener om den nationalkonservative bølge i Europa. Jeg er ikke i tvivl: Alle, der kalder sig selv liberale, bør anerkende truslen fra det yderste højre – og kæmpe imod den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sophie Callesen

Kandidat til Europa-Parlamentet (R), fhv. MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015), master i Middle East & Mediterranean studies (King’s College London)

Henrik Dahl

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00