Bertel Haarder: Danmarks ansvar for slaveriet

KLUMME: Der er rigeligt at undskylde. De danske slaveejere var antageligt lige så umenneskelige som alle andre, mener Bertel Haarder om det danske engagement i fortidens slaveri.

I Thorkild Hansens ”Slavernes Øer” kan man læse, hvorledes slaver, der forbrød sig, blev knebet med gloende jern, fik brækket både underarme og underben, hvorefter de blev lagt op på hjul og stejle til fugleføde og først døde et par dage efter. Det ændredes dog – på grund af angst for pest og lugt – til, at de i stedet blev smidt levende på bålet!

Sejladsen fra Ghana til Vestindien for de i alt ca. 100.000 slaver var et uendeligt mareridt med frygtelige forhold, ikke blot på skibene, men også på Christiansborg (ja, det hedder det stadig), hvor de ventede, mens der blev fyldt op med slaver indkøbt af lokale afrikanske og arabiske købmænd.

Danmark var en imperiemagt med alt, hvad det indebar. Den syvendestørste slavenation i verden. I historiebøgerne kan vi læse om den ”florissante” tid, dvs. den blomstrende tid i slutningen af 1700 tallet, før briterne bombede København og slæbte af med flåden. Det, der blomstrede, var bl.a. slavehandelen. I Bredgade og nord for København står de smukke palæer fra den tid.

Da slavehandelen blev forbudt i 1848 uden erstatning til slaveejerne, blev det hele en underskudsforretning, og der var et udbredt ønske om at komme af med øerne. Det blev muligt til en pris på 25 millioner dollars i guld under Første Verdenskrig i 1917. USA fik derved en naturlig havn i Charlotte Amalie, som bl.a. blev vigtig for kulimporten.

At tænke sig: Charlotte Amalie havde været Danmarks næststørste by! Ligesom tidligere Bergen og senere Flensborg. Befolkningen var overvejende afrikansk. Der var ikke særligt mange danskere, ligesom der ikke blev talt dansk af andre end den lille hvide overklasse. Også i dag er befolkningen langt overvejende sort, og sproget engelsk.

Det er et ”grusomt” og ”skamfuldt” kapitel i vores historie, sagde statsministeren i sin nytårstale. Det var det nærmeste, han kunne komme en undskyldning, hvis han ikke ligefrem ville sige undskyld.

Hvorfor sagde han så ikke bare undskyld, når der nu er så mange, der gerne vil have ham til at gøre det, også på øerne?

Svaret er, at det vil ingen regering gøre. Det kan udløse erstatningskrav ligesom i Grønland (uden nogen sammenligning i øvrigt), og det kan mødes af den indvending, at der jo ikke er nogen skyldige, der kan sige undskyld, ligesom der ikke er nogen at sige undskyld til. De er jo alle døde for langt over hundrede år siden.

De, der ikke sidder i regering, har somme tider et lidt andet synspunkt. Herunder jeg selv. Jeg forstår udmærket argumenterne imod og er langt hen enig. Men jeg kan kun beundre det nye demokratiske Tysklands utallige undskyldninger til ofrene under nazismen, selv om næsten alle de skyldige og deres ofre er døde.

Det, der taler for en undskyldning, er, at man derved ser nationen i organisk sammenhæng med dem, der var her før os – og med dem, der kommer efter. Tyskland har dermed taget ansvaret på sig, for at det ikke sker igen. Skyldig kommer af skyld – ligesom undskyldning – og skyld og ansvar hænger sammen.

Jeg synes, det er så smukt, at vi retter os efter Grundloven, selv om de, der vedtog den, er døde. Tænk, at vi lader de døde bestemme over de levende! Det gør vi, fordi vi er en del af et nationalt, organisk fællesskab, der også omfatter dem, der levede her før os. Det gælder det gode, og det gælder det onde, som er os påført af de døde.

Sådan kan man argumentere for en undskyldning, og sådan kan man argumentere imod dem, der blot fejer det af med en bemærkning om, at begge parter jo er døde.

Men jeg har haft det fint med at være medlem af regeringer, der ikke vil undskylde. Vi kan næsten ikke komme det nærmere end statsministeren i nytårstalen. Jeg vil blot hævde, at man ikke helt kan affeje spørgsmålet, medmindre man også vil affeje alle begreber om folk og fædreland.

Somme tider er der både argumenter for og imod. Selv om man ikke skulle tro det, når man følger de fleste debatter.

......

Bertel Haarder, MF for Venstre. Blandt andet tidl. EP-medlem, kulturminister, undervisningsminister og europaminister. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lars Aslan: De forkælede møgungers volds-mytologi Lars Aslan: De forkælede møgungers volds-mytologi Næste artikel Fl. Chr. Nielsen: Fede ord på knurrende mave – fem for en tier! Fl. Chr. Nielsen: Fede ord på knurrende mave – fem for en tier!
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.