Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Biskop i København: Politik har brug for religion

Jeg har ofte hørt mig selv sige, at demokratiet ikke er noget, man tror på. Det er en styreform, man praktiserer. Den slags utvetydige udtalelser kan jeg ikke længere sige, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Christiansborg Slotskirke. Arkivfoto.
Christiansborg Slotskirke. Arkivfoto.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Demokratiet kan vi ikke længere tage som en selvfølgelighed. Demokratiet skal værnes mod det autoritære og det totalitære.

Ikke blot er der krig i vores egen baghave, men selv inden for EU er der en bevægelse over mod det autoritære. Vi ser det i Ungarn og Polen. Vi ser det også i USA.

Demokrati er ikke noget, man bare kan tænke sig frem til. Det er ikke kun rationalitet. Demokratiet skal man nu også have tillid til og tro på.

Ligesom krig ikke kun er for generaler, er demokratiet heller ikke blot for politikere. Politik er en samtale om de fælles anliggender, og samtalen foregår i det offentlige rum. Samtalepartnerne er os alle sammen. Jo flere, des bedre.

Det er sjovt at opleve valgkamp. Dejligt at få en croissant stukket i hånden under morgencykelturen eller binde en ballon fast til barnebarnets arm med et partinavn på. Skønt at få en rose med hjem, morsomt at opleve humoristiske indslag på sociale medier.

Det slår mig nu alligevel, at vi måske er ved at blive for meget tilskuere. Men den offentlige debat skal altså helst være et totalteater, der involverer publikum

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Debatterne fyger over scenen i en retorisk sværdkamp, og de veloplagte tunger svirper ord ud som en pisk, der leder efter sin touché.

Men det slår mig nu alligevel, at vi måske er ved at blive for meget tilskuere – altså os, der ikke er på scenen. God underholdning skal der også til. Man kan hverken sidde i kirken eller på kroen og være dødsensalvorlig hele tiden. Så keder man sig ihjel.

Men den offentlige debat skal altså helst være et totalteater, der involverer publikum, der i dette tilfælde hedder borgerne.

Som borger vil jeg gerne bede om mere argument, mere begrundelse og knap så meget følelse. Jeg er ikke interesseret i politikerens privatliv, men meget interesseret i deres politiske holdninger, og hvad de kan føre til.

Når jeg lytter til et andet menneskes holdninger, bringer jeg mig selv i den situation at udsætte mig for en mulig genklang. Jeg relaterer til udsagnene og forsøger at sætte dem ind i min egen sammenhæng – og muligvis fødes der nye tanker og nye spørgsmål.

Jeg tror på den samtale, også selv om den kan være nok så ophidset til tider. Jeg tror på argumentet, og derfor tror jeg hverken på, at man kan forbyde uhyrlige standpunkter, diktatur eller autoritære holdninger, men man kan tage til genmæle og afvise det udemokratiske.

Læs også

Vi har brug for besindelse i vores samfund. Der skal gøres plads til andet end aggressionsmodus (som er et begreb, den tyske sociolog Hartmut Rosa bruger i sin nye bog 'Demokratie braucht Religion'). Det betyder, at der skal være plads til andre spørgsmål end: "Hvad får jeg ud af det? Hvad vil jeg yderligere opnå? Hvad kan jeg i øvrigt komme til at beherske?"

Jeg kunne godt tænke mig et politisk rum, hvor der ikke er plads til så meget ubehøvlethed og aggression. Dem, der deltager i ordkampene og tankebrydningerne, skal da ikke svines til med grovheder og trues, og deres familier skal da også kunne læse aviserne, opslagene og høre nyheder uden at blive bange!

Selv om man er ude i en konkurrence om tilslutning, skal der være plads til, at man lader sig gå på af menneskers vilkår, og at man viser sårbarhed. Der skal være plads til, at man lytter med hjertet.

Demokratiet har brug for religion, hævder Hartmut Rosa. Grunden er, at i religioner lever man hele tiden med at udsætte sig selv for en forandring. I bønnen gør mennesket sig åben for, at der må komme en indflydelse i ens liv, der bevæger mennesket henimod forståelse, håb og forvandling. 

Det religiøse menneske stiller sig hele tiden til rådighed for en resonans, for en genklang, der kommer fra Gud. Det handler ikke kun om vækst eller forøgelse af ejendom.

Jeg ved godt, at religionerne er blevet udnyttet autoritært i tidens løb, og når man betragter stater, der legitimerer sig religiøst, er det ofte autoritære stater

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Når man for eksempel går ind i en kirke, er der ikke noget, der vil kontrollere én eller råde over én. Man er et frit menneske i et frit rum og skal ikke bringes under kontrol.

Kirkens rum kalder derimod med sin kunst, sin arkitektur og sin musik på, at mennesket stiger ud af aggressionssamfundet og bereder sig selv på at lede efter en genklang, der giver håb og mod til at gå ind i tilværelsen og være med til at skabe fællesskab, hvor der er plads til mennesker med mange holdninger og plads til liv, der gerne vil leve forskelligt.

Det religiøse menneske har ikke kun sansen for den vertikale dimension. Barmhjertighed, retfærdighed og forvandlingen af menneskelige vilkår hører også hjemme i denne verden. Det er ikke et tavst, koldt og fjendtligt univers, som det religiøse menneske er underlagt, men netop en virkelighed, der hele tiden kalder på genklang og en evig drøftelse.

Derfor hører det også til dette menneskes erfaring altid at være på vej, altid at bære på en uro, altid at lytte til medmennesket.

Jeg ved godt, at religionerne er blevet udnyttet autoritært i tidens løb, og at ovenstående er udtryk for en tænkning, der bærer en religionskritik i sig som en del af tænkningen.

Når man betragter stater, der legitimerer sig religiøst, er det ofte autoritære stater, men dér hvor religionen leves med religionskritikken tæt på hjerte og tænkning, dér er man også hele tiden på vej, og man lytter med hjertet.

Hvor demokratiet også gør sig selv sårbar for den andens tanke, bærer det den samme selvkritik, der åbner ører og øjne og taler om det fælles med håb. Det udtrykkes af Margrethe Vestager og hendes og broderen Jacobs sang 'Solhverv':

Det er den dristigste dåd af alle

at turde spørge med udstrakt hånd -

for livet er jo som året broget,

selv korte dage kan veje et ton.

Men tør du spørge med åbent sind,

da svinder sorger og mørke ind,

og mørke ind.

(Folkehøjskolens sangbog 170, vers 3).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00