Svend Brinkmann: Jeg beundrer de fans, der trods kærligheden til fodbold boykotter VM i Qatar

Så er VM i fodbold i gang.

Jeg er ikke normalt ikke den største fodboldfan, men når der er slutrunder, sidder jeg klar. Det er noget helt særligt at se nationerne spille mod hinanden, og jeg kan meget bedre lide landsholdene end de moderne storklubber, der er styret af groteske pengeinteresser.

Men desværre er det anderledes i år, for VM afholdes som bekendt i ørkenstaten Qatar, hvor en lille minoritet styrer løjerne, mens 2,5 millioner migrantarbejdere udnyttes som billig arbejdskraft. Selvom tallet er usikkert, er det estimeret, at flere end 6000 migrantarbejdere har mistet livet, siden Qatar fik tildelt VM i 2010, blandt andet som følge af arbejdet med at opføre stadioner.

Dertil kommer, at tildelingen er under mistanke om korruption, ligesom landet i sig selv har et stærkt problematisk forhold til menneskerettigheder og kvindeundertrykkelse, og det er for eksempel ulovligt at være homoseksuel. Det er alt sammen både dybt problematisk og særdeles velkendt.

På den baggrund har mange argumenteret for, at vi bør boykotte VM. Kulturministeren slap for at tage officielt stilling, fordi der ikke er dannet en ny regering endnu, men hvad med os fans? Der er ikke mange danskere, der rejser til Qatar for at følge landsholdet, men kan man tillade sig at se kampene på tv? Og måske endda nyde spændingen og det flotte spil?

Ønsker jeg at være sådan en person, der nyder at se noget, som har så dyster en baggrund som denne slutrunde? Uanset svaret så er det faktisk et meningsfuldt spørgsmål, der har langt større rækkevidde en blot VM

Svend Brinkmann
Filosof og forfatter

De spørgsmål kan lyde underligt puritanske. Når nu VM afholdes, uanset om man ser det eller ej, hvilken forskel skulle det så gøre, om man følger med foran skærmen?

Det kan muligvis gøre den meget lille forskel, at hvis mange følger med, vil det blive registreret og hele denne miserable slutrunde vil fremstå som en succes for arrangørerne. Dermed opnår Qatar det, de vil.

Men det forekommer umiddelbart som en lidt spekulativ form for utilitarisme, og hvis man endelig vil stille det op som et regnestykke, er der måske større gevinst i form af subjektiv glæde, hvis man ser kampene, end der er tab i objektiv nytteværdi.

Alligevel fremstår det som lidt af et dilemma for mig – og tilsyneladende også for mange andre. Jeg tror, det er tegn på, at vi har en dybt forankret intuition om, at der er moralsk værdi i vores følelsesliv – også selv om det ikke går ud over nogen, at vi har bestemte følelser.

Den intuition er svær at forstå, hvis man mener, at det kun er vores handlinger, der har moralsk værdi. Nogle handlinger er moralsk gode, fordi de har gavnlige konsekvenser (utilitaristisk), eller fordi de er udført med baggrund i en god intention (sindelagsetisk).

Megen moderne moralfilosofi bygger på, at følelser kun er moralsk relevante, hvis de leder til handlinger. De har ingen moralsk værdi i sig selv. Men er det nu korrekt?

Filosoffen og romanforfatteren Iris Murdoch gav i sin vidunderlige bog fra 1970, 'Det godes suverænitet', der er oversat til dansk i år, et eksempel på, hvordan en følelsesmæssig indstilling kan være moralsk relevant – også uden at have handlingsmæssige implikationer.