Biskoppen: Putins vulgære magtanvendelse viser, at vores tillid blev set som et svaghedstegn

Ukraine. Jeg leder efter ordene. Efterhånden er der så mange billeder. Nogle af dem gentager sig. Andre ligger omme bagved og titter frem.

Først og fremmest er der alle menneskene. Nogle er stivnede af rædsel og vrede. Andre græder og udtrykker håb. I ugevis har de levet med angst og med dagligdags mod.

Ukraine. Et suverænt land bliver overfaldet. Det er svært at holde ordene tilbage i foragt. Jeg prøver hele tiden på at dæmpe min foragt for aggressionen.

En admiral lærte mig engang: “Husk, at det er den, der først bliver vred, der taber.” Han vidste det fra militærhistorien. Jeg ved det fra hverdagen. Man mister overblikket af vreden.

En måned længere nede ad krigens vej i Ukraine, viser sig nu gruen. Disse forbandede nye våben, som bliver anvendt imod civilbefolkningen og kritisk infrastruktur. Belejringen af Mariupol. Udsultning. Udfrysning. Nedværdigelse. Nedskydninger af civile.

For at gøre godt og for at redde demokrati og velfærd, må vi gøre ondt mod andre

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

På den ene side taler nogle om, at vi i mange år har udfordret Rusland på grund af Natos udvidelse. De hævder, at vi selv har bragt os i denne situation. Der kan man bare se. Pludselig er landenes selvbestemmelsesret ophævet. Nationer har selv meldt sig ind i militæralliancen.

De gjorde det vel, fordi de havde en grund til at tro, at de ikke kunne forsvare sig selv i en konflikt. De ønskede en nærmere tilknytning til EU for at blive en del af et større marked og for at blive en del af et Europa, hvor demokrati og retsstat er vigtige parametre i samfundstænkningen.

På den anden side er der mange fortrydelser. Man forsøger ligefrem at hive politikere ned fra piedestalen. Jeg er nu glad for at leve i et EU, der forsøger sig med handelsaftaler og med diplomatiske overenskomster for på den måde forsøger at skabe samhandel, velfærd og aftaler med diktaturer, der på længere sigt vil gøre dem afhængige af den gensidige velfærd og de internationale aftaler.

Men nu er der ikke nogen vej uden om indsigten, at vi har at gøre med et styre, som man ikke kan forlade sig på. Der var god grund til at stole på, at den sunde fornuft og drømmen om et fælles gode gjorde, at man fattede tillid til hinanden. Nu er der ingen vej uden om indsigten i, at vores tillid blev set som et svaghedstegn.

Den rå og vulgære magtanvendelse fjerner tvivlen. Hvilken historiefortælling om Europa er det, mine børn og børnebørn skal arve? Hvad er det, de skal have med?

Pia Juul skrev en smuk sang i anledning af Genforeningsjubilæet i 2020, hvor der i sidste vers står: “Sæt din grænse, men hold døren åben. Du kan åbne, du kan lukke, du kan hugge håbet ind i en sten.”

Vi er kommet ind i modsætningernes land

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Der ser ikke ud til at være nogen vej uden om at trække en grænse. Med økonomi, handel og militær oprustning trækker vi nu en grænse. Det kommer til at gå ud over mennesker. Vi er kommet ind i modsætningernes land. For at gøre godt og for at redde demokrati og velfærd, må vi gøre ondt mod andre.

I mine år som præst i Søværnet har jeg aldrig mødt en militær leder, der ikke levede med en høj bevidsthed om, at krig var det værste. De vidste, at krigen kan vindes med omhyggelighed, men hvad med freden? Med hvert eneste dødsfald rykker freden længere ind i fremtiden.

“Når jeg har gjort mit beskidte job, som jeg gør for landets og demokratiets skyld, er du om bord for at fortælle mig, at jeg kan blive menneske igen.” Sådan sagde en skibschef engang til mig.

Lige siden jeg hørte det, har jeg levet med modsætningen, at den uniform ikke havde været til at få på, hvis ikke jeg kom med det ultimativt stærkeste pacifistiske budskab om fred mellem mennesker og agtelse for modstanderen.

Vi samler ind. Vi vejrer det ukrainske flag. I alle større byer er der et hav af sympatitilkendegivelser, store koncerter, shows, offentlige bygninger, der bades i blåt og gult lys, store taler, skolebørns hjertelige og kærlige tegninger. Vi lytter til præsident Selensky. Pludselig aner vi, hvor vigtigt det er med sprog, kultur og hjemstavn.

Selvfølgelig er der en bar plet med kyniker inden i én, der spørger sig selv: mon de mærker al denne hengivenhed i Ukraine? Jeg er ikke i tvivl om, at nu forandrer vores udenrigs- og forsvarspolitik sig. Europa må i de kommende årtier besinde sig på at genvinde magt for demokratiets og retsstatens skyld og hæve røsten mod det autoritære og det totalitære.

Hvis ikke den magt skal blive hul, bliver vi nødt til at hævde menneskeligheden. Vi bliver nødt til at tage til genmæle mod mismodet og afmagten.