Byråd fyrer kommunaldirektør efter afdækning af ”mobning” og ”hård tone”

Et enigt byråd i Norddjurs Kommunes besluttede tirsdag aften at afskedige kommunaldirektør Christian Bertelsen. Det sker oven på kritik om "utilregnelig adfærd" fra Arbejdstilsynet såvel som en ekstern undersøgelse.

Dårligt arbejdsmiljø i Kommunaldirektørens Sekretariat på rådhuset i Norddjurs Kommune har nu ført til fyring af kommunaldirektør Christian Bertelsen.<br>
Dårligt arbejdsmiljø i Kommunaldirektørens Sekretariat på rådhuset i Norddjurs Kommune har nu ført til fyring af kommunaldirektør Christian Bertelsen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Efter flere måneder med undersøgelser af arbejdsmiljøet i Kommunaldirektørens Sekretariat i Norddjurs Kommune er kommunaldirektør Christian Bertelsen nu endegyldig fortid i Norddjurs Kommune.

Tirsdag aften besluttede byrådets politikere at følge indstillingen fra kommunens økonomiudvalg om at afskedige Christian Bertelsen.

Det bekræfter borgmester Kasper Bjerregaard (V) over for Altinget.

”Nu har vi formelt truffet den beslutning, som økonomiudvalget også har indstillet, og nu kan vi så komme videre her fra,” siger Kasper Bjerregaard.

Han ønsker ikke at kommentere på de konkrete forhold i sagen, da der er tale om en personalesag.

Forud for afskedigelsen ligger et længere forløb med hård kritik af Christian Bertelsens ledelsesstil fra en række af de 16 ansatte i hans sekretariat på rådhuset i Grenå.

Efter et besøg fra Arbejdstilsynet i begyndelsen af december fik kommunen 12. januar et påbud om at gennemføre en nærmere undersøgelse af udsagn om problemer med det psykiske arbejdsmiljø og ”krænkende handlinger” fra kommunaldirektøren.

Det skulle ifølge medarbejdere være foregået i form af ”nedladende og sårende” bemærkninger, bagtalelse, ”ubehagelige” drillerier og højlydt skældud.

Det fremgår af Arbejdstilsynets påbud, som Altinget har fået aktindsigt i.

Overfusninger og frygtkultur

Ingen af kritikpunkterne handler om sexistisk eller seksuelt grænseoverskridende adfærd.

Samtidig fremhæves det, at ledelsens tidligere forsøg på at imødekomme kritik af kommunaldirektørens adfærd over for medarbejderne ikke i tilstrækkelig grad havde afhjulpet problemerne.

Sidst i marts kunne konsulenthuset Marselisborg Consulting fremlægge en grundigere undersøgelse af de det ’psykosociale arbejdsmiljø’ i kommunaldirektørens sekretariat.

I rapporten angiver fem ud af sekretariatets 16 ansatte at være blevet udsat for mobning fra kommunaldirektøren. De fire at det er sket månedligt.

Det fremgår af rapporten, som Altinget har fået aktindsigt i.

Over halvdelen af de ansatte angiver, at tonen fra kommunaldirektør har været ”for hård”. Samtidig beskrives en ”frygtkultur” og en ”detailstyring” som medfører ”mental træthed og mistrivsel”.

Mere konkret omtales ”voldsomme overfusning” og et reaktionsmønster, der opleves som ”utilregnelig”.

Ikke muligt at få kommentar

”Jeg tog personligt kontakt, da jeg selv blev krænket. Både til kollegaer og til min nærmeste leder. Men på et tidspunkt blev det åbenbart så meget en del af vores hverdag, så man ikke reagerede på det. Det er svært i dag at tænke på, at man har fundet sig i det og fundet sig i, at kollegaer er blevet behandlet så groft,” lyder det fra en medarbejder i undersøgelsen.

Det understreges også i denne rapport, at ingen af medarbejderne har oplevet seksuel chikane eller diskrimination.

Altinget har tirsdag eftermiddag forsøgt at komme i kontakt med Christian Bertelsen både via sms og gennem hans faglige organisation Djøf.

Christian Bertelsen har tidligere henvist lokale medier til udtalelser fra Djøf. Djøf bekræfter, at de har repræsenteret Christian Bertelsen over for Norddjurs Kommune.

”Djøf har bistået vores medlem gennem sagen og forhandlet en fratrædelsesaftale,” siger Helle Slejborg, der er mediechef i Djøf.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Juncher Bjerregaard

Borgmester (V), Norddjurs Kommune
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00