Cameron: Jeg tænker på Brexit hver dag

BREXIT: Det var David Cameron, der som premierminister udskrev folkeafstemning om briternes medlemskab af EU. Han tabte og forsvandt. I et interview fortæller han, hvor meget han bekymrer sig. Og hvorfor han alligevel mener, det var den rigtige beslutning.

Foto: Jack Taylor/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

”Det er smertefuldt at se på.”

Det siger den tidligere britiske premierminister David Cameron om den splittelse, Brexit har ført hans lands befolkning ud i. Det gør han i et stort interview bragt i Mandag Morgen, hvor han deler sine tanker om den proces, han selv satte i gang som leder af Storbritannien.

Det var nemlig Cameron, der som premierminister udskrev folkeafstemningen om Brexit til afholdelse i juni 2016.

Derfor er han i dag om nogen en politiker, der er lagt for had. For knap halvdelen af den britiske befolkning, som ønsker at blive i EU, bliver Cameron set som en af hovedårsagerne til det morads, de oplever, at landet nu befinder sig i.

Jeg bekymrer mig meget om det. Jeg bekymrer mig meget om det

David Cameron

Samtidig er det blevet fremstillet, som om den tidligere premierminister er nærmest ligeglad med sit ansvar for situationen.

Det er forkert, siger han.

”Jeg tænker på det hver dag. Hver eneste dag tænker jeg på det, på afstemningen og det faktum, at vi tabte, og konsekvenserne og det, der kunne være gjort anderledes, og jeg er voldsomt bekymret for, hvad der nu kommer til at ske. Jeg tror, vi kan nå til en situation, hvor vi træder ud, men stadig er venner, naboer og partnere. Vi kan nå dertil, men jeg ville meget gerne spole frem til det øjeblik. For lige nu er det smertefuldt for landet, og det er smertefuldt at se på.”

Kan du sove om natten?

”Jeg bekymrer mig meget om det. Jeg bekymrer mig meget om det,” siger Cameron i interviewet, som han giver i anledning af udgivelsen af sin erindringsbog 'For the Record', som netop er udkommet.

0:000:00