Kommentar af 
Carl Valentin

Carl Valentin: Markedets profitjagt underminerer vores liberale grundværdier

KOMMENTAR: Højre- og venstrefløjen bør stå sammen mod virksomheders systematiske overvågning og adfærdsregulering af borgerne, mener Carl Valentin.

Nægter man f.eks. at have en Facebook-profil, en smartphone eller bruge Google, kan man hurtigt blive udelukket fra vigtige fællesskaber, skriver Carl Valentin.
Nægter man f.eks. at have en Facebook-profil, en smartphone eller bruge Google, kan man hurtigt blive udelukket fra vigtige fællesskaber, skriver Carl Valentin.Foto: Colourbox
Carl Valentin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ægte liberale sætter friheden højt, og for det har jeg altid beundret dem. De står fast på individets ukrænkelighed, foragter statslig overvågning, går til kamp mod adfærdsregulering og har fravær af tvang som ideal.

Desværre er vores personlige frihed og privatliv under pres. Med den teknologiske udvikling er det nemlig ikke længere forbeholdt staten at regulere vores liv ned i mindste detalje. Virksomhederne har mere magt end nogensinde før og har i dag indtaget rollen som de magtfulde undertrykkere, liberalismen opstod som et opgør med.

For hvor systematisk overvågning af borgerne før var for kompliceret til, at det kunne udføres af andre end en statsmagt, kan Google, Facebook og Amazons overvågning af os i dagligdagen i dag let konkurrere med den danske stat.

Ja, selv DDR’s frastødende opsætning af mikrofoner i folks tapeter og telefoner får skarp konkurrence fra overvågningsteknologien anno 2018, hvor vi stort set alle render rundt med kameraer og mikrofoner i lommen, som vi har givet virksomheder retten til at tænde for, når de har lyst. Hvor meget de benytter sig af det, ved vi stadig ikke med sikkerhed.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Markedets uendelige jagt på profit, virksomhedernes enorme størrelse og den nye teknologi har altså skabt en overvågning og en adfærdsregulering, der ikke bare er ekstremt omfattende – den er umulig at slippe ud af.

Carl Valentin

Samtidig er adfærdsreguleringen af os alle mere omfattende end nogensinde før – men det er ikke på grund af staten. Når vi åbner vores computer eller telefon, bliver vi konstant bombarderet med reklamer, der skal regulere vores adfærd. Vi skal drikke flere Carlsberg, spille mere poker på internettet eller købe et nyt fjernsyn.

Og reklamerne er ikke bare blevet flere – de er også blevet mere præcise, for den systematiske overvågning af os har givet virksomhederne mulighed for at præsentere os for lige det, vi tror, vi går og mangler. Der bliver altså mere og mere tale om reel adfærdsregulering, og virksomhedernes magt over vores tanker er stigende. Kigger vi op fra skærmen er det ikke meget bedre; i de store byer er gadebilledet plastret til med reklamer på billboards, busser og stilladser.

Selv DDR’s frastødende opsætning af mikrofoner i folks tapeter og telefoner får skarp konkurrence fra overvågningsteknologien anno 2018.

Carl Valentin

Enhver god liberal vil selvfølgelig indvende, at forskellen på statslig og privat overvågning og adfærdsregulering er, at den statslige er tvungen, mens de private virksomheders er frivillig. Logikken er altså, at man i det liberale samfund har friheden til at undlade at lade sig overvåge og adfærdsregulere, hvis man har lyst. Man kan jo bare lade være med at benytte sig af virksomhedernes produkter.

Det ’frie valg’ til ikke at lade sig overvåge er dog, desværre, en teoretisk frihed. En illusion. For konsekvenserne af at sige fra over for overvågningen i hverdagen er alt for store til, at det er en reel mulighed for den almindelige borger.

Nægter man for eksempel at have en Facebook-profil, en smartphone eller bruge Google, kan man hurtigt blive udelukket fra vigtige fællesskaber, have svært ved at passe sit arbejde eller at være en del af det moderne samfund, hvor teknologien har en afgørende rolle i vores hverdag.

Vil man som forælder skærme sit barn fra overvågningen, er risikoen for, at barnet føler sig udenfor, også ekstremt høj. Det er muligvis en pris, der er værd at betale, men det er ikke let at være den bevidste voksne, når ens barn oplever, at alle de andre børn må have iPads og være på sociale medier, mens man selv er fuldstændig udelukket fra den verden.

Vil man undgå privat adfærdsregulering fra reklamer, er det også svært at leve et bare nogenlunde almindeligt liv. Man kunne jo selvfølgelig drukne sin iPhone og købe nogle skyklapper til turen i metroen, så man ikke bliver lokket ud i ludomani af Uffe Holms fjæs på de store reklamesøjler, der opfordrer en til at spille LeoVegas’ onlinecasino, men det bliver nok også lidt træls i længden.

Markedets uendelige jagt på profit, virksomhedernes enorme størrelse og den nye teknologi har altså skabt en overvågning og en adfærdsregulering, der ikke bare er ekstremt omfattende – den er umulig at slippe ud af, og den underminerer de liberale grundværdier.

Det er derfor på tide, at de liberale træffer et valg om, hvad der er vigtigst for dem: individets ret til ikke at blive reguleret og overvåget eller virksomhedernes ret til at regulere og overvåge os. Gør man ingenting, vælger man de facto det sidste, og det er en skam.

Jeg er nemlig ikke i tvivl: Hvis vi på højre- og venstrefløjen sammen stod på individets side i kampen mod privat overvågning og adfærdsregulering, ville vi kunne skabe en verden med langt mere personlig frihed.

---------

Carl Valentin studerer samfundsfag og retorik på Københavns Universitet. Han er folketingskandidat for SF. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

0:000:00