Debat

Centerchef: Coronakrisen har skabt potentiale for flere frivillige og løsninger

TEMADEBAT: Det frivillige sociale område har præsteret en hurtig og nytænkende indsats under coronakrisen. Hvis den udvikling bliver fastholdt, kan det på sigt tiltrække både flere frivillige og nye brugere, skriver Laura Auken.

Coronakrisen har skabt øget risiko for sårbare og udsatte, men også muligheder for fornyelse og potentiel rekruttering af nye frivillige, skriver Laura Auken.
Coronakrisen har skabt øget risiko for sårbare og udsatte, men også muligheder for fornyelse og potentiel rekruttering af nye frivillige, skriver Laura Auken.Foto: Kirstine Mengel/Center for Frivilligt Socialt Arbejde
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laura Auken
Centerchef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

I løbet af få dage rykkede danskerne sammen og rakte ud efter hinanden, samtidig omstillede en række foreninger og frivillige på det sociale område deres traditionelle tilbud til digitale tilbud.

Det har på kort tid givet erfaringer, som frivillige sociale foreninger kan bruge til at komme styrket ud af krisen

En hurtig indsats
I dagene omkring 10. marts, hvor landet blev lukket ned, blev der oprettet flere hundrede coronahjælpegrupper på Facebook.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til 
[email protected].

På Center for Frivilligt Socialt Arbejde, CFSA, satte vi hurtigt gang i en kortlægning af grupperne.

Sammen med forskere fra Sociologi, Københavns Universitet har vi på nuværende tidspunkt kortlagt mere end 250 uformelle hjælpegrupper på Facebook, hvor borgere koordinerer hjælp til dem, der har brug for det.

De erfaringer, der gøres nu, kan bidrage til værdifuld udvikling, som både kan tiltrække nye brugere og nye frivillige, som har fået gode oplevelser på digitale platforme i foråret 2020.

Laura Auken
Centerchef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Udover kortlægning af hjælpegrupper på Facebook gennemførte CFSA sammen på Sociologi, Københavns Universitet i første halvdel af april en befolkningsundersøgelse af danskernes hjælp under corona.

Undersøgelsen viser, at, at 54 procent af danskerne har hjulpet andre med informationsdeling og praktiske opgaver som foreksempel indkøb.

Øget risiko for udsatte
Selvom vi formentlig vil se, at der er overlap mellem de mennesker, der har hjulpet under corona, og dem, der normalt er frivillige, er tallet alligevel interessant, fordi det viser, at der blandt danskerne er stor lyst til at hjælpe, når der er brug for det.

Undersøgelsen viser også, at danskerne under corona primært har hjulpet mennesker i deres eget netværk. Det kan være familie, venner og naboer. Det betyder, at sårbare og udsatte mennesker uden et netværk risikerer at blive yderligere isoleret.

Frivillige foreninger og initiativer på det sociale område har derfor – også nu – en betydelig opgave i at støtte og hjælpe sårbare og udsatte grupper, der ikke er en del af et fællesskab. 

Digitale tilbud kan skabe udvikling og værdi
Frivillige foreninger og tilbud på det sociale område har de seneste uger omlagt aktiviteter til digitale tilbud. Flere har også udviklet nye digitale tilbud.

Den særlige situation, vi lige nu befinder os i, er således også en anledning til at være nysgerrig på, hvordan det sociale område kan udvikle og gentænke traditionelle tilbud som for eksempel rådgivning, krisehjælp, mentorsamtaler og sociale arrangementer.

Sårbare og udsatte mennesker er ikke altid trygge ved at møde op i en forening sammen med andre mennesker, de ikke kender.

Også mennesker med handicap kan opleve barrierer ved fysisk fremmøde. For de mennesker kan digitale mødesteder måske være det første skridt ud af ensomhed og isolation.

Det kan være en sikker bane, der på sigt kan give dem værktøjer til og mod på at møde andre mennesker i virkeligheden og dermed stille og roligt skabe sig et netværk og blive en del af et meningsfuldt fællesskab.

Potentiale for at rekruttere nye frivillige
Ligeledes kan der vise sig at være potentiale i det samfundssind, som danskerne har udvist under corona.

I Frivilligrapport 2016-18 fortalte flere foreninger, at de oplever stagnation eller decideret fald i antallet af frivillige, mens efterspørgslen på sociale tilbud modsat stiger.

Samtidig ved vi – også fra Frivilligrapporten – at muligheden for at gøre en forskel og være en del af et større fællesskab er anledningen til, at man engagerer sig i frivilligt arbejde.

Den viden sammen med viden fra den nye undersøgelse om, hvor og hvordan danskerne hjælper, kan organisationerne bruge aktivt i deres arbejde med rekruttering.

Potentielle hverdagshjælpere
Det er ikke usandsynligt, at der er potentielle frivillige blandt de mange hverdagshjælpere, som også efter corona kan motiveres til at gøre en forskel for udsatte og sårbare mennesker, der hvor de bor.

Det betyder med andre ord, at nu er et godt tidspunkt for frivillige sociale foreninger at overveje, hvordan de kan række ud efter nye frivillige.

Det kan for eksempel være ved lokalt at synliggøre den forskel, de gør for de grupper, mange har udvist bekymring for under corona.

Et særligt momentum
Mange foreninger er lige nu presset af nedlukningen, men danskernes store samfundssind giver et samtidig et helt særligt momentum for, at det frivillige sociale område kan komme både fornyet og styrket ud af krisen.

Det er både, når det handler om at tiltrække nye frivillige og om at fastholde og udvikle værdifulde tilbud og meningsfulde fællesskaber for sårbare og udsatte.

Derfor opfordrer vi foreninger og frivillige på det sociale område til at bruge den aktuelle situation til at være nysgerrige på mulighederne i digitale fællesskaber og online aktiviteter.

De erfaringer, der gøres nu, kan bidrage til værdifuld udvikling, som både kan tiltrække nye brugere og nye frivillige, som har fået gode oplevelser på digitale platforme i foråret 2020.

Dokumentation

TEMADEBAT: Civilsamfundet efter coronakrisen

Mens coronavirussen har knust hverdagen og lukket landet ned, har civilsamfundet genopfundet sig selv.

Altinget har derfor samlet et kvalificeret panel til at give deres bud på, hvordan fremtidens civilsamfund bør se ud efter coronakrisen.

Debatpanelet udvides løbende, da vi er interesserede i alle relevante aktørers perspektiv. Skriv til [email protected], hvis I vil blande jer i debatten.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laura Auken Larsen

Centerchef, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, bestyrelsesmedlem, Akademiet for Social Innovation, Settlementet på Vesterbro, Demokrati Garage, forfatter
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 1995)

0:000:00