Cordua: Anders Trump, amatør-Thyra, og ronkedoren i K-udvalget

Her i uge to af den nye trekløverregerings levetid har visse problemer allerede åbenbaret sig.

Mest synligt er, at Liberal Alliances ministre har haft nogle startvanskeligheder med hensyn til at tilpasse sig den nye situation med at være i regering.

For eksempel skal den nye udenrigsminister Anders Samuelsen vænne sig til ikke at føre uendelige krige på Twitter med diverse kritikere af hans partis dispositioner. Man må formode, at en ny udenrigsminister kaster al sin energi ind på at læse op på det enorme stofområde, som udenrigspolitik er. For nogle år tilbage koketterede han med, at LA ikke havde anden udenrigspolitik end at Danmark bare bør gøre, hvad amerikanerne siger.

Indtil videre har Samuelsen i al fald ligesom den kommende amerikanske præsident Donald Trump brugt uforholdsmæssigt megen energi på de sociale medier med at skælde ud på de medier og iagttagere, der ikke ubeset køber LA's syn på verden. Det er næppe holdbart i længden. Man må håbe på, at der findes en Kellyanne Conway på Asiatisk Plads, der kan slukke for Samuelsens mobiltelefon, så tiden bliver brugt mere konstruktivt i landets tjeneste end at sidde på bagsædet af ministerbilen og reagere på, hvad kommentatorer finder på at sige i programmet Besserwisserne på TV 2 News.

Det ville nok have gavnet Thyra Frank, hvis hun havde haft en politik ”at gå i byen med” INDEN hun sagde ja til at lade sig interviewe til TV 2.

Jarl Cordua

Et af LA's få folkelige trækplastre er den nye ældreminister Thyra Frank, som man efter nogle år på reservebænken har fået placeret i et hjørne af Sundhedsministeriet. I sidste uge havde TV 2 blotlagt en række kritisable forhold på en række plejehjem landet over, og naturligt nok forsøgte man at få en kommentar fra den nye ældreminister om hvad hun mente, der skulle gøres ved det.

Tilsyneladende havde Frank ikke forberedt sig tilstrækkeligt på, hvordan hun kunne fremstå handlekraftig, når medierne banker på døren hos den ”ansvarlige” minister i en sag, hvor ansvaret for elendig ældrepleje ret beset ligger hos kommunerne. Men hvis ikke ministeren har et ansvar for ældreplejen, hvorfor er hun så ældreminister, kunne man spørge? Nu fremstod ministeren i interviewet både som tøvende og handlingslammet og dermed som oplagt skydeskive for oppositionen. Samtidig blev det blotlagt for enhver, at Frank i realiteten – og på kort sigt – kan gøre meget lidt ved de overfyldte tissebleer på landets plejehjem.

Efter at have sundet sig lidt, fandt nogen (sikkert i embedsmandsapparatet) hurtigt på at udstyre ministeren med en politik. Den handler om, sammen med Kommunernes Landsforening, at nedsætte et udvalg, der med tiden kan fjerne bøvl og kontrolskemaer for de plejehjemsansatte.  Det ville nok have gavnet Thyra Frank, hvis hun havde haft en politik ”at gå i byen med” INDEN hun sagde ja til at lade sig interviewe til TV 2.

I balladen om ældreministeren, som oprindelig har fået en del folkelig popularitet på grund af hendes efterhånden fjerne fortid som succesfuld plejehjemsbestyrer på Frederiksberg, er det lykkedes for regeringstoppen, LA, dele af den borgerlige meningsdannelse samt Alternativets René Gade at skabe en modhistorie om, at ”Kvinden af Folket”, Frank, er blevet et offer for en konspiration af unfair hysteriske medier og kommentatorer, der aldrig har haft et ærligt arbejde og den særlige ”syge Christiansborg-nulfejlskultur”, hvor man aldrig roser, men til gengæld konstant kritiserer hinanden i en ormegård, hvor der aldrig er luft- og hjerterum for ”almindelige mennesker uden DJØF-uddannelser”, som det hedder.  

I kampen om at stå sig bedst med stemningen på landets ølstuer, har DF dog mod sædvanen valgt at være på hold med Franks kritikere. Formentlig anser DF Frank og hendes folkelige image som en trussel, der kan stjæle rampelyset i den meget sandsynlige situation, at DF i forbindelse med en finanslov får forhandlet ældre-milliarder hjem.

Også i regering har LA forsøgt at bryde med sædvanen i dansk politik. Regeringen var ikke mange timer gammel, før partiets centrale ordfører, finansordfører Joachim B. Olsen, og politisk ordfører Christina Egelund forklarede, at LA's politik på en række områder som for eksempel folkeskolereform mv. er uændret. Det til trods for, at LA som en del af regeringen har tilsluttet sig et regeringsgrundlag, der, ud over at være et kompromis, nu også er regeringens officielle politik.

Det opsigtsvækkende er ikke, at partierne har forskellig politik som det fremgår af partiprogrammerne. Det har alle en interesse i at bevare. Der, hvor problemerne kan opstå er, hvis LA's ordførere begynder at agitere imod regeringens ministre eller regeringens politik. Det skal nok blive testet.

Det er tydeligt, at LA er skræmt ved – og er blevet kraftigt advaret imod – at tabe sin egen profil i regeringen. Det var det, der til dels skete for Konservative, men især for SF, i regering. Løsningen er tilsyneladende, at LA vil forsøge at agere som Venstre i slutningen af 80’erne, hvor V-ideologen Anders Fogh Rasmussen formulerede, at V sad i regering og i opposition på samme tid. Det er omstridt, hvad Fogh i virkeligheden mente med det, og man kan i øvrigt konstatere, at der i Schlüter-regeringerne ikke fandtes et regeringsgrundlag, som man kunne holde partierne op på. Det er der nu, og det begrænser selvsagt LA's, og i øvrigt også Konservative (for eksempel Rasmus Jarlov), hedsporers manøvrerum for solomeldinger.

Dertil kommer, at de enkelte ministre vil være ekstra opmærksomme på, hvis de føler sig snigløbet af de øvrige partier. Den slags risikerer at ende på dagsordenen i regeringstoppens Koordinationsudvalg. Det siger sig selv, at konsekvente og vedvarende solomarkeringer ikke vil blive tolereret. På den anden side vil der nok kunne ses igennem fingre med dem i ny og næ. Kunsten for LA og de øvrige partier er at vælge de sager, man vil profilere sig på, med nogen omhu og med passende mellemrum. Man bør nok også skrive sig bag øret, at DF tidligere under VK-regeringerne havde en praksis med at hæve deres krav under finanslovforhandlingerne, hver gang nogle fra regeringspartierne havde været ude med solomarkeringer. Med andre ord: Alt har sin pris.

I Venstre slikker man stadig sårene oven på den store udrensningsbølge efter regeringsudvidelsen, hvor blandt andre Bertel Haarder kom til at ømme sig lidt for højlydt inden for en BT-journalists hørevidde. Løkkes goodwill mange steder i Venstre kører tilsyneladende på pumperne, men paradoksalt nok kan han holde sig oppe ved hjælp af de mange Kristian Jensen-støtter, som er blevet forfremmet og Jensen selv, der nu får rigeligt at lave som finansminister. Jensen kan sove nogenlunde roligt med hensyn til sin fremtid som Venstre-formand, så længe han har nogenlunde succes med sit nye job.

De tilbageblevne Løkke-støtter i regeringen, såsom Troels Lund Poulsen og Søren Pind, har formentlig også rigeligt at gøre med hensyn til at samle sig om deres nye opgaver. Begge var klar over, at de sad yderligt på deres tidligere ministerposter, som naturligt nok var efterspurgte af både de Konservative og LA.

Det er også gået op for flere, at Løkke-støtten Sophie Løhdes innovationsministerpost i Finansministeriet er noget mere indholdstung og interessant end den så ud ved første øjekast. Løhde så også bemærkelsesværdig glad ud ved ministeroverdragelsen, så det er ikke hende, der går og piber i hjørnerne over regeringsudvidelsen. Hendes opgave bliver kort fortalt at drive reformer af den offentlige sektor med henblik på at højne kvalitet, brugertilfredshed og effektivitet. Det har tydeligvis og naturligt nok statsministerens helt store bevågenhed, og det er en erfaren, dreven, indsigtsfuld (og loyal) minister, som er sat på opgaven. Løser hun opgaven, så kan hun sikkert stige længere op i Venstres hierarki.

Det er også ved at dæmre for alle, at Venstre efter et eventuelt tabt folketingsvalg om to år får en ny formand med finansminister Kristian Jensen. Derfor skal de mange Løkke-støtter – som nærmest kun er forenet i deres modstand mod Jensen – allerede nu finde ud af, hvad de så vil. Løkke-støtterne (en efterhånden ret så misvisende betegnelse, da begejstringen for Løkke ikke er, hvad den har været) har mulighed for at danne en alliance vendt mod Venstres næstformand. Ikke med henblik på at bekæmpe ham, men for at få del i magten.

De kunne forene sig under en næstformandskandidat. Imidlertid er det kun få, der, hvis man skæver til dåbsattesten, ligner kandidater, der kunne efterfølge Jensen om mange år, og det vil der nok være en forventning om i partiet. Et kompromis kunne for eksempel være at vælge Jakob Ellemann-Jensen som ny næstformand i den situation.

Eneste overlevende ”ronkedor” fra regeringsudvidelsen, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, er som medlem af Koordinationsudvalget fortsat en central del af regeringsledelsen og Venstre-toppen. Indtil videre forklares hans fortsatte tilstedeværelse i K-udvalget med hensynet til DF og Kristian Thulesen Dahl, der ikke har den store fidus til Kristian Jensen, hvad han i øvrigt ikke gør særligt meget for at skjule, når pressen spørger om netop det. Det er dog også i DF's egen interesse at få normaliseret forholdet til Kristian Jensen, og hvis eller når den relation er blevet opbygget, så er det svært at se, hvad Venstre skal med Claus Hjort i K-udvalget.

...

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.