Dan Jørgensen: Løkke gambler med vores lykke

I disse år kæmpes en utrolig vigtig politisk kamp i Danmark. Det handler om velfærdssamfundets fremtid.

Hvilken vej skal vi gå? Skal vi værne om den samfundsmodel, vi har – en model, der i udlandet ofte omtales som "den socialdemokratiske velfærdsmodel"? Ellers skal vi fortsætte den vej, det borgerlige Danmark vil, med større ulighed og mindre velfærd?

Danmark er et unikt lille land. Sammenlignet med stort set alle andre lande i verden, er vores befolkning tryg og lykkelig. Det er ikke kommet af sig selv. De fleste lykkeforskere er enige om, at det høje lykkeniveau i Danmarks skyldes vores samfundsmodel.

Det danske velfærdssamfund gør danskerne trygge. Og det er netop det fravær af utryghed, der er kernen, hvis vi vil skabe de bedste rammer for, at mennesker kan leve lykkelige liv.

Se på USA. På papiret et rigere land per indbygger end Danmark. Men er de lykkeligere? Svaret er nej. I Guds eget land er befolkningen langt fra så lykkelige som vi danskere. Uligheden, utrygheden og den manglende tillid i befolkningen er de vigtigste årsager hertil.

Men også her i landet går det den forkerte vej. Vi er stadig blandt de lykkeligste lande i verden. Men hvor længe?

Utrygheden er steget markant. I 2004 var det kun 2,6 procent af danskerne, der følte sig grundlæggende utrygge. Nu er det – hold fast – mere end 17 procent.

Over halvdelen af alle danskere over 40 år frygter, at der ikke vil være tilstrækkelig pleje til dem, når de bliver ældre. 57 procent er bekymrede for, at uligheden vokser. Med andre ord: Alarmklokkerne bør ringe.

Hvad gør regeringen? Forsøger den at imødegå tendensen? Skaber den tryghed? Styrker den fællesskabet i Danmark? Begrænser den uligheden? Øger den velfærden? Nej, den gør det modsatte.

Siden Lars Løkke Rasmussen (V) fik magten, har han kun haft én ting for øje: Topskattelettelser. Hver gang der har vist sig en mulighed, har han forsøgt at få dem presset igennem. Finansieringsmodellerne har været fantasifulde. Dog altid med et fællestræk: Det er dem, der har mindst, der skal betale.

Heldigvis er det ikke lykkedes for regeringen at få al dens politik igennem. I givet fald var Danmarks rigeste blevet forgyldt, samtidig med at der var skåret massivt mere i velfærden, SU'en var blevet sat ned, og de ældre danskere på arbejdsmarkedet havde fået en senere tilbagetrækningsalder. Det har mit parti sammen med Dansk Folkeparti dog heldigvis fået forpurret.

Alligevel kan man sagtens se, at regeringen har været der. Det er ikke kun selvros og branding, når den kalder sig "den mest liberale og borgerlige regering nogensinde". De første tre finanslove, som den vedtog, skar nemlig markant i velfærden. Således er der 8.000 færre kommunalt ansatte i dag, end da Løkke fik magten.

Regeringen har konsekvent nægtet at lade den offentlige vækst følge den demografiske udvikling. Med andre ord: Der kommer flere ældre, men ikke tilsvarende flere penge. Det betyder, at Danmark ikke engang vil kunne opretholde det nuværende velfærdsniveau - og glem alt om at hæve barren.

Hvordan begrunder regeringen sin politik? Jo, man skal såmænd bare effektivisere sig ud af problemerne.

De fleste offentligt ansatte ved nok, hvad det betyder: Der skal løbes hurtigere, og der skal skæres i de velfærdsydelser, man leverer.

Sandheden er nemlig, at nok skal man da have en ambition om, at den offentlige sektor hele tiden forbedrer sig og bliver mere effektiv. Så langt er vi enige. Men mange steder er der allerede skåret helt ind til benet. Når der samtidig kommer flere ældre, flere sygdomme vi kan kurere, højere ambitioner til vores unges uddannelsesniveau, ja, så hænger det hele slet ikke sammen.

Vi burde i stedet gå en anden vej. Satse på velfærden. Styrke uddannelserne. Mindske uligheden og dermed skabe mere tryghed.

Det, der sker nu, er reelt et angreb på velfærdssamfundet. Det burde ikke komme bag på nogen. To af regeringens topministre, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) og Anders Samuelsen (LA), har tidligere sat ord på deres hedeste politiske drømme i en kronik i Berlingske:

"Det står klart for os i Liberal Alliance, at den socialdemokratiske velfærdsstat ikke kan overleve [...] Vi vil forandre velfærdsstaten gennemgribende. Bygge den om fra yderst til inderst, så der i stedet for den gammeldags socialdemokratiske velfærdsstat fremstår et nyt, liberalt velfærdssamfund."

Senest har Samuelsen tweetet en tjekliste over pejlemærker for partiet, hvor der står skrevet: ”ned med skatten” og ”mindre socialdemokratisme”.

Heller ikke Venstre-ministrene holder sig tilbage. Læseren husker sikkert, hvordan skatteminister Karsten Lauritzen om regeringens skattereformsudspil sagde: "Det her øger uligheden, men det gør vi med åbne øjne."

Inden for det næste år kommer der valg i Danmark. Skulle vi ikke bruge tiden indtil da på at diskutere, hvad det er for et samfund, vi ønsker? Er det et borgerligt Danmark med større ulighed, dårligere velfærd og mindre fællesskab, eller skal vi søge at værne om det velfærdssamfund, som det har taget generationer at bygge op?

Det er ikke tilfældigt, at den samfundsmodel, som vi har i Danmark, i international litteratur oftest benævnes "den socialdemokratiske velfærdsstat." Ønsker man at se, hvad en "liberal velfærdsstat" er, kan man kigge til Storbritannien eller USA. 

Skal Danmark være mere som USA? Jeg tror, de fleste danskere, når spørgsmålet stilles på den måde, vil være enige med mit parti i, at det nok ikke er en god udvikling.

----------

Dan Jørgensen er medlem af Folketinget og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe. Han har tidligere været fødevareminister og medlem af Europa-Parlamentet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egne holdninger.