Kommentar af 
Harun Demirtas

Danmark har svigtet homoseksuelles rettigheder siden 1989

Danmark var et foregangsland, da vi i 1989 gjorde det muligt for to af samme køn at indgå registreret partnerskab. Men lige siden har vi svigtet danske LGBT+-personer ved kun at tildele dem én standard måde at danne familie på, skriver Harun Demirtas.

Alt er ikke løst, bare fordi vi i 2012 gav homoseksuelle mulighed for at danne familie ved at indføre “lovlig vielse” i folkekirken for to af samme køn, skriver Harun Demirtas.
Alt er ikke løst, bare fordi vi i 2012 gav homoseksuelle mulighed for at danne familie ved at indføre “lovlig vielse” i folkekirken for to af samme køn, skriver Harun Demirtas.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Harun Demirtas
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du tror måske, at Danmark stadig er det land, der rykker mest og først, når det gælder LGBT+-rettigheder. Præcis som dengang i 1989, hvor vi som det første land i verden lovliggjorde registreret partnerskab mellem to personer af samme køn. Men sådan forholder det sig ikke længere.

Tværtimod er udviklingen af LGBT+-rettigheder stagneret, når det handler om at sidestillede dem med den øvrige befolknings rettigheder. Og sådan har det været længe.

Vi lever ganske vist i et stærkt demokrati. Og ja, vi siger også, at alle bør leve, som de har lyst til og føler for. Men det bliver der ikke længere taget seriøse politiske skridt for at sikre. For at sikre LGBT+-rettigheder er meget mere end bare at kunne gifte sig i en kirke, at turde gå hånd i hånd på Strøget eller at kysse sin kæreste af samme køn i en stor forsamling (som mange i øvrigt stadig ikke tør). 

Siden 1989 ved indførslen af registreret partnerskab har Danmark faktisk svigtet danske LGBT+-personer.

Harun Demirtas

Det holder ikke længere at tro, at vi er i mål, bare fordi den medicinske verden har udviklet medicin, der behandler og forebygger HIV. Det nytter ikke noget at tro, at homoseksuelle ikke møder flere problemer i samfundet, fordi deres seksualitet ikke længere er strafbar i Danmark, som det er i andre lande. 

Alt er ikke løst, bare fordi vi i 2012 gav homoseksuelle mulighed for at danne familie ved at indføre “lovlig vielse” i folkekirken for to af samme køn. Og det er netop det at danne familie, som jeg gerne vil fortælle lidt om.

For siden 1989 ved indførslen af registreret partnerskab har Danmark faktisk svigtet danske LGBT+-personer og behandlet dem anderledes end resten af befolkningen ved at tildele dem en standard måde at være en familie på.

Mens det at blive gift for de fleste heteroseksuelle par er starten på en smuk rejse for at danne en familie, slutter denne rejse for homoseksuelle mænd allerede på dagen, hvor de bliver gift. For deres mulighed for at vokse og få flere familiemedlemmer eksisterer ikke.

De bliver endnu engang overladt til dem selv, og det bliver deres egen opgave at rette op på uligheden ved at finde alternative smutveje i forskellige gråzoner. Med lidt held kan de finde en kvinde på en hjemmeside og aftale at få barn sammen. Det er nærmest den eneste og billigste måde at blive en familie på, men den er bestemt ikke nem. 

Problemet er også, at samfundet ikke anerkender denne form for familiekonstellation. Når det gifte homoseksuelle par ønsker et barn og indgår i sådan et projekt med en kvinde, så holdes den ene af de tre forældre ude, fordi vi som samfund kun anerkender de biologiske forældre som “de rigtige forældre”. 

Manden, der er gift med den biologiske far til barnet, og som elsker barnet ligeså højt, må finde sig i at blive ekskluderet. Og det gør ondt. 

I nogle kommunale institutioner nægter man eksempelvis at give den ikke-biologiske far informationer om barnet og tillader ikke, at han kan få lov til at hente barnet fra vuggestuen eller børnehaven. Det er intet mindre end grotesk. 

Der er flere eksempler på, hvor tydeligt uligheden fremstår, når man kaster sig ud i det. Men mange finder sig i det, fordi de jo også gerne vil have en familie. Med lige muligheder.

Og så er der dem, der har en god opsparring. De sparrer ikke sammen for at købe en bil eller bolig. Det lyder måske ret mærkeligt, men for at undgå besværet og den diskrimination, det medfører at få barn med en kvinde, de næsten ikke kender, betaler de for en rugemor i udlandet. Det kan koste op mod en million kroner per barn.

Der er heller ikke udsigt til en forbedring fra regeringen og resten af Christiansborg.

Harun Demirtas

Men selvom der her alene er tale om barnet og kun to forældre, er det stadig en gråzone at få anerkendt begge fædre som ligestillede forældre, når det eksempelvis gælder barsel. 

Det kan godt være, at det måske ikke er en ret at være forældre. Men i et samfund som vores, der ellers bryster sig godt med sit demokrati, bør det være en reel mulighed for alle.

En ting er, at politikerne på Christiansborg er så bedøvende ligeglade med homoseksuelle mænds voksende ønske om at få lov til at danne familie. Men at de, som er lykkedes med at få et barn på altenative måder med sved, tårer og tomme bankkonti, heller ikke er ligestillet, det er slet ikke til at forstå. 

Så jo, vi er i mål med HIV-medicin, kirkelige vielser, og vi kan fejre mangfoldigheden en gang om året til Copenhagen Pride. Men her stopper det også. Der er ikke gjort mere for at sikre muligheder eller rettigheder for LGBT+-personer, og der er heller ikke udsigt til en forbedring fra regeringen og resten af Christiansborg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00