Debat

Danske Speditører: Vejafgiften skal tilbage til vejgodstransporten

DEBAT: Grøn omstilling sker ikke ved at gøre det dyrere for speditører, transportkøbere og dermed også for kunderne i butikkerne. I stedet skal vi have intelligente afgifter, der skaber adfærdsændringer hos både lastbiler og personbiler, skriver Martin Aabak.

Regeringen lægger op til, at 26.000 lastbiler skal betale for de 2.600.000 personbiler. Men det løser ikke grøn omstilling, skriver Martin Aabak.
Regeringen lægger op til, at 26.000 lastbiler skal betale for de 2.600.000 personbiler. Men det løser ikke grøn omstilling, skriver Martin Aabak.Foto: Colourbox.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Aabak
Direktør i Danske Speditører

Vejdirektoratets coronastudie bekræfter behovet for intelligente vejafgifter. Afgifter som vores medlemmer støtter helt og holdent op om - så længe de netop ér intelligente.

Det betyder, at en afgiftskrone skal være en investeringskrone, og at den investering skal give afkast – både for konkurrencen, effektiviteten og miljøet.

Det gør vi ikke ved døde afgifter, der trækker penge ud af infrastrukturen omkring transportsektoren og ind i flere elbiler for privatbilismen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Lastbilerne skal ikke være syndebuk
Nu beder vi bare om, at de 26.000 lastbiler ikke skal betale for de 2.600.000 personbiler. Det er et alt for snævert syn, og det omstiller ikke den tunge transport.

Med intelligente afgifter bliver det heller ikke tilfældet. Det gør vi ved afgifter, der skaber varige adfærdsændringer.

Lad os da bare være ærlige: Vi har tænkt os at tjene penge på det her. Vi vil tjene penge på at være grønnere, fordi vi står mindre stille.

Martin Aabak
Direktør i Danske Speditører

Vejdirektoratets studie bekræfter det: fem til ti procent reduktion af trængsel giver 50 til 90 procent reduktion i forsinkelser.

De selvsamme forsinkelser, som gør transport dyrere, mere forurenende og sværere at optimere.

Det er et problem. For hele Danmark. For mens det har vist sig svært at få den almindelige dansker til at skifte deres bil ud med kollektive transportformer, så er transportbranchen langt foran.

Vores lastbiler kører ikke for én kunde eller med én vare - vi kører for flere, med mere, på én gang.

Fordi det kan betale sig - og det kan det også for miljøet. Transportbranchen gør hver dag, hvad vi kan for at gøre transporten mere effektiv - med fokus på bundlinjen, men også til gavn for miljøet.

Derfor deltog vi også i Klimapartnerskabet. Derfor foreslog vi også selv CO2-differentieret kilometerbaseret vejafgift.

Men vi foreslog mere end det: Vi foreslog, at vi skaber forhold, der kan flytte den tunge transport ud af myldretiden, bedre muligheder for omstilling til alternative drivmidler, og incitamenter for CO2-fortrængningsprogrammer.

Udbygning af infrastrukturen

Det dyreste for os alle er, når lastbilerne holder stille.

For lastbilerne de skal frem. Med varer til byggeriet eller fra mejeriet, med mundbind og værnemidler.

Lastbilen holder Danmark kørende. Går de i stå, så går Danmark i stå.

Men som det er nu, holder de stille for længe ad gangen. På motorvejen, på vej ind i storbyen, i lange køer, der skaber unødvendig tomgang, stop og start.

En intelligent vejafgift giver derfor mening – især kombineret med en ny intelligent helhedsplan for afgifter på området.

Og afgiften må gerne give et provenu, så længe den geninvesteres i vejgodstransportens grønne omstilling.

Det kunne så for eksempel finansiere en udbyggelse af infrastrukturen, så den kan håndtere et øget pres fra et hastigt og konstant stigende antal personbiler - hvad end de kører på el eller andet.

Ved at øge kapaciteten får vi plads til ikke at holde stille.

En vejafgift øremærket til at udbygge infrastrukturen vil give dividender - langt ud over, hvad investeringen koster. Den investering medvirker vi gerne til.

Det unikke indblik fra Vejdirektoratets coronastudie peger på præcis den samme pointe.

Den pointe vil kun blive understreget af et behov for vækst på transportområdet - ført an af stadigt flere onlinebestillinger, stadigt større vækst i produktions-Danmark og stadigt flere personbiler på vejene.

En selvstændig pointe er, at personbilerne også bidrager til dette. Det er dem, der udleder mest og skaber trængsel. Det er ikke de 26.000 tunge lastbiler – det er de 2.600.000 personbiler.

Adfærdsregulerende tiltag kunne hjælpe både miljø, statskasse og vejgodstransport. Studier fra udlandet viser at roadpricing er mest effektivt her – for dem, der kan vælge andet – og ikke for lastbilerne, som skal køre, hvor og hvornår kunderne ønsker det.

At stå mindre stille kan ikke stå alene
Transportbranchens mål er lige så ambitiøst som regeringens.

Men vi kan ikke løfte omstillingen til grønne drivmidler og mere effektive lastvogne ved at gøre det dyrere for speditører, transportkøbere og - i sidste ende - kunderne i butikkerne.

Hvis regeringen samarbejder med branchen om at sammensætte incitamentsprogrammer for omstilling til grønne køretøjer, kortlægning af behov for ladestationer, plan for udrulning af alternative drivmidler i forhold til branchens muligheder for omstilling og en helhedsplan for udbygning af den danske infrastruktur for de næste fem, ti og 15 år, så skaber vi sammen et afgiftssystem, der er intelligent, skaber vækst og løfter den miljø- og klimaambition, vi er sammen om i Danmark.

Lad os da bare være ærlige: Vi har tænkt os at tjene penge på det her.

Vi vil tjene penge på at være grønnere, fordi vi står mindre stille.

Og vi vil være grønnere, fordi vi bedre kan planlægge og optimere transporten. Og fordi vognparken kan skiftes ud med nye, mere effektive lastbiler langt hurtigere.

Det tjener vi penge på som speditører - og det gør transportkøberen også, som får sine varer effektivt, hurtigt og konkurrencedygtigt – og, i sidste ende, ligesom kunden i butikken gør det, når kunden ikke skal betale mere for varen end nødvendigt.

Det er en investering, der giver afkast for både industri, transport, klima og forbrugeren.

Vi kommer ikke mindre på vejene
Alle prognoser siger, at vi bliver flere på vejene. Og selvom covid-19 har gjort sit for at gøre vejene tomme, så kommer det - forhåbentlig - ikke til at vare evigt. Når vi står på den anden side af covid-19, så vil trafikken vende tilbage - med fornyet kraft.

Det kan selv ikke øget hjemmearbejde ændre på. Derfor er der brug for en plan nu, der tager højde for en branche, der gerne vil grøn omstilling.

Transportbranchen er allerede kollektiv trafik. Vi kører for fællesskabet. Hele vejen fra fabrikken til butikken.

Og vi vil gerne gøre mere. Men det kan vi ikke, når 26.000 lastbiler skal betale for 2.600.000 personbiler.

Og det er, hvad regeringen lægger op til. Den lægger ikke op til omstilling af den tunge transport til grønnere alternativer, effektive forsyningskæder hele døgnet eller bedre samspil mellem transportformerne.

Der er ingen incitamentsprogrammer eller helhedstænkning.

Det vi efterspørger, er en intelligent afgift, som geninvesteres i mindre trængsel, færre start-stop, mindre tomkørsel, grøn omstilling af vognparkerne, udbyggelse af infrastrukturen. 

Når lastbilerne holder stille, så holder Danmark stille.

Vi kommer ikke til at køre mindre med varer, når samfundet vækster - vi kan ikke skære ned på antal kilometer kørt.

Vi har optimeret vores drift til forholdende. Men vi kan stadig optimere mere, hvis forholdende bliver bedre.

Om lastbilen holder i kø bag en dieselhakker eller en batteribil, det bliver vejgodstransporten ikke grønnere af.

Det gør den kun af intelligente investeringer, der gavner såvel grøn som finansiel bundlinje.

Derfor skal vejafgiften tilbage til vejgodstransporten.

Den skal ikke betale for uambitiøse hensigtserklæringer, men ambitiøse fremtidsplaner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Aabak

Adm. direktør, Danske Speditører, sagkyndig dommer, Sø-og Handelsretten, advokat
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), master of management development (CBS 2005)

0:000:00