David Trads: Den nøgne journalist vs den politiske kommentator

Det var Nils Ufer, mangeårig reporter på Information og Weekendavisen, som i sin bog ’Den nøgne journalist’, der udkom i 1988, definerede, hvordan en rigtig journalist bør arbejde:

Den ydmyge referent, der omhyggeligt og præcist refererer, hvad andre har gjort, sagt, ment og skjult. Den anonyme reporter, som aldrig selv var i centrum, men som lod kildernes ord tale, så læseren, seeren eller lytteren selv kunne tage stilling ud fra de fremlagte fakta.

Da jeg læste Ufers bog, var jeg lige begyndt på Journalisthøjskolen. Det var sådan en journalist, jeg ville være. Tanken om selv at være i centrum var på alle måder fjern – for dengang var der stort set ingen journalister, som forsøgte at mase sig selv frem. Kilden stod foran reporteren.

Eller som Paul Auster, den verdensberømte amerikanske forfatter, beskriver i sin nyeste roman ’4321’, hvor hovedpersonen, Ferguson, som førsteårs universitetsstuderende i midten af 1960'erne bliver tilknyttet studenteravisen:

Men … på et tidspunkt kunne jeg ikke længere – i overført betydning – lade være med at ’kaste murstenen’. Jeg ville ud af glasklokken.

David Trads

”Avisarbejde var både et engagement i verden og en tilbagetrækning fra verden. Hvis Ferguson havde til hensigt at udføre sit arbejde godt, måtte han acceptere begge elementer i dette paradoks og lære at leve i en tilstand af dobbelthed: Kravet om at kaste sig ind midt i det hele og samtidig forblive på sidelinjen som neutral observatør.”

Jeg har aldrig læst det mere skarpt skåret op. Så tæt på, så langt fra. Ferguson, der vakler mellem at være aktivist og journalist, opdager, at han, når han vælger journalistikken, placerer sig selv i et glaskloster: adskilt fra omverdenen, men med den susende omkring dig:

Du må aldrig afsløre, hvem du stemmer på, men du bør altid agere på en måde, så de alle sammen tænker, at du måske kunne finde på at stemme på dem. Så får du de bedste kilder og de bedste historier.

Jens Kaiser
Tidl. politisk redaktør, Jyllands-Posten

”At være journalist betød, at man aldrig kunne være den, der smed murstenen gennem ruden, som startede revolutionen. Man kunne se på manden, der smed murstenen, man kunne prøve at forstå, hvorfor han havde smidt murstenen, man kunne forklare andre, hvilken betydning murstenen havde for revolutionens begyndelse, men man kunne aldrig selv smide murstenen eller være en del af den flok, der tilskyndede manden at smide med mursten.”

Men … tilføjer Auster i bogen … derfor kan det jo godt være, at man inderst inde sympatiserer mere med murstenen end med ruden.

Med andre ord: Enhver journalist bør naturligvis søge efter objektiviteten, og vedkommende bør især, hvis man ved med sig selv, at man faktisk har holdninger til de sager, man dækker, være særligt opmærksom på at undgå subjektiviteten. Køligt fremlægge alle sider af en sag.

Jeg forsøgte i mange år at efterleve Ufers princip om ’den nøgne journalist – og da jeg i 1997 blev politisk redaktør på Jyllands-Posten, gav Jens Kaiser, den fremragende søndagsredaktør, mig et råd, som jeg virkelig nød godt af, når jeg talte med politikere på Christiansborg:

”Du må aldrig afsløre, hvem du stemmer på, men du bør altid agere på en måde, så de alle sammen tænker, at du måske kunne finde på at stemme på dem. Så får du de bedste kilder og de bedste historier.”

Han havde ret – og jeg nød i rigtigt mange år at være reporteren, som ingen rigtigt vidste, hvor stod. Jeg talte dengang lige så godt med Holger K. Nielsen som Pia Kjærsgaard. Det er, mener jeg fortsat, den måde, som rigtige journalister bør agere på. Dig selv i baggrunden.

Men … på et tidspunkt kunne jeg ikke længere – i overført betydning – lade være med at ’kaste murstenen’. Jeg ville ud af glasklokken. Ikke nøjes med at skrive om andres meninger. Jeg ville også frem med min egen. Jeg blev derfor mere til en politisk kommentator. Et helt anden rolle.

Den politiske kommentator er en magtfuld rolle – og den er så langt fra den klassiske journalist, man kan komme. Kommentatorens analyser er ofte fremadrettet – inden noget er sket, prøver man at forudse udfaldet. Kommentatoren er alt andet end referent.

De fleste, der følger mig som kommentator – her eller andre steder – har sikkert en god fornemmelse af, hvor min sympati befinder sig. Jeg har i sin tid endda forsøgt at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet. Jeg fægter – om jeg så må sige – med åben pande. Mit udgangspunkt er centrum-venstre.

Jeg kender de andre politiske kommentatorer – og jeg ved, at de (næsten) alle er holdningsmennesker med et politisk udgangspunkt. I reglen klart deklareret – alle ved eksempelvis, at Søs Marie Serups baggrund er Venstre, Noa Redingtons Socialdemokratiet.

Det vigtige er, at dem, der læser eller hører kommentatorernes analyser, kender vores baggrund. En politisk kommentator er ingen nøgen journalist, men vedkommende kan sagtens være fremragende alligevel. Dem, der interesserer sig så meget for politik, at de er kvalificerede til at analyse, er i sagens natur stærkt engagerede mennesker.

I dag, hvor politiske kommentatorer ofte får mere taletid end de politikere, det egentligt handler om, er der dog behov for en lidt tydeligere varedeklaration end i dag. Det er ikke i orden at gøre, som om man er en ’nøgen journalist’, hvis man reelt er en ’holdningsdrevet kommentator’.

--------------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.