David Trads: Anders Samuelsen giver aldrig, aldrig, aldrig, aldrig op

Intet er nemmere i disse dage end at gøre nar af Liberal Alliance – for partiets amatørisme over de forløbne uger indbyder til hån, spot og latterliggørelse – men det er alligevel alt, alt for tidligt at skrive den politiske nekrolog.

Jeg har kendt Anders Samuelsen i 20 år – og jeg kender ingen, der som ham, ja, som et andet dampbarn, kan rejse sig fra et nederlag, hvor stort det end måtte være, og slet ingen, der som ham er i stand til at fejre selv den mindste lillebitte sejr som en triumf af churchillske dimensioner.

Tag for eksempel første gang, jeg mødte ham:

Det var lige efter valget i 1998, hvor Samuelsen ikke blev valgt. Faktisk slet ikke. Han fik sølle 179 personlige stemmer for De Radikale i Vejle Amtskreds, men fordi Elsebeth Gerner Nielsen, der klart fik mandatet, blev minister, kom Samuelsen i Folketinget som suppleant.

Samuelsen kom op på mit kontor – dengang var jeg politisk redaktør for Jyllands-Posten – og opførte sig som, ja, rent ud sagt, kong Gulerod.

David Trads

Samuelsen kom op på mit kontor – dengang var jeg politisk redaktør for Jyllands-Posten – og opførte sig som, ja, rent ud sagt, kong Gulerod. Han forklarede, at Lykketoft og Jelved, datidens konger i dansk økonomisk politik, ikke rigtigt havde forstået det allervigtigste:

Skatten skulle ned – og det havde det nyvalgte medlem, som hurtigt blev kendt på redaktionen som det eneste folketingsmedlem med flere personlige meninger end personlige stemmer, selvfølgelig en plan for, hvordan han ville eksekvere.

LA’s situation lige nu minder mig om SF’s, da det sad i regering under Thorning-Schmidt. 

David Trads

Planen – hvor god og gennemarbejdet den end måtte have været – blev ikke til noget. Samuelsen blev kørt ud på et sidespor – og til sidst afskibet til Europa-Parlamentet. Det var ingen sejr, faktisk et nederlag, men Samuelsen gav den fuld gas. Selvfølgelig.

Europa-politikken var imidlertid ikke hans mærkesag – og hurtigt begyndte den ambitiøse politiker at lede efter den genvej til politisk succes, som han altid dramatisk søger. Det blev til oprettelsen af Ny Alliance sammen med Naser Khader og Gitte Seeberg. Retur til Danmark.

Det begyndte, som vi alle husker, som en drøm. Partiet, der sagde ’nok er nok’ om Dansk Folkepartis indflydelse, og som krævede lavere skatter (der var den igen), galopperede ind på den politiske scene. Valget blev imidlertid en fuser – og Ny Alliance endte med at begrave sig selv.

Samuelsen gik ned med skuden. Helt derned, hvor en berømt Gallup-måling sagde 0,0 procent til hans nydøbte Liberal Alliance. Men han rejste sig – først ved at sætte alt på spil ved at sige, at han ville lukke og slukke for partiet, hvis han ikke blev valgt til byrådet i Horsens. Det gjorde han. Dernæst fuld fart frem! 7,5 procent ved valget i 2015. Regeringsdeltagelse året efter. Samuelsen selv og ifølge sig selv som den ‘mest kompetente udenrigsminister’ nogensinde,

Mange kalder – nedladende – Samuelsen for en slags kult-leder i Liberal Alliance.

Der er noget om det – for det er tydeligt, at hans optimistiske taler om, hvordan Danmark kan blive en vindernation, hvis bare skatten falder, staten bliver mindre, friheden større, og hvis vi bare tror på fremtiden, vitterligt rammer lige i solar plexus til partiets græsrødder, især yngre slipseklædte mænd i business-sfæren.

Samuelsen har de forløbne efterhånden mange år været som en dragende magnet for især unge – Liberal Alliances stemmetal ved egentlige valg blandt unge er imponerende, og igen og igen har LA stået meget, meget stærkt ved skole- og gymnasievalg. Det er imponerende.

Logikken lige nu – blandt politiske iagttagere – er, at hele boblen om Samuelsen og Liberal Alliance nu brister. At al den pusten sig op, al den snak om ’historiske skattelettelser’, ja, al den snak om, hvor meget bedre man er end andre, simpelthen er ved at kollapse.

Der er også tegn på det – en ringe Gallup-måling; et utilfreds bagland; exit af et medlem af et regionsråd; et anspændt hovedbestyrelsesmøde; kritiske anonyme kilder i folketingsgruppen; og, ja, selv Samuelsen, der tvinges til at sige, at han agter at blive som politisk leder.

Men det er også værd at notere sig, hvad der går godt for Liberal Alliance:

Partiet har en pæn resultatliste fra tiden i regering. Selv på skatteområdet er der kommet ting igennem – især, men ikke kun, på bilafgifter – som ikke nødvendigvis var lykkedes uden LA i ministerkontorerne. Sejrslisten er ikke lang, men den er heller ikke ubetydelig.

Der er – trods alt – organisatorisk ro. Ingen af de ledende politikere – ingen ministre, ingen Joachim B. Olsen, ingen Henrik Dahl – ryster båden. De afgørende stemmer i baglandet – Lars Seier Christensen, Lars Kolind, Asger Aamund – er fortsat helt med, selv om de retter kritik.

LA’s situation lige nu minder mig om SF’s, da det sad i regering under Thorning-Schmidt. Mange store nederlag, få små sejre – og hængt ud i medierne som politiske dilletanter. Efter SF’s anarkistiske exit fra regeringen kyssede partiet spærregrænsen, men rejste sig igen.

Liberal Alliance er fortsat medlem af regeringen, men målingerne kan presse Samuelsen – måske endda så meget, at partiet vil træde ud af regeringen. Den vigtige lære, når man har med Samuelsen at gøre, er imidlertid, at han aldrig, aldrig, aldrig giver op. Nogle vil kalde ham Komiske Ali, men når Samuelsen ser sig selv i spejlet, ser han Winston Churchill. Mindst.

---------

David Trads er skribent, Altinget m.fl., studievært, Radio24Syv, fhv. udviklingsdirektør, Metro International. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.