David Trads: Konservative Tarek Ziad Hussein vil modernisere islam

Af David Trads
Politisk kommentator

Det er – for nu at sige det ligeud – en meget religiøs bog, som Tarek Ziad Hussein har skrevet. Forfatteren betegner sig selv som "dansk muslim" – og hans mission er at vise, at det bestemt kan lade sig gøre at forene det at være troende muslim med at have en dansk identitet.

Hvis forfatteren havde været en dansk kristen med samme tilgang til kristen-dommen, ville mange nok betragte bogen som missionsk og gammeldags.

David Trads

Det lykkes Hussein fint med – ikke mindst fordi han selv er et lysende eksempel på, at man sagtens kan være dansk muslim og få succes med det. Vejle-drengen er i dag både en anerkendt debattør, universitetsstuderende og nu også forfatter.

Hussein er, finder man hurtigt ud af i bogen, ikke bare det, man kalder en kulturmuslim, men en troende og aktiv muslim, der abonnerer på en temmelig traditionel form for islam. Han ser ikke noget behov for en reformation af religionen, som han selv studerer nøje.

Guidebog til danske muslimer
Den bog, som Hussein har skrevet – Det sorte skæg – om at være dansk muslim – er mere et forsøg på at guide og retlede unge danske muslimer, end den er et forsøg på at forklare andre danskere (altså både kulturmuslimer og ikkemuslimer), hvordan deres/vores meget troende muslimske medborgere lever.

Der er ikke meget for de kulturmuslimer, hvor islam fylder lige så lidt, som kristendommen gør for de fleste unge kulturkristne. 

David Trads

Målgruppen må – alt andet lige – være de unge, som allerede er muslimer, eller som måske kunne blive overtalt til at blive det. Hvis forfatteren havde været en dansk kristen med samme tilgang til kristendommen, ville mange nok betragte bogen som missionsk og gammeldags.

Hussein skriver i prologen, at selv om han hverken er teolog, imam eller lærd, men derimod lægmandsmuslim (senere står der dog, at han studerer islamiske studier på et unavngivet sted), så holder han sig inden for ”rammerne af traditionel islamisk teologi”.

Han kalder det et bevidst valg, fordi han modsat andre ”ikke begynder med at forkaste alt”, hvad han tror på.

Født i forsvarsposition
Bogens første del handler om at være muslim i Danmark. Det mest interessante kapitel er dens første om post-2001-generationen – altså om de danske muslimer, der er vokset op efter 11. september 2001 og efter regeringsskiftet i Danmark i november 2001.

Her beskriver Hussein stærkt og som førstehåndskilde (han er født i 1992), hvordan hans og mange andre muslimers identitet tog form af den stigende modstand, de mødte fra resten af samfundet:

”Vi er født ind i en defensiv position, hvor vi hele tiden skulle forsvare vores identitet og religion. Vi skulle hele tiden tage afstand til det seneste terrorangreb og overbevise omverdenen om, at vi ikke var en del af en større konspiration,” fortæller han.

Han beskriver også, hvordan han selv oplevede diskriminationen tæt på, da han i 2014 flyttede fra Vejle til København. Med et læserindlæg i Politiken – "Boligmarkedet er lukket land for en perker som mig" – brød han dengang gennem lydmuren, da han dokumenterede, hvordan han konstant fik afslag på boliger, da han underskrev med sit rigtige navn, mens han fik masser af tilbud, da han kaldte sig Thomas eller Anders.

Det er i dette første kapitel, at Husseins egen – og spændende – historie fortælles. Resten af bogen – og især dens anden del – er desværre mere en skiftevis akademisk og teologisk fortælling, hvor den noget konservative Hussein påtager sig en rolle som ideologisk og religiøs vejleder af jævnaldrende.

Islam-modernisering
Der er klare forslag til, hvordan muslimer bør organisere sig (i nye demokratiske fællesskaber, så muslimer får en fælles stemme); hvordan moskeer bør finansieres (via en slags offentlig moskeskat, så især udenlandske penge undgås); hvordan imamer bør uddannes (helst med en offentlig muslimsk uddannelse i Danmark, så imamer bliver dygtigere til at forstå det samfund, de agerer i). Alt sammen med det formål at få et mere tidssvarende system.

Ofte i bogen virker det, som om Hussein tror, at alle danske muslimer er lige så troende og lige så traditionelle som ham. Det kommer eksempelvis tydeligt til udtryk i flere siders gennemgang af, hvordan han mener, der er behov for en modernisering af begrebet ’medgift’.

Han beskriver, hvordan muslimer ”undervises og opdrages” til, at ”sex uden for ægteskabet ikke er tilladt”, men at medgiften er så dyr (ofte op til en kvart million kroner plus udgifter til brylluppet, ifølge forfatteren), at ”de unge fanges i et umuligt limbo. De ønsker at overholde deres religions retningslinjer, samtidig med at de har nogle naturlige lyster og drifter, som de først i en alder af 25-30 år kan få tilfredsstillet.”

Dansen om den varme grød
Husseins forslag til en løsning er at skrue ned for medgiftens og brylluppets størrelse, men det ville, tænker jeg, have været mere modigt og tidssvarende som ung fremtrædende dansk muslim at foreslå et langt mere afslappet forhold til sex og ægteskab – i stil med det, som de fleste i dag alligevel lever efter, og som eksempelvis Geeti Amiri med mange flere kæmper for.

Der er i det hele taget flere steder, hvor Hussein danser om den varme grød – for eksempel undlader han at mene noget om kvindelige imamer (nøjes med at skrive, at de godt må være ’lærde’), og han undlader eksplicit at skrive, at homoseksualitet er helt naturligt. Kontroversielle emner for mange – både muslimer og ikkemuslimer.

Bogen er, som jeg indledte med at skrive, overraskende meget domineret af religion og retledning af unge muslimer, som enten allerede er troende eller kunne blive overtalt til at blive det.

Der er ikke meget for de kulturmuslimer, hvor islam fylder lige så lidt, som kristendommen gør for de fleste unge kulturkristne. Det skyldes givet, at forfatteren faktisk er temmelig troende, hvilket selvsagt er helt o.k.

...

Tarek Ziad Hussein: Det sorte skæg – Om at være dansk muslim, 176 sider, Gyldendal. Bogen udkommer onsdag 23. maj 2018.