Debat: En stærk social søjle kan redde Europa fra nationalismens vildspor

DEBAT: Staternes nationalistiske orientering er et vildspor. Og selv om den sociale søjle er tænkt for ØMU-området, bør Danmark tilslutte sig. Et mere socialt Europa kræver udvikling af en ny social markedsøkonomi, bl.a. med fælles minimumskatter for erhvervslivet og kamp mod skattely samt markant indsats mod ulighed.

Af Steen Gade og Søren Keldorff
Nyt Europa

Oprydningen efter den finansielle og økonomiske krise, som vi oplevede i årene fra 2008 til nu, er i meget høj grad blevet betalt med høj arbejdsløshed, større ulighed og med for mange europæere efterladt på bunden. Med den erkendelse som baggrund burde det efter vores mening ikke være svært at svare på spørgsmålet, om vi har brug for mere fælles europæisk politik for et mere socialt Europa.

Det har vi. Og af mange grunde.

Der er bestemt mange nationale politiske årsager til den stigende sociale ulighed rundt om i Europa, men det er også en afgørende faktor, at den fælles ramme for den økonomiske politik, som har præget EU-samarbejdet i de her år, har satset så ensidigt på sparevejen. Vi ser i dag stigende social ulighed internt i landene, og også indbyrdes mellem landene med øget opdeling mellem nord og syd i EU. Så alene af den grund har vi brug for genopretning med en ny og mere socialt orienteret økonomisk ramme for Europa.

Det er samtidigt oplagt, at økonomi og arbejdsmarked i Europa bliver mere og mere fælles, jo længere tid der går. Dermed bliver det afgørende at sikre en lang række lønmodtagerrettigheder på tværs af grænserne. Blandt andet for at få verdens største indre marked – EU og EØS – til at fungere på hæderlige vilkår. Som en ”bund” for det indre marked.

Dertil kommer, at borgere og virksomheder har en grundlæggende interesse i, at der eksisterer forudsigelige, genkendelige og fair rettigheder og politikker EU-landene imellem. De store fordele, der er ved, at man lettere – og med fortsat social sikring – kan krydse grænser efter eget ønske, efterspørgsel og muligheder, bør ikke kunne ødelægges ved unfair konkurrence og dumping fra kollegaer og virksomheder fra andre EU-lande.

Der er desuden en bredere politisk dimension i ønsket om et mere socialt Europa. For de udfordringer, som den økonomiske og teknologiske globalisering samt migrant- og klima- og miljøkrisen skaber, kan kun løses ved øget internationalt samarbejde. Nationalstaterne er for små til for alvor at hamle op med store koncerner.

I vores hjørne af verden er EU derfor det helt afgørende omdrejningspunkt. Et nødvendigt redskab for, at vi som borgere kan præge globaliseringen. Det kræver folkelig tilslutning og europæisk sammenhængskraft, som igen kræver mere social lighed og sikkerhed.

EU Kommissionen har de sidste to år italesat de problemstillinger og har lanceret en ”social søjle”, der også danner grundlaget for et socialt topmøde i Sverige d. 17. november i år.

Kommissionen fortjener ros for initiativet på trods af en del uklarheder om motiv, form og indhold. Det består for en stor del af allerede besluttede principper og indsatsområder, og meget lidt af det opleves som afgørende nyt for en dansker.

Men det vil være forkert at anlægge den synsvinkel. Det er nemlig ikke ligegyldigt, at der nu formuleres en række fælles rettigheder i forhold til arbejdsmarkedet, ligestilling, uddannelse og sociale forhold. Ligesom opfordringen til medlemslandene om øget dialog mellem arbejdsmarkedets parter er vigtig.

Rettighederne bliver tydelige for alle i EU – om end der lægges op til, at det er de enkelte medlemslande, der står til ansvar for, hvordan disse føres ud i livet. Men måske det ikke er så ringe endda. For i stedet for en masse fælles regler, der åbner op for evighedsslagsmål, lægges der op til, at søjlens mange elementer skal sammenlignes mellem landene. Altså et godt instrument for dem, der vil tage det lange seje træk for at gøre EU mere socialt.

Vi ser altså ikke søjlen som afslutningen på en proces, men mere som en start. For vi skal også have den økonomiske politik med.

Der er desværre fortsat ikke flertal i EU-landene for en mere koordineret og mere ekspansiv økonomisk politik for at fremme beskæftigelse og grøn omstilling. Og en række lande i syd sidder i en skruestik med de begrænsninger, som deres store offentlige gæld giver. Skruestikken består i, at der er behov for reformer, der gør den offentlige sektor, social-, arbejdsmarkeds og pensionspolitikken bæredygtig på længere sigt, og at der samtidig er behov for omfattende investeringer og et massivt løft i beskæftigelsen. Som vi har set det i de sidste år, ender det alt for ofte med sociale forringelser.

Men andre lande i EU har et større finanspolitisk råderum, som skal udnyttes. Tyskland, der har tjent på den førte politik, bør derfor forhøje lønningerne og dermed øge efterspørgslen og beskæftigelsen i resten af EU. Det kan blive et vigtigt socialt fremskridt i Tyskland, og endnu vigtigere i de EU–områder, som kun svagt er ved at rejse sig efter finans- og økonomikrisen. Et mere socialt Tyskland uden ”working poor” og samtidig et løft for hele EU gennem nye job vil sammen med en stærk social søjle være et vigtigt skridt mod et mere socialt fællesskab.

Samtidig bør EU iværksætte store og omfattende grønne investeringer. Hurtigtog, elnetudbygning, digitalisering, klima og miljø bør blive krumtappen i en ekspansiv økonomisk politik for at skabe reel bæredygtighed og gøre EU til den førende region i verden, når det gælder inklusiv grøn omstilling, der bygger på cirkulær økonomi.

Det er nemlig selve indholdet i den europæiske sociale markedsøkonomi, der skal fornys. Og efter at UK nu forlader unionen, er den chance større. Den tidligere præsident for Det Europæiske Råd Van Rompuy taler således om en europæisk social markedsøkonomi version 2. Den må efter vores opfattelse indebære en fælles ekspansiv finans- og pengepolitik med omfattende investeringer i cirkulær økonomi, effektiv styring af finansmarkederne, et indre marked og handelsaftaler med høje miljø- og sociale standarder, fælles politikker med en fair beskatning af personer og virksomheder og støtte til omlægninger i svagere regioner. Og det kræver også mere ensartede arbejdsmarkeds- og sociale politikker.

Undersøgelser af danskernes holdning til den sociale søjle viser, at vi er meget skeptiske og splittede, om end lidt mere positive end forventet. Yngre er positive, ældre negative. Billedet er et splittet folk, som vi kender det i andre EU-sager. Og det er ikke så underligt, at det ser sådan ud, når man tænker på de diskussioner vi har om emnerne børnecheck, velfærdsturisme, social dumping, og at den danske model kan blive truet.

Et stort flertal i Folketinget vedtog således i foråret 2017 en meget defensiv dagsorden om den sociale søjle, hvor man modsætter sig ny EU-kompetence på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. For et land som Danmark med høje sociale og arbejdsmarkedspolitiske bestemmelser er det jo egentlig underligt. Det burde jo hænge modsat sammen. Nemlig at vi ville gå i spidsen for at sikre en ”bund” i det indre marked.

Et af argumenterne imod er, at de europæiske landes sociale- og arbejdsmarkedsmodeller er meget forskellige, hvorfor der ikke er en one size fits all-løsning på de sociale- og arbejdsmarkedspolitiske områder. Og det er jo korrekt. Derfor skal der samarbejdes fleksibelt. På nogle områder skal der være EU-lovgivning, på andre minimumsbestemmelser, på andre arbejdes med benchmark og den frivillige koordinationsmetode. Netop som søjlen nu er sat sammen i Kommissionens sidste udspil.

Og så er der diskussionen om den danske model med stærke og dækkende fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, der tackler løn og arbejdsforhold. Det system har sine stærke fordele og skal fastholdes. Men der er desværre uden for Skandinavien svagere fagforeninger, som har brug for en hjælpende hånd. Men også herhjemme tror vi på, at en model, hvor hvert enkelt EU-land fastsætter minimumslønninger, vil være en fordel. Her kan vi lade os inspirere af Norge, hvor der – ligesom i Danmark – forhandles løn mellem arbejdsmarkedets parter, og hvor den dermed aftalte mindsteløn derefter ophæves til lov. Den store og tværpolitiske begejstring for den danske model burde ikke stille sig hindrende i vejen for en stærk social søjle. Også med minimumsløn.

Der bør desuden arbejdes videre med at ændre udstationeringsdirektivet, så det er de lokale kollektive lønaftaler, der er bundgrænse for løn- og arbejdsvilkår. Der skal sikres minimumsløn i udbud, indføres effektivt kædeansvar og markant indsats mod illegale virksomheder og arbejdere i den grå og sorte økonomi.

Når det gælder velfærdsydelser, overdriver mange tiltrækningskraften fra de danske velfærdsydelser, og der er overbevisende viden om, at udenlandske arbejdere først og fremmest kommer til Danmark for at arbejde, samt at de netto bidrager til det danske velfærdssamfund. Der kan være problemer med børnecheck og SU, som kun bør give anledning til nogle mindre justeringer. For EU's regler om vandrende arbejdstagere, hvor man kan medbringe optjeningsperioder fra andre lande og afledte rettigheder for familiemedlemmer, er grundlæggende en god model, der giver social sikring, når man krydser grænser.

Vi er helt bevidste om, at der er dilemmaer gemt i denne diskussion. Både i forhold til venstre og højre i dansk politik og i forhold til dansk fagbevægelse. Men vi mener ikke, at vi i Danmark bare kan stikke hovedet i busken. En nationalistisk vej er et vildspor. Og selv om den sociale søjle er tænkt for ØMU-området, bør Danmark tilslutte sig.

En stærk social søjle i EU har potentialet til i de kommende år at udvikle sig afgørende for mere social lighed i alle EU-landene. Men den kan ikke stå alene. Et mere socialt Europa kræver også udvikling af en social markedsøkonomi – version 2, bl.a. med fælles minimumskatter for erhvervslivet og kamp mod skattely samt markant indsats mod ulighed.

Forrige artikel Gymnasieelev: Red folkeskolen, lyt til eleverne Gymnasieelev: Red folkeskolen, lyt til eleverne Næste artikel Professor: Forskningsfriheden er til salg Professor: Forskningsfriheden er til salg
Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.