Debattør: Derfor kan kultureliten ikke finde nøglen til statskassen og reel politisk indflydelse

Det er efterhånden velkendt, at kulturpolitikken er hjemsøgt af et paradoks; antallet af meningsdannere, der taler kulturpolitikkens sag i medierne, er tilsyneladende omvendt proportionelt med den politiske tyngde på Christiansborg.

Coronakrisen har ikke tilført denne tilstand noget nyt, men blot understreget misforholdet. Overfladisk betragtet kunne man ved nyheden om, at Kulturministeriet opruster med flere embedsfolk, jo glæde sig over, at det nu tilsyneladende endelig var lykkedes at indløse de kilometerlange debatindlæg om kunstens nødvendighed og kulturens krise til en længe ventet kulturpolitisk offensiv.

Men sådan forholder det sig selvfølgelig ikke. Oprustningen handler vist mest af alt om at styrke sagsbehandlingen i departementet, som har været presset under coronakrisen.

Men hvorfor kan den velartikulerede kulturelite så ikke finde nøglen til statskassen og reel politisk indflydelse? Måske fordi man over en bred kam har erstattet den ideologisk funderede politiske debat med klicheer om kunsten og kulturens uomgængelige betydning.

En slags omvendt nødvendighedens kulturpolitik, som netop ikke er politisk uomgængelig, fordi den helt er afkoblet den eneste reelle politiske møntfod på Christiansborg: Fordelingspolitikken.

Luftige overtoner fra toppen
Et eksempel på dette floskelsprog kommer fra en af de mest prominente i flokken:

"Kulturlivet har manglet en samlet stemme. Vi skal tegne og fortælle om kulturens betydning," har tidligere kulturminister og nu direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen sagt i forbindelse med oprettelsen af et kulturpolitisk netværk, der ifølge Mikkelsen også skulle bidrage til at "tale kulturen op generelt".

Hvis man mener det med kulturpolitikken alvorligt, så bør man finde tilbage til de ideologiske grundkonflikter

Michael Jannerup
Forlagschef, Gyldendal

Når en af kulturlivets tunge aktører forbliver i disse luftige overtoner, så kan man som ansvarlig for det hele jo lige så godt synge samme melodi: "Vi har brug for kunsten til at samle op på vores erfaringer og vores søgen efter at forstå livet og os selv som mennesker".

Sådan skrev statsminister Mette Frederiksen (S), efter at hendes kulturminister, Joy Mogensen (S), sidste forår var kommet i defensiven for sin coronahåndtering. Regeringslederen ofrede kulturen hele 522 ord på sin facebookprofil og så ikke meget mere.

Kulturpolitikken er blevet indhegnet af de højtravende ord om dets særlige betydning i et forsøg på at beskytte den fra det beskidte politisk-ideologiske spil om magten, og netop derfor bliver Kulturministeriet ved med at tabe indflydelse.

Politik er ideologisk instrumentalisering i højeste potens og derfor uforenelig med disse transcendentale håb til kunstens iboende værdi som løsen til et markant Kulturministerium.

Prop kulturen tilbage i samfundsmaskinen
Hvis man derimod mener det med kulturpolitikken alvorligt, bør man finde tilbage til de ideologiske grundkonflikter. Herfra udgår en mulig politisk kamp, der på længere sigt kan føre til en betydningsfuld kulturpolitik igen.

Det er i år 60 år siden, Kulturministeriet blev grundlagt på et klart velfærdsideologisk kulturradikalt idégrundlag af den daværende socialdemokratiske regering. Der er sket meget siden dengang, blandt andet har selvsamme socialdemokrater under Mette Frederiksens ledelse opsagt den kulturradikale kontrakt.

Og netop derfor ville det klæde nutidens socialdemokrater at reformulere en egentlig kulturpolitisk vision, der propper kulturpolitikken tilbage i den politiske samfundsmaskine.

Så kunne de andre partier passende følge trop med deres bud. Og de kulturelle meningsdannere kunne passende melde sig ind i den politiske kamp under de faner, der tjener deres kultursyn bedst, i stedet for at nøjes med at tale kulturen op.