Demokratiet er i krise – bare ikke i Danmark

Har vi et dysfunktionelt demokrati? 

Sådan lød spørgsmålet til sommerens debat i Altinget – og diskussionen tog fart igen i sidste uge, da Tommy Ahlers pludselig forlod Folketinget blot to år inde i valgperioden, angiveligt i frustration over, at ”den politiske kultur er for stærk til, at jeg kan forandre den”.  

Tilsvarende nødråb lød i mange af de indlæg, Altinget bragte i sommerens løb. 

Embedsværket kan ikke følge med i hastværket, skrev formanden for Djøf. 

Han lagde sig dermed i slipstrømmen på Sigge Winther Nielsen, der i maj med bogen ’Entreprenørstaten’ forsøgte at slå alarm over mængden af ”pseudopolitik”, mens de store problemer ligger uløste hen.  

Samme pointe havde politik-forskningens grand old man, professor Jørgen Grønnegaard, der pegede på, at embedsværket mangler kompetencer til at analysere effekterne af langsigtede reformer. 

Imens greb Sofie Carsten Nielsen (R) i egen barm og slog fast, at politikerne ”spilder tiden med symbolpolitik”. 

Embedsfolkene er også blevet viklet alt for meget ind i det politiske spil, tilføjede Pia Kjærsgaard (DF). 

Som om, det ikke var nok, er de politiske partier blevet for svage til at rekruttere et repræsentativt udvalg af politikere, vurderede politolog Karina Kosiara-Pedersen, fra Københavns Universitet.  

Problemerne står kort sagt i kø. Men heldigvis var der også modpoler.

Journalist Troels Mylenberg spurgte forsigtigt, om det hele nu også var meget bedre i gamle dage? Han vovede at tro på, at der faktisk er tegn på, at både medier og politikere sænker tempoet og skruer ned for de mest rituelle slagsmål.  

Og retorikeren Nadia L. Frydensbjerg skrev – uopfordret – et indlæg, hvor hun præsenterede sig som borger og rettede en konstruktiv kritik mod Altinget og flere af deltagerne i debatten for at omtale dansk politik som et teater, hvor borgerne blot er mælende tilskuere til en falsk forestilling, mens virkeligheden udspiller sig i kulissen.  Vi har alle et ansvar, skrev hun. 

Vi ved godt, at nogle danskere er ved at miste tilliden til både medier og politikere.

Jakob Nielsen
Chefredaktør. Altinget

Dykker man ned i klagerne over samspillet mellem embedsmænd og politikere, opdager man et pudsigt skifte.  

Indtil Mette Frederiksen blev statsminister i 2019, mente mange, at det største demokratiske problem i Danmark var embedsmændenes magt. Især embedsmændene i Finansministeriet havde alt for meget at skulle have sagt, lød fra mange sider.  

”Politiske ideer kan blive slået ihjel af Finansministeriet, inden de overhovedet er tænkt til ende,« sagde Martin Lidegaard til Berlingske, da avisen i 2018 placerede Finansministeriets departementschef som den 7. mest magtfulde dansker.  

Regnedrengene i Finansministeriet blev beskyldt for at fjernstyre de øvrige ministerier og for at diktere den økonomiske politik ved hjælp af uigennemsigtige regnemodeller.   

Med Mette Frederiksens regering er kritikken nærmest vendt på hovedet. Som det fremgår af Altingets sommerserie, lyder den mest udbredt bekymring nu pludselig, at embedsmændene mangler tid, kompetencer, analysekraft og frihed til at udføre deres arbejde betryggende.  

Det er selvsagt et udtryk for, at Mette Frederiksen har sat nogle meget klare politiske mål for sin regering og sendt nogle klare signaler om, at de ikke er til diskussion. Helt symbolsk valgte hun som sin første embedshandling at give en undskyldning til de såkaldte godhavns-drenge, der var blevet misbrugt på et børnehjem. Det skete på trods af talrige advarsler fra embedsværket. 

Mette Frederiksen har fået kritikken af Finansministeriet til så godt som at forstumme, selv om der i virkelighedens verden næppe er ændret fundamentalt ved ministeriernes interne hierarkier og arbejdsgange.  

På den måde er den aktuelle debat måske også et udtryk for et pendul, der svinger i forhold til graden af politisk styring.  

Hvis man vender blikket væk fra Slotsholmen og ud mod virkeligheden, er det svært at genkende billedet af et dysfunktionelt demokrati.  

Realiteten er, at Danmark i alt væsentligt er en mønsterstat, som med ansvarlige beslutninger har løst finansieringen af velfærdssamfundet, når de store efterkrigsgenerationer går på pension. En mønsterstat, hvor klimaudfordringen er højt på den politiske dagsorden, og hvor både erhvervsliv og civilsamfund trækker effektivt i samme retning. Og en mønsterstat, hvor coronapandemien aldrig kom ud af kontrol, selv om der selvfølgelig blev begået fejl undervejs. 

Et par friske, internationale ranglister bekræfter billedet.  

Vi skal være forsigtige med ikke at gøre fake news til et større problem, end det er

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

IMD, den schweiziske handelshøjskole, placerer Danmark som nummer tre på en liste over verdens mest konkurrencedygtige lande.

Og i en anden nylig opgørelse fra Verdensbanken over nationers levestandard – målt som BNP per indbygger – ligger Danmark nummer fem på listen, kun over gået af Luxembourg, Norge, Irland, og Schweiz, hvoraf de tre fungerer som semi-skattely og det fjerde land er en oliestat.  

Dermed selvfølgelig ikke sagt, at alt er godt.  

Det er korrekt, at en del større reformer de seneste år er slået fejl. Folkeskolen springer i øjnene. Det er sandt, at det stadig kniber med at samle de svageste elever op, og at skatteinddrivelsen er ekstremt udfordret.  

Der er næppe tvivl om, at Danmark kunne have godt af at udvikle metoder, hvor civilsamfund og eksperter på en reel måde inddrages mere i udformningen af løsninger, uden at det hele sander til.  

Men at beskrive det danske demokrati som dysfunktionelt svarer lidt til at kalde badmintonspilleren Viktor Axelsen for en dysfunktionel spiller, fordi han skød et par bolde ud over baglinjen i OL-finalen. Den sande historie er, at han vandt guldmedaljen.  

Og hvorfor er det vigtigt? Fordi den krise, der for alvor truer de vestlige demokratier i disse år, er vores tillidskrise. 
 
Som Troels Mylenberg formulerede det: ”Føler man sig som borger alene som tilskuer til et absurd politisk teater frem for som deltager i demokratiet, tager afmagten form”. 

Hvis borgerne mister tilliden til medierne og til politikerne, så er der meget kortere vej til voldsommere omvæltninger, end de fleste af os nok troede for få år siden.  

Da jeg dækkede det EU-topmøde i København i 2002, hvor EU’s udvidelse mod øst blev vedtaget, vidste jeg godt, integrationen af nye lande i unionen ville blive svært. Men jeg havde ikke forestillet mig, at de to mønsterlande Polen og Ungarn i løbet af blot 20 år ville komme tæt på at afskaffe demokratiet igen.  

Da jeg forlod Bruxelles i 2009 efter et par omgange som EU-journalist, vidste jeg godt, at briterne havde et meget vanskeligt forhold til unionen. Men jeg havde ved den søde te ikke forestillet mig, at de ville melde sig ud.   

Og da jeg forlod Washington i 2014 efter tre år som USA-korrespondent, vidste jeg godt, at USA’s demokrati var ved at forvandle sig til det, som politologen Francis Fukuyama har kaldt et handlingslammet ”vetokrati”.  

Vi ved godt, at nogle danskere er ved at miste tilliden til både medier og politikere.

Jakob Nielsen
Chefredaktør. Altinget

Men jeg havde ikke forestillet mig, at de ville vælge Donald Trump som præsident – og endnu mindre at han sammen med tusindvis af tilhængere ville forsøge et kup, da han tabte det efterfølgende valg.  

Derfor skal vi – uden at forklejne problemerne – passe på med at tale os selv ned i et hul. Vi skal være forsigtige med ikke at gøre fake news til et større problem, end det er. Vi skal være forsigtige med ikke at lade os rive med at de sociale mediers polarisering og råbe skældsord ad vores politikere.  

Som de fleste af deltagerne i Altingets sommerserie har peget på, kan meget vindes ved, at vi alle sammen skruer tempoet en lille smule ned.  

Det er, i al beskedenhed hvad vi hver dag forsøger at gøre på Altinget, hvor vi for længst har droppet kapløbet om at komme med først med den næste breaking-nyhed om, hvad en eller anden har skrevet på sociale medier. I stedet forsøger vi at holde lidt mere øje med, hvad der faktisk bliver besluttet. 

Vi ved godt, at nogle danskere er ved at miste tilliden til både medier og politikere. Men vi tror inderligt på, at de også har lyst til at få den tillid tilbage – og vi anerkender vores egen rolle i at få det til at ske.