Kommentar af 
Jacob Nyrup

Demokratiforsker: Lande som Qatar, Rusland og Kina udnytter sportsbegivenheder til at styrke eget regime

Ny forskning viser, at diktaturer bruger sportsbegivenheder til at slå ned på kritikere og styrke regimet. Derfor bør Danmark allerede nu melde klart ud, at vi ikke vil deltage i et potentielt VM i Saudi Arabien, skriver Jacob Nyrup.

Qatars
emir Tamim bin Hamad Al Thani (tv.) og forhenværende præsident for FIFA, Sepp
Blatter (th.).
Qatars emir Tamim bin Hamad Al Thani (tv.) og forhenværende præsident for FIFA, Sepp Blatter (th.).Foto: Karim Jaafar/AFP/Ritzau Scanpix
Jacob Nyrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Til en venskabskamp mellem Ungarn og Grækenland i sidste uge bar Ungarns leder Viktor Orbán et halstørklæde, der viste et kort over Stor-Ungarn. Stor-Ungarn inkluderer områder, der i dag er en del af Østrig, Kroatien, Rumænien, Serbien, Slovakiet og Ukraine.

Dette skabte fortørnelse i disse lande, da de næppe har tænkt sig at afgive landområder til Ungarn. "Fodbold er ikke politik", svarede Orbán skælmsk på kritikken. Det på trods af, at Orbán meget tydeligt viste, at sport netop er politik.

Et par tusinde kilometer fra Budapest er der VM i Qatar og her er det tydeligt, at det er umuligt at adskille politik og sport. Ud fra de miserable præstationer på fodboldbanen ser det sågar ud til, at Qatar har valgt at fokusere på det politiske element frem for det sportslige.

Dette er kommet til udtryk ved flere bizarre optrin. Blandt andet blev TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt afbrudt af sikkerhedsfolk midt i en udsendelse og der blev – stik imod kontrakterne - indført et forbud mod salg af øl på stadion.

Samtidig har Qatar med FIFA's hjælp effektivt lukket ned for, hvad der burde være harmløse apolitiske budskaber om diversitet og menneskerettigheder.

Det ser ud til, at de eneste, der krampagtigt prøver at fastholde, at sport ikke er politik, er Danmark og ligesindede liberale demokratier. "Udenrigspolitik og fodbold må vi skille ad," udtalte statsminister Mette Frederiksen til DR, da hun skulle forholde sig til, at VM skulle afholdes i Qatar.

Problemet er, at vi risikerer at forvolde stor skade, hvis Danmark og dets allierede fastholder illusionen om, at sport ikke er politik.

Jacob Nyrup
Demokratiforsker, Universitetet i Oslo

Problemet er, at vi risikerer at forvolde stor skade, hvis Danmark og dets allierede fastholder illusionen om, at sport ikke er politik. Dermed overlader vi spillerummet til diktaturstater. Lande såsom Qatar, Rusland og Kina står klar til at bruge sporten og opmærksomheden til at fremme egne politiske mål. Mål der ofte er i direkte modstrid med Danmarks interesser.

Diktaturer ønsker at afholde store sportsbegivenheder, da de kan bruge det til at styrke regimets image både udadtil og indadtil. Eksempelvis brugte Kina OL i 2008 til at vise, at de var tilbage på verdensscenen. Derudover kommer store sportsbegivenheder med store investeringer og pengebeløb.

Dette giver lederen en unik mulighed for at kanalisere penge til sine støtter. Vi så blandt andet at vinter-OL i Sochi var præget af enorm korruption, hvor Putins tætte allierede fik vigtige kontrakter. Den enkelte diktator kan også bruge det til at pleje deres ego og forsøge at udødeliggøre sig selv.

Der var næppe mange danskere, der kendte til Qatars emir Tamim bin Hamad Al Thani før VM. Ydermere viser ny forskning, at diktaturer bruger sportsbegivenheder til strategisk at slå ned på kritikere. Diktaturer bruger med andre ord sporten til at styrke regimet. Dette sker på bekostning af demokrati, menneskerettigheder og - i sidste ende - sporten.

Samtidig har diktaturer en stor fordel når det kommer til at afholde sportsbegivenheder. De er nemlig ikke ansvarlige over for befolkningen og det betyder, at de kan bruge tricks som demokratier har sværere ved at bruge. De kan bestikke dem, der er ansvarlige for at uddele værtskaber og de kan blindt øse ud af statens penge. Dette er de eneste grunde til, at Qatar afholder VM.

VM blev uddelt på baggrund af stemmerne fra 22 personer, der alle var medlemmer af FIFA’s eksekutiv-komité (herudover var der to medlemmer, der ikke kunne stemme, da de var under mistanke for korruption). 11 medlemmer af den daværende eksekutiv-komité er senere blevet dømt for korruption og andre har seriøse anklager rettet imod sig. VM i Qatar er rekorddyrt.

Diktaturer bruger sporten til at styrke regimet. Dette sker på bekostning af demokrati, menneskerettigheder og - i sidste ende - sporten.

Jacob Nyrup
Demokratiforsker, Universitetet i Oslo

Det anslås at Qatar har brugt over 220 milliarder dollars på turneringen. Til sammenligning brugte Tyskland blot 4.3 milliarder dollars i 2006. Hvis et land som Danmark havde gjort det samme som Qatar, ville det hurtigt resultere i en politisk krise.

Nysgerrige medier ville afdække korruptionen og vores politikere ville blive holdt ansvarlige for det enorme brug af ressourcer, der i stedet kunne være gået til eksempelvis sundhed. Derfor afholder diktaturer i stigende grad store sportsbegivenheder.

Vi må derfor anerkende, at sport er politik. Danmark og dets allierede må fra øverste politiske instanser insistere på reformer, der fokuserer på anti-korruption, transparens, demokrati og respekt for universelle værdier såsom menneskerettighederne.

Det positive er, at FIFA, som respons på førnævnte korruptionsskandaler, har indført reformer. Nu skal alle lande gennem en åben afstemning beslutte, hvem der afholder VM.

Samtidig kan præsidenten kun genopstille tre gange, hvilket mindsker sandsynligheden for enevældige præsidenter såsom Sepp Blatter. Herudover er det i princippet et krav til fremtidige værter, at de overholder menneskerettighederne.

IOC, der afholder de Olympiske Lege, har gennemført lignende reformer. Noget tyder på, at reformerne har haft en effekt. I skrivende stund er der i hvert fald ikke planlagt et eneste fremtidigt OL eller VM i et diktatur.

Problemet er dog langt fra løst. Gianni Infantino, FIFA's nuværende præsident, ses ofte med despoter som Saudi Arabiens kronprins Mohammed Bin Salman og under VM har Infantino føjet Qatar i alt. Infantino udtalte tilmed, at han er åben over for, at Nordkorea kan afholde VM.

Det viser at FIFA's moralske kompas stadigvæk er ude af kurs. Der kræves også et opgør med de enorme beløb, der bruges på store sportsarrangementer. Dette på trods af, at det er tvivlsomt om kvaliteten øges. Fodboldoplevelsen er næppe bedre på spritnye stadions i en ørken end på ikoniske stadions i England.

Herudover er problemet naturligvis langt større end VM og OL, hvilket ses ved at hæderkronede fodboldklubber i Europa bliver opkøbt af diktaturer.

Saudi Arabien byder på VM i 2030. Her må Danmark og ligesindede fodboldnationer allerede nu danne en alliance og melde ud, at det i så fald bliver uden os.

Jacob Nyrup
Demokratiforsker, Universitetet i Oslo

Saudi Arabien byder på VM i 2030. Her må Danmark og ligesindede fodboldnationer allerede nu danne en alliance og melde ud, at det i så fald bliver uden os. Selve truslen bør være nok til at underminere Saudi Arabiens ambitioner. Der er ingen, der gider at se VM (eller andre sportsbegivenheder), hvis det kun er Kina, Saudi Arabien, Rusland og andre slyngelstater, der er med.

Hvis vi køber Orbáns postulat om, at sport ikke er politik, kigger den anden vej og forsømmer vigtige reformer og egne principper, så kan diktaturstater uhindret bruge sporten til at fremme egne politiske mål. Det er derfor et af de mørkeste kapitler i sportshistorien i disse dage udspiller sig i Qatar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Tantholdt

International korrespondent, TV 2
journalist (DJH. 2000)

0:000:00