Den bæredygtige dagsorden er venstreorienteret. Fortæl mig, hvorfor jeg tager fejl

Jeg er mange gange stødt på den påstand, at den grønne dagsorden ikke har nogen politisk farve. Den køber jeg, men jeg er i tvivl, om det samme gælder for hele bæredygtighedsdagsordenen, Jesper Dalgaard Pøhler.

Mit postulat er, at den bæredygtige dagsorden er en venstreorienteret dagsorden. Jeg håber dog, at jeg tager fejl, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Jesper Dalgaard Pøhler

Bæredygtighedskonsulent, forfatter, projektleder, Aalborg Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark føles det farligt at ytre sin politiske holdning, synes jeg. Jeg ytrer raskt væk holdninger til både dette og hint, men jeg tror faktisk aldrig, at jeg har bekendt politisk kulør ”offentligt”. Jeg har en frygt for, at ethvert budskab så kan blive fejet af banen med påstanden om, at det også er fordi, jeg er venstreorienteret. For det er jeg.

Omvendt synes jeg, at det er skørt, at folks partipolitiske standpunkt ofte hemmeligholdes, fordi det giver en falsk idé om, at det budskab, der bliver præsenteret, så er renset for politisk indhold. Men det er det aldrig.

I USA har de taget den lidt for langt efter min mening. Her bliver flere instanser og personer knyttet helt tæt sammen med de politiske fløje. Herhjemme savner jeg dog, at vi tør tale om, hvad det egentlig er for et samfund, vi idealiserer, når vi diskuterer forskellige sager – uden så at feje hinanden af banen som politiske modstandere, der blot skal modbevises.

Det er sejt at have travlt, og det er sejt at tjene penge, avancere og lave turnarounds. Det er knap så sejt at lade være med at bygge flere bygninger for at give plads til naturen, at skære ned på forbruget og gøre tingene langsommere.
Jesper Dalgaard Pøhler

Så nu vil jeg driste mig ud i det: Postulatet er, at den bæredygtige dagsorden er en venstreorienteret dagsorden. Jeg håber dog, at jeg tager fejl, og at jeg får sendt en række konstruktive kommentarer i min retning, der modbeviser min pointe. For vi har brug for alle for at opnå et bæredygtigt samfund.

Op til folketingsvalget argumenterede chefredaktør Lea Korsgaard for, at alle politiske retninger bør ville klimakampen. Socialisterne kan ikke acceptere, at det globale syd skal bøde for vores forbrug. De liberale ser en gylden mulighed for at sætte sig på nye grønne vækstmarkeder. De borgerlige og de konservative ønsker at værne om det fælles bedste til de kommende generationer, og den yderste højrefløj ønsker at begrænse de massive flygtningestrømme, som klimakrisen medfører.

Den ”almindelige” dansker vil måske bare have lov at grille i haven på en grøn græsplæne og ikke betale alt for uhyrlige summer for brændstof, vand og varme?

Jeg tror på, at vi et stykke hen ad vejen kan mødes omkring den grønne dagsorden. Ja, der bliver klippet en hæl og hugget en tå, men i sidste ende kommer der brede forlig, en grønlig regering hen over midten og grønne iværksættereventyr ud af det.

Men så rækker det heller ikke længere. For på et tidspunkt bliver prioriteringerne unægtelig rigtig svære, og så vejer det altså tungest, om man føler sig forpligtet over for sig selv, sin familie, andre samfundsgrupper eller andre arter – og i hvor høj grad man synes, at de enkelte grupper har krav på reel handling fra én selv.

Læs også

Hvis verdensmålene skal gøre gavn, skal de være lokale. Sådan gjorde de i Odense

Alle kan være enige om den grønne dagsorden, når der kun er fordele: Flere arbejdspladser, Danmark på verdenskortet, billigere strøm, nye teknologier, billigere mad og så videre. Men hvad så, når den koster?

I starten af maj kunne Danwatch fortælle, hvordan Industriens Pension har valgt – som det eneste danske pensionsselskab – at investere i ExxonMobil igen. Et olieselskab, der aktivt har modarbejdet den grønne omstilling gennem flere år, og som derfor er sortlistet af flere pensionsselskaber.

Den nye investering bunder i, at ExxonMobil nu ikke længere benægter menneskeskabte klimaforandringer (og i en ikke ubetydelig parentes bemærket har klaret sig virkelig godt på aktiemarkedet). De har nu en strategi for at opnå klimaneutralitet i 2050, men belejligt nok har de undtaget beregninger fra det såkaldte ”scope 3”, som er der, hvor olien forbruges, og hvor altså 80-90 procent af deres udledninger findes. Så meget for den plan.

Til generalforsamlingen for nylig stemte aktionærerne endnu engang imod at medtage scope 3-mål i deres strategi, og jeg er nysgerrig på, om Industriens Pension var blandt de 11 procent, der stemte for. Det kunne være sejt, for så prøver de rent faktisk at bruge deres indflydelse til at påvirke selskabet. Jeg har dog mine forbehold.

Læs også

Sociolog: Verdensmålene svigter drenge og mænd

Debat

Hermed lander vi i den situation, jeg oplever gang på gang: Penge trumfer ethvert andet hensyn. De grønne ambitioner bliver til floskler, så snart der er udsigt til store økonomiske gevinster ved at ignorere dem.

De menneskelige hensyn bliver ignoreret, når det ikke gavner organisationerne. Vi presser medarbejderne til at løbe hurtigere og levere mere, så vi kan lande flere ordrer eller holde flere skåltaler. Desværre fører det til, at vi nu står til at mangle op mod 10.000 sygeplejersker, fordi de ikke føler, at de kan stå inde for det arbejde, de kan levere under de nuværende forhold. I ministerierne siger embedsfolk op på stribe, og nyuddannede står til at skulle varetage alt for store projekter, som de ikke er klædt på til.

Det er sejt at have travlt, og det er sejt at tjene penge, avancere og lave turnarounds. Det er knap så sejt at lade være med at bygge flere bygninger for at give plads til naturen, at skære ned på forbruget og gøre tingene langsommere. Det straffer os på pengepungen, på prestige og på muligheden for at rykke et trin op ad karrierestigen.

Til gengæld giver det plads til andre arter, og det giver bedre betingelser for os mennesker. Det kræver dog, at vi ikke sætter os selv og egne behov først. Selvfølgelig skal vi have til dagen og vejen, men dernæst kommer hensynet til andre mennesker: Andre samfundsklasser, andre køn, andre folkefærd og andre arter.

Det er et hensyn, der ikke kommer mig til gode. Det er hensyn, der hæmmer min egennyttemaksimering. Det er penge, jeg sender ud i verden og umiddelbart aldrig får igen.

Men det er også hensyn, der kan skabe en verden, hvor der er bedre vilkår for alle. Hvor alle får mere, frem for at få får (for) meget. Hvor der er plads til work-life-balance, nærvær, omsorg og fællesskab. Det er langt hen ad vejen en socialistisk verden. Men det er også en bæredygtig verden.

Og nej: Det betyder ikke, at alle socialister lever bæredygtigt. Det betyder heller ikke, at alle til højre for Enhedslisten er pengefikserede egoister. Der er heldigvis nuancer her i livet, og jeg glæder mig til at få flere af dem ind i mit verdenssyn.

Politik har aldrig været vigtigere