Debat

DF: Derfor vil vi nedlægge Flygtningenævnet

DEBAT: Det danske asylsystem trænger til en grundig omlægning. Flygtningenævnet bør helt nedlægges, så Udlændingestyrelsen bliver eneste udlændingemyndighed. Kun på den måde kan politikerne få kontrol med asylpolitikken, lyder det fra Martin Henriksen (DF).

Flygtningenævnet bør nedlægges, skriver Martin Henriksen (DF).
Flygtningenævnet bør nedlægges, skriver Martin Henriksen (DF).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Henriksen (DF)
Udlændinge- og integrationsordfører

Det vil ganske rigtigt betyde en forringelse af asylansøgeres klageadgang, for det bør i modsætning til i dag kun være muligt for asylansøgere at klage i ganske særlige tilfælde – en afgørelse bør som udgangspunkt være endelig.

Martin Henriksen (DF)
Udlændinge- og integrationsordfører

For nylig foreslog vi i Dansk Folkeparti en nedlæggelse af Flygtningenævnet.

Vi mener blandt andet, at det skal nedlægges, fordi Flygtningenævnet træffer beslutninger, som ændrer Danmarks asylpolitik. Det kan de, fordi det nuværende system er indrettet på den måde, og derfor trænger systemet efterhånden til en kritisk gennemgang. 

Flygtningenævnet består af en række medlemmer, hvoraf en del er udpeget af Dansk Flygtningehjælp, som er en interesseorganisation for flygtninge. Det er ikke holdbart, at de som en interesseorganisation er med til at afgøre, om flygtninge skal have ophold. 

Såkaldte beviser holder ikke
Dertil kommer, at nævnet ofte ikke har en ærlig chance for at vurdere korrekt i sager om asyl, da ansøgeres ord for, hvad der er foregået, nødvendigvis må tillægges stor vægt. Dermed kan vi risikere, at intentionen med lovgivningen på asylområdet bliver omgået, og dermed at massevis af mennesker får asyl her i landet, selvom de faktisk ikke er berettiget til det.

De såkaldte beviser, der lægges frem for at dokumentere, at en person er forfulgt, vil formentlig aldrig holde i en rigtig retssag som gyldigt bevismateriale, for hvordan kan man egentlig kontrollere, om det, en person siger, er rigtigt?

Man kan naturligvis sammenligne med rapporter, andre beretninger og så videre. Men en egentlig kontrol af ægtheden i den konkrete forklaring er tæt på umulig.

Dette understreger først og fremmest, at asylsystemet helt generelt skal omlægges, som DF ønsker, men det viser også, at tiden er løbet fra nævnet. Som minimum bør det sikres, at der reelt føres bevis for, at en person er forfulgt. Sådan bør det også være i første instans. Indtil det er sikret, burde man sætte asylsagerne i bero.

Politisk kontrol med asylpolitikken
I Dansk Folkeparti mener vi, at der kun er behov for en enkelt udlændingemyndighed, nemlig Udlændingestyrelsen.

Når Udlændingestyrelsen ændrer praksis, skal sagen først igennem os politikere, og på den måde får vi en langt bedre demokratisk kontrol med asylområdet.

Flygtningenævnet har tidligere besluttet at ændre i asylpolitikken, hvad angår syriske og somaliske asylansøgere, og det hen over hovedet på politikerne og dermed befolkningen. Det kan de, fordi de har mandat til det, men et mandat fra Folketinget kan selvfølgelig ændres. 

I forbindelse med forslaget om en nedlæggelse af Flygtningenævnet er vi i Dansk Folkeparti blevet kritiseret for at ville ændre på magtens tredeling. Jeg er helt uenig i, at man kan anklage os for at ville det. Det er slet ikke det, forslaget handler om.

Det handler derimod om, at vi skal sikre, at der er en bedre politisk, og dermed demokratisk, kontrol med asylpolitikken.

Begrænset klageadgang
Det vil ganske rigtigt betyde en forringelse af asylansøgeres klageadgang, for det bør i modsætning til i dag kun være muligt for asylansøgere at klage i ganske særlige tilfælde – en afgørelse bør som udgangspunkt være endelig.

I Dansk Folkeparti vil vi langt hellere hjælpe flygtninge i nærområderne frem for kun at hjælpe de få, der har haft råd til at betale en menneskesmugler for at komme hertil. Vi vil have begrænset den ikke-vestlige indvandring.

Regeringen har besluttet at bruge 9,2 milliarder kroner på asylansøgere i 2015 – et meget højt tal. Jeg er overbevist om, at vores forslag vil betyde færre asylansøgere og færre personer, der får opholdstilladelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Henriksen

Formand, Nye Borgerlige, kommunalbestyrelsesmedlem (NB), Stevns Kommune, spidskandidat til EP-valget 2024 (NB), fhv. MF (DF), sikkerhedsvagt
kursus i kristendom og teologi, vagtkursus, Landtransportskolen, HF (Frederiksberg HF-kursus 2004)









0:000:00