DF-milliarder tager tid at realisere

Hvis vi opnåede såkaldt fuld integration, altså hvis alle indvandrere opførte sig ligesom den statistiske gennemsnitsdansker, så ville statens finanser blive forbedret med 26 milliarder kroner hvert år, viser beregninger fra Dream-gruppen.

Der er altså et stort potentiale, især i at øge beskæftigelsesfrekvensen, som blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande var på 54 procent i 2009 sammenlignet med personer med dansk oprindelse, som havde en erhvervsfrekvens på 78 procent.

Hele 12 milliarder kroner mener Dansk Folkeparti det kan indbringe statskassen hvert år, hvis beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere også i fremtiden stiger med 12 procentpoint, som den ifølge DF er steget med siden 2002. Og det er et af de alternativer til en afskaffelse af efterlønnen, som partiet forventer at diske op med til forhandlingerne med regeringen om 2020-planen.

Men det er lettere sagt end gjort, mener Hans Hummelgaard, vicedirektør i AKF, for de indvandrere og efterkommere, som ikke er i arbejde, er en tung gruppe at løfte, og opgaven er stor.

"Det er svært at se, at der er lavthængende frugter at plukke, for der har været fokus på det i så mange år. Men det er ikke det samme, som at en intensiveret indsats ikke virker," siger han og nævner løntilskudsjob og praktik som gode metoder til at højne beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere, men problemet er, at for få indvandrere får de tilbud.

Mange tunge unge
Generelt er det de svageste personer, som er tilbage, og de er karakteriseret ved lille erhvervserfaring og ringe uddannelse, forklarer Hans Hummelgaard. Beskæftigelsesfrekvensen blandt indvandrere og efterkommere er lavere for kvinder, end den er for mænd, men restgruppen er ikke kun stereotypen hjemmegående mødre med mange børn fra et ikke-vestligt land, forklarer han, selvom den gruppe også er repræsenteret.

Det, som virker, er, at indvandrerne kommer ud i virksomhederne, så hvad med at give dem incitament til virksomhedspraktik ved straf og belønning.

Erik Nielsen (S)
Formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg

"Forventningen er, at de svageste indvandrere er dem, som er kommet til landet sent i livet, og at de unge indvandrere eller efterkommere, som har været igennem det danske uddannelsessystem, skulle være bedre stillet. De er også bedre stillet, men langtfra godt stillet," siger han og henviser til den store andel af unge med anden etnisk baggrund end dansk, som forlader folkeskolen uden grundlæggende læse- og skrivekompetencer.

I redegørelsen bag regeringens Reformpakke 2020 vurderer Finansministeriet, at årsagen til stigningen i indvandreres erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens i de sidste 10-15 år er et samspil af regeringens stramninger af blandt andet kontanthjælpsordningen og familiesammenføringsreglerne. Men det er ifølge Hans Hummelgaard ikke hele forklaringen.

"Den stigende beskæftigelsesfrekvens gennem de seneste år kan ikke alene tilskrives regeringens indsats, men i høj grad højkonjunkturen. Beskæftigelsesfrekvensen kom helt op på 60 procent, da konjunkturerne var på deres højeste, og nu er den faldet igen. Derfor er det det lange, seje træk, som virkelig betyder noget, og det sker ikke mindst i uddannelsessystemet," siger han og tilføjer, at strammere indvandringspolitik også har haft betydning, fordi der er kommet færre af de helt svage indvandrere til landet.

Det er ikke lig en efterløn
Også i Finansministeriet har de et mere konservativt skøn af, hvor meget det er muligt at hæve beskæftigelsesfrekvensen med - altså hvor mange flere indvandrere, som forventes at træde ind på arbejdsmarkedet frem til 2020. I regeringens Reformpakke 2020 er forventningen kun en stigning på tre procent i løbet af de næste ni år. Men at der er penge at komme efter, bakkes der op om: En stigning på et procentpoint vil give ¾ milliarder kroner om året, vurderer Finansministeriet.

Potentialet er stort, lyder det også fra DA. Men det kan ingenlunde stå i stedet for at fjerne efterlønnen, pointerer direktør Henrik Bach Mortensen, for selvom der er penge at hente, så er det ikke i morgen, at de står på kontoen, forklarer han.

Men om det er alternativet til efterløn eller ej, så er idéen ifølge DA-direktøren god. For at udløse potentialet, så skal der på kort sigt sættes massivt ind i kommunerne med for eksempel opkvalificeringsforløb, som der er gode erfaringer med, forklarer han. Og på lang sigt udpeger Henrik Bach Mortensen også folkeskolen og resten af uddannelsessystemet som det sted, hvor der virkelig kan skabes forandringer. Men først og fremmest skal kommunerne stramme sig an, mener han.

"Det er opløftende at se, at nogle kommuner klarer det godt, men der er nogle, som halter bagefter. Derfor ville vi være langt, hvis alle gjorde det lige godt. Derfor ville det hjælpe at skabe incitament ved at belønne dem, som gør det godt, og straffe dem, som ikke gør det godt," siger Henrik Bach Mortensen og lægger sig dermed i tråd med DF's forslag.

For ifølge DA's egne beregninger vil arbejdsstyrken kunne øges med 11.000 personer, hvis alle kommuner havde lige så gode resultater som de bedste.

Belønningssystem til virksomhederne
Men den køber formanden for KL's arbejdsmarkedsudvalg, Erik Nielsen (S), ikke. Man kan ikke måle effekt via statistikker, forklarer han, og derfor er et belønningssystem omsonst.

"Forslaget er jo ren Dansk Folkeparti-classic. Det lyder jo meget godt med belønning og straf, men kommunerne har vidt forskellige rammevilkår og beskæftigelsesvilkår, så hvad, der virker et sted, har ikke nødvendigvis den samme effekt andre steder. Man kan ikke måle Tønder med København," siger han og peger på, at der er store forskelle i eksempelvis befolkningens uddannelsesniveau og efterspørgselen hos virksomhederne lokalt.

Samtidig er det en gammel traver at straffe og belønne kommunerne, men hvad med virksomhederne, spørger Erik Nielsen.

"Det, som virker, er, at indvandrerne kommer ud i virksomhederne, så hvad med at give dem incitament til virksomhedspraktik ved straf og belønning," siger han og understreger, at der også er behov for en langt mere helhedsorienteret tilgang og en omorganisering, sådan at uddannelses-, beskæftigelses- og socialpolitik altid tænkes sammen.