Digital strateg til S: I skal på banen med teknologisk politik

DEBAT: Teknologiske løsningerne leder ikke til enten menneskeligt forfald eller forløsning. Det er et område, som Socialdemokratiet hidtil har holdt sig fra, men der er behov for, at de bygger bro mellem de nuværende teknologipolitiske ekstremer, skriver Peter Svarre.

Af Peter Svarre
Digital strateg og forfatter til bogen 'Hvad skal vi med mennesker?'

Danmark har fået ny regering, og forventningerne er store på stort set alle andre områder end det teknologipolitiske.

Socialdemokratiet er muligvis ét af de mindst profilerede partier på det teknologiske område i dansk politik.

Og det er en skam, for vi står i sandhed over for et socialdemokratisk øjeblik i teknologiens historie. Et øjeblik, hvor der skal navigeres en kompliceret tredje vej mellem teknoideologiske ekstremer.

Andre partier har teknologisk politik
Venstre har haft en stærk erhvervspolitisk profil og har stået bag Disruptionrådet, Dataetisk Råd, en funklende strategi for kunstig intelligens og udnævnelsen af Tommy Ahlers som uddannelsesminister.

Hos de Radikale har Ida Auken sat teknologi på dagsordenen med SIRI-kommissionen, og helt ude på venstrefløjen har Pelle Dragsted raset mod teknologigiganterne.

Og vi skal naturligvis ikke glemme Liberal Alliance og Alternativets forkærlighed for entreprenører og innovation. Men socialdemokratiet? Ud over lidt forsigtig modstand mod Uber, er der ingen, der rigtig ved, hvad partiet vil på det teknologiske område.

Efter 20 års teknologioptimistisk fremgang, hvor vi ikke kunne få nok af nye digitale teknologier, er det pludselig gået op for os, at teknologien ikke lever i sin egen boble, men har globale konsekvenser for individer, politiske systemer, fællesskaber og virksomheder.

Teknologi er blevet politisk, hvilket betyder, at teknologipolitik ikke længere bare handler om, hvordan vi får mere teknologi, men hvordan teknologi spiller sammen med mennesker og vores menneskelige fællesskaber.

Profit eller menneskelige værdier
Et af de vigtigste teknologipolitiske spørgsmål handler om, hvorvidt teknologi skal tjene virksomheder eller samfundsborgere.

Lige nu lever vi i en verden, hvor al innovation inden for kunstig intelligens og sociale medier drejer sig om at optimere virksomheders indtjeningsmål.

Facebook er bygget til at sælge flest mulige personaliserede annoncer, og al innovation handler om at fremme dette mål. Men kunne man forestille sig, at man ud over profitmål havde andre menneskelige mål for brugen af sociale medier?

Det kunne være et ønske om at styrke fællesskaber, gøre mennesker klogere, øge interkulturel forståelse, eller mange andre subjektive politiske ønsker, som ikke nødvendigvis handler om profit.

At navigere mellem virksomheders profit og menneskelige værdier er en klassisk socialdemokratisk disciplin. Vores velfærdsstat er bygget på resultatet af socialdemokratiers løsninger på dette dilemma op igennem forrige århundrede.

I dag handler det om at finde en tredje vej i teknologiens verden!

Etik og rettigheder er over indtjening
I international sammenhæng ser vi en anden konflikt udspille sig mellem forskellige etiske tilgange til data og kunstig intelligens.

I USA har man uhæmmet lade virksomheder høste data og anvende data til at manipulere og kontrollere kunder. Og udviklingen ser ikke ud til at standse foreløbig.

I Kina og andre autoritære lande har staten forstået, at digitale teknologier giver hidtil uhørte muligheder for at kontrollere borgere. Og heller ikke her ser det ud til, at der er nogen naturlige stopklodser for udviklingen mod mere og mere overvågning og kontrol.

Også her er der brug for en tredje vej, hvor menneskerettigheder, etik og retfærdighed vægtes højere end virksomheders indtjening og statens ve og vel.

Der er behov for en forståelse af, at borgernes digitale rettigheder skal beskyttes mod såvel virksomheder som staten. Og der er behov for, at man opbygger selvstændige politiske institutioner, der beskytter disse rettigheder.

Der er behov for en tredje vej mellem to globale teknologipolitiske ekstremer. Der er behov for en socialdemokratisk tilgang, der kan bygge broer.

Teknologi er ikke enten forfald eller forløsning
Endelig er der behov for at finde en balance mellem singularister og neo-ludditer.

Mellem teknoguruer, der kaster om sig med begreber som disruption, eksponentiel hastighed og superintelligens og teknopessimister, som allerhelst vil skrue tiden tilbage til papiraviser, telefoner der hænger fast i væggen og rødklædte postbude, der smilende cykler rundt i gaderne med breve og postkort.

Både singularisterne og neo-ludditerne lider under en teknologideterministisk misforståelse, hvor teknologi uundgåeligt fører til menneskeligt forfald eller forløsning.

Der er behov for en tredje vej, hvor man forstår, at teknologi ikke går sine egne veje, men er et produkt af menneskers politiske valg og ønsker.

Politikere (og særligt Socialdemokratiet) har alt for længe gået i en stor bue uden om teknologi, fordi man implicit har købt singularisternes eller neo-ludditernes prædiken om, at teknologi lever i sin egen (upolitiske) boble.

I Danmark har vi altid været gode til at tænke nyt ved at navigere mellem ekstremer. Og det har ofte været socialdemokratiske regeringer, der har stået ved roret, når det lykkedes.

Lige nu befinder vi os i et højspændt, polariseret tidspunkt fyldt med ekstreme teknologipolitiske positioner.

Det er i sandhed et socialdemokratisk øjeblik. Carpe diem!

Forrige artikel Erhvervsdirektører: Turistkedlen eksploderer, hvis vi ikke samarbejder Erhvervsdirektører: Turistkedlen eksploderer, hvis vi ikke samarbejder Næste artikel Ritt Bjerregaard: Løftebrud er præmissen for enhver politisk fornyelse  Ritt Bjerregaard: Løftebrud er præmissen for enhver politisk fornyelse
Ellemann lagde diskret afstand til Støjberg

Ellemann lagde diskret afstand til Støjberg

ANALYSE AF LANDSMØDETALE: I sin tale til Venstres landsmøde fastlagde Jakob Ellemann-Jensen linjen i den seneste Venstre-strid om udlændingepolitikken. Ellemann lagde distance til næstformand Inger Støjbergs udtalelser om muslimer, men uden at nævne hende ved navn.