DPU: Udbredt målemetode risikerer at skade børnenes udvikling

Af Claus Holm
Leder af DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Læring), Aarhus Universitet

Vores forskning viser direkte, at hvis børnene ikke må prøve deres grænser af på legepladsen og i – af og til – voldsom leg med andre børn, så lærer de heller ikke deres egne og andres grænser at kende.  

Claus Holm
Leder af DPU (Danmarks Institut for Pædagogik og Læring), Aarhus Universitet

Bekæmpelse af coronavirus begrænser lige nu danskernes frihed. Sikkerhed vejer tungere. Det giver selvfølgelig mening i den aktuelle undtagelsestilstand.

På det pædagogiske område – i mere permanent forstand og helt uafhængigt af Corona – er en lignende safety-first tilgang ved at vinde frem på bekostning af den danske og mere frihedsorienterede pædagogiske tradition.

Både det kulturelle skred og den potentielt skadelige effekt, udviklingen kan få på børnene, bør diskuteres åbent.

Lige nu er det især interessant at se, hvordan en anerkendt metode til at måle kvalitet i dagtilbud populært sagt sniger en pædagogisk kultur ind ad bagdøren, hvor sikkerhed – forstået som fravær af risiko – belønnes højere end børnenes adgang til eksempelvis natur og fysiske udfordringer.

Mangelfulde kriterier
Metoden, der bærer navnet ECERS-3, var bærende i en rapport tidligere på året, der for første gang herhjemme kom med et samlet bud på en kvalitetsmåling af de danske dagtilbud. Konklusionen var, at det ikke stod rigtig skidt til – men heller ikke rigtig godt. Men spørgsmålet er nu, om det er metoden eller institutionerne, den er gal med.

ECERS-3 er amerikansk udviklet og bruges i omkring 30 lande verden over – herunder England, Tyskland, Norge og Sverige, ligesom den bruges i flere danske kommuner.

Den fungerer på den måde, at observatører (i det her tilfælde fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA) besøger dagtilbud for børn i alderen 3-5 år og observerer institutionen med afsæt i 460 kriterier indenfor forskellige temaer. På den baggrund vurderer de kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø.

Det interessante opstår, når man dykker ned i de amerikansk udviklede kriterier og holder dem op imod dansk kultur. Et par eksempler fra EVAs rapport.

Tag udgangspunkt i dansk pædagogik
Mange danske dagtilbud bruger møbler, som varierer i højden og har forskellige niveauer af fodstøtte.

I en dansk sammenhæng vurderes det normalt positivt, fordi møblerne er gode at klatre og kravle på, og dermed bidrager de  til at udvikle børnenes motorik. Men når møblerne møder målkriterierne, der tager afsæt i amerikansk tradition, bliver konklusionen negativ.

I ECERS-3- er det defineret som et problem, hvis højden på stole og borde ikke passer til børnene. Samme mønster tegner sig, når man forlader stuerne og går udenfor og ser på legeredskaberne.

I Danmark er rigtig mange legepladser møbleret med eksempelvis træstubbe til at balancere på, med vippedyr og med store runde ”fugleredegynger” hvor flere børn kan ligge sammen og gynge. I institutioner uden for byerne er der ofte også natur og træer at klatre i. Den går heller ikke. Det er for farligt og vurderes negativt i ECERS-3.

Tredje eksempel handler om pædagogernes arbejde med børnene i forhold til grov-motorisk udvikling. Her tæller det i ECERS-3 på plussiden, hvis de voksne stopper en potentielt farlig aktivitet eller viser børnene nye måder, de kan udfolde sig fysisk på.

Det er der ikke noget galt i. Men den danske pædagogiske tradition vil ofte give børnene længere line – både i forhold til risiko og i forhold til selv at udvikle nye udfoldelsesmuligheder.