Efter valget: Tid til republikansk selvransagelse

LOS ANGELES - Knapt var støvet så småt begyndt at lægge sig efter valgnatten onsdag morgen dansk tid, før der blevet taget hul på det politiske teater, der går forud for de diskussioner, der venter den genvalgte præsident og den republikanske opposition.

John Boehner rækker hånden ud
Alles øjne er på Repræsentanternes Hus, for her beholdt republikanerne det flertal, der giver dem en hård kontrol i forhold til at få det tredje, lovgivende ben med, når Obama vil have gennemført sin politik. Derfor var det også John Boehner, der var den første højtstående republikaner, der reagerede med en offentlig tale efter valget.

I sin tale, der af de fleste blev betragtet som havende en forsonlig tone, indikerede han, at det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus var klar til at arbejde med præsidenten. Det er toner, man har hørt før, men der er grund til at tage det en anelse mere alvorligt denne gang. Hvis man husker tilbage på, hvordan formanden for det republikanske mindretale i Senatet, Mitch McConnell, beskrev situationen i 2008, da Obama blev valgt, så var det en helt anderledes uforsonlig tilgang, der blev præsenteret.

Dengang sagde McConnell, at den primære opgave for oppositionspartiet var at gøre Obama til en "one-term president" - at sørge for, at han kun sad i fire år. Og det til trods for, at USA mere end nogensinde havde behov for samarbejde i forhold til at komme ud af den økonomiske krise.

Flere indtægter til staten
Boehner gav præsidenten en udstrakt hånd i forhold til at generere mere indkomst til staten, hvilket er hårdt tiltrængt, hvis landet ikke skal falde ud over den økonomiske klippeafsats, der venter USA 1. januar 2013. En række finansielle faktorer, såsom en skattestigning som følge af udløbet af de skattelettelser, der blevet givet under George W. Bush, og en kæmpenedskæring i militærbudgettet, hvilket vil koste en hel del job, bliver nemlig automatisk sat i kraft på denne dato. Og ingen af partierne er interesserede i, at dette sker.

I de kommende par måneder vil bølgerne derfor gå højt med diskussioner om, hvordan dette undgås. John Boehner indikerede i sin tale, at republikanerne var klar til at tale om det meste. Han satte en foreløbig grænse ved skattestigninger for de rigeste, men det er heller ikke sikkert, at dette bliver nødvendigt.

En stor mængde republikanere har skrevet under på et løfte fremsat af skatte-bekæmperen Grover Norquist om, at de ikke vil være med til at stemme for skatteforøgelser. Men hvis man lader skattelettelserne for de rigeste udløbe som planlagt, er det ikke en skatteforøgelse, men blot en allerede vedtaget afslutning på midlertidige skattelettelser.

Vink med en vognstang fra befolkningen
Det er den slags politiske fiksfakserier, som Boehner har behov for at tage i brug nu. For den amerikanske befolkning har talt med store bogstaver. De vil have forsoning. Nok var folkestemmerne relativt tætte i valgresultatet, men ser man på valgmandsstemmerne, så vandt Obama stort. I skrivende stund er Florida stadig ikke afgjort, men vinder Obama der, har han stort set gentaget resultatet fra 2008.

Det er et stort vink med en vognstang til republikanerne, der oplevede, at deres mest uforsonlige Tea Party-medlemmer blev slået tilbage resultatmæssigt, og mange blev slet ikke valgt. Republikanerne er som parti mere upopulære end nogensinde, og især republikanerne i Repræsentanternes Hus har historisk lave meningsmålinger, når man spørger amerikanerne om tilfredsheden med husets lovgivende arbejde.

Hvis republikanerne skal genvinde magten i 2016, skal der derfor skiftes strategi - og jo før, jo bedre. Det er derfor, John Boehner allerede dagen efter valget gik ud med nye toner. Der tegner sig et tydeligt billede af, at republikanerne tabte valget denne gang på grund af tre grupper, de ikke havde godt nok fat i: Minoriteter, unge og kvinder.

Republikanske kernevælgere svinder ind
Især den sidste gruppe fik nok af abortmodstand og ældre, hvide republikanske mænds klogen sig på deres vegne. Exit-polls, som CNN viste på valgaftenen, viste et tydeligt billede af, at kvinderne havde stemt til demokratisk side på grund af disse ting, og der er nu et rekordstort antal af kvinder i Senatet af samme årsag.

Republikanerne har også det problem, at deres kernevælgere - velhavende hvide mænd i mindre byer og landområder - bliver færre og færre. Immigrant- og minoritetsstemmerne vokser derimod, og de stemmer typisk demokratisk. Et eksempel er i Californien, hvor antallet af registrerede republikanere nu kun udgør ca. 30 procent af vælgerkorpset. I storbyområder som Los Angeles er tallet helt nede i tyverne.

Hvis republikanerne ikke skal se deres parti formindskes til en størrelse, hvor de potentielt vil få konkurrence fra et evt. tredje parti, der kommer på banen, eller hvis de bare gerne vil have en chance for at genvinde præsidentposten, er de derfor nødt til at antage en mere midtersøgende kurs.

Nu kommer de moderate republikanere på banen
Hvis man havde spurgt Mitt Romney, om han ville kunne skrive under på en sådan strategi, dengang han var guvernør i Massachussetts, ville han sikkert have sagt ja. Adskillige medier har refereret til den teori, at Romney er meget mere moderat, end han blev presset til at være af de mere ekstreme elementer i sit parti. Men det lader til, at republikanerne skulle en tur helt ud til højre, før de indså, at amerikanerne helst vil have en midtersøgende politik i Washington for tiden. Og den manøvre blev Romney offer for.

Det er derfor, New Jerseys guvernør Chris Christie nu står som en lysende stjernekandidat til valget i 2016. Ikke bare gav han en tordentale på det republikanske konvent, der fik mange op ad stolen, men hans håndtering af Sandy og hans ros til Obamas håndtering af stormen viste en forsonlighed og et fokus på at få tingene gjort, som amerikanerne har savnet. Han kan meget vel blive USA's næste præsident.

Obama kan få en plads blandt de største...
For Obama handler det nu om at tage den udstrakte hånd og ikke lade sit partis valgsejr blive forstået som carte blanche til at gøre hvad som helst. USA er splittet, og det skal Obama forstå som et tegn på, at det også forventes af ham at udvise en stor samarbejdsvilje og evne til at række hånden over til den anden lejr.

Kan han det, kan han ende med at gå over i historien som præsidenten, der hjalp USA ud af dets næstværste økonomiske krise nogensinde og bragte landet tilbage på fode. Og fik gjort sundhedsydelser tilgængelige for alle, moderniserede militæret, endte to krige og samtidig fik militære sejre over USA's fjender i form af f.eks. Al-Qaeda.

...men han skal arbejde for det
Han vil gå over i historien som præsidenten, der standsede den kraftige stigning i studerendes udgifter til undervisningsafgifter og renter på studielån og fik startet USA's første, egentlige forbrugerstyrelse. Hvis han kan fortsætte dette aktivitetsniveau i sin anden periode og samtidig gøre det i samarbejde med republikanerne, går USA gode tider i møde.

Hvis det lykkes, sikrer Obama sig en plads i historien. Han vil blive medlem af den lille eksklusive klub af præsidenter, som amerikanerne betragter som de største: George Washington, Abraham Lincoln, Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy, Ronald Reagan og Bill Clinton.

Men i første omgang skal de gode toner omsættes i handling. Og det er straks mere besværligt.