Analyse af 
Erik Holstein

Ellemann slap helskindet gennem landsmødet

ANALYSE: Efter en dårlig optakt med intern uro og en mislykket duel med statsministeren lykkedes det Jakob Ellemann-Jensen at stabilisere situationen på Venstres landsmøde. Men de politiske uenigheder i partiet består, og intet tyder på, at Inger Støjberg har tænkt sig at stikke piben ind.

Støjberg og Ellemann er en dynamisk duo. Men kan bukserne holde i længden?<br>
Støjberg og Ellemann er en dynamisk duo. Men kan bukserne holde i længden?
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Der var en reel risiko for, at landsmødet kunne komme ud af kontrol, som det skete ved Venstres landsmøde sidste år, hvor Inger Støjberg (V) tog dagsordenen ved at skabe usikkerhed om arvefølgen i Venstre. I år var Støjberg endnu engang midtpunkt i en strid, og tilmed spøgte Lars Løkke Rasmussen som en joker, der i værste fald kunne tilte landsmødet helt.

Ud fra den betragtning kan Jakob Ellemann-Jensen være godt tilfreds med afviklingen af Venstres landsmøde i Herning i weekenden. For trods bitre stikpiller til baglandet i Løkkes afskedstale holdt den detroniserede partileder sig nogenlunde på måtten, og striden om udlændingepolitikken eksploderede ikke i åbne slagsmål.

Vælgerne som det nye bagland
Lars Løkke Rasmussens tale var et oratorisk mesterstykke, som ren stilistisk er Løkke, når han er bedst. Han fik ærligt givet udtryk for sin frustration over at være blevet afsat, men på en overskudsagtig måde – og ikke på den indebrændte måde, som Løkke nogle gange forfalder til.

Indholdsmæssigt udfordrede Løkke medlemsdemokratiet i Venstre ved at hævde, at Venstres organisatoriske bagland – repræsenteret ved hovedbestyrelsen – moralsk set ikke havde mandat til at afsætte ham.

Det er altid et dårligt tegn, når formanden er nødt til at understrege, at hans linje er partiets linje.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Løkke udtrykte det således:
"Til det første folketingsvalg, jeg deltog i, fik vi cirka 350.000 stemmer. Ved det seneste valg fik vi godt 825.000 stemmer. Men medlemstallet er faldet til en tredjedel. Vælgerbase og medlemmer er ikke længere det samme"

Derfor kan man slet ikke tillægge medlemmerne samme vægt som tidligere, mandatet kommer snarere fra vælgerne. Ifølge Løkke altså – der dog ikke er kommet med lignende betragtninger, før medlemsdemokratiet blev en ulempe for ham selv.

Meldingen er meget kontroversiel i et parti som Venstre, hvor medlemsdemokratiet er en del af partiets DNA. Men kritikken blev modtaget, som det den var: en stikpille fra en mand på vej ud og uden nogen praktiske konsekvenser.

Den helt gennemgående følelse i Herning var lettelse over, at der blev taget ordentlig afsked med den mand, der i et årti har været partiets formand – og som på godt og ondt har haft en afgørende rolle i dansk politik siden 2001. En afsked, der ikke eksploderede i bitterhed. 

Langt mere end nuancer
Til gengæld blev der ikke taget afsked med de værdipolitiske uenigheder, der i stadig større udstrækning har martret partiet de seneste år. Jakob Ellemann-Jensen understregede flere gange, at den linje, han udstak i sin landsmødetale, er partiets linje. Det er altid et dårligt tegn, når formanden er nødt til at understrege, at hans linje er partiets linje.

Årsagen er dog åbenlys. For rent værdipolitisk spænder Venstre fra Radikale Light (Jan E. Jørgensen) til DF Light (Inger Støjberg) – og det er ikke kun et spørgsmål om forskellig retorik, som man i Venstre gerne vil reducere det til. 

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00