Elmquist: Sidste folketingsvalg med retspolitik?

Af Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening

Det har været et markant gennemgående træk i Altingets retspolitiske debat her i valgkampen, at vi debattører har fokuseret på den enkelte borgers retssikkerhed.

Der er blevet påpeget den svækkelse, som er gennemført de seneste år her i landet. Der er blevet efterlyst forbedringer. Og der er blevet advaret mod nye tiltag i den forkerte retning.

Amputeret valgkamp
Men partiernes og kandidaternes udmeldinger buldrer bare løs med de samme budskaber som i de senest foregående valg. Partiapparaterne synes overbeviste om, at der i de sidste ti år ingen stemmer har været eller er i at forsvare borgerens individuelle interesse over for de offentlige myndigheder i staten og kommunerne.

Den type af konflikter, som de politiske udmeldinger eller lokketoner typisk vedrører, er mellem befolkningsgrupper: de rige og de fattige, folk i arbejde og de arbejdsløse, de lovlydige og de kriminelle, danskerne og udlændingene.

Udmeldingernes Indhold er præget af forenklet populisme med ringe tiltro til vælgerskarens verdensopfattelse og samfundssind.

Gad vide om ikke den opfattelse af vælgerne og deres interesse for reelle og bærekraftige løsninger burde underkastes et kritisk eftersyn. Under alle omstændigheder fører denne gængse holdning til en på længere sigt helt uholdbar og farlig fraktionering af samfundet, hvor egoisme, intolerance og gensidig mistro er fremherskende.

Samme politik fra rød og blå
At valgkampen i det hele taget fremtræder amputeret, skyldes også en anden faktor. Det er en kendsgerning, at vores samfundsøkonomi efterhånden udfolder sig inden for ganske snævre rammer.

Selv om Danmark ikke er med i euroen, er dansk økonomi underlagt de samme bindinger, som gælder i eurozonen med hensyn til blandt andet de statsfinansielle underskuds størrelse i forhold til BNP. Her er den enkle forklaring på, bekræfter fagøkonomer, at rød blok og blå blok har ført og vil føre stort set samme økonomiske politik, hvilket jo så også betyder, at partiernes bestræbelser på at vinde vælgere tvinges over på andre politikområder.

Samme indsnævring af løsningsmulighederne og hermed de realpolitiske optioner ser ud til at være på vej på det retspolitiske område, idet jo et stort flertal i det nu opløste folketing har besluttet, at det danske forbehold over for deltagelse i EU's retlige samarbejde skal opgives og derfor sendes til folkeafstemning.

Efter den indgåede aftale beholder Folketinget dog nogle ”godbidder” til fortsat national afgørelse, i første række asylpolitikken og andre udlændingespørgsmål, men også mere retssikkerhedsmæssige spørgsmål som f. eks. sigtede personers status og rettigheder (uskyldsformodningen, retten til at få egne sagsakter mv.).

Ingen dansk retspolitik?
Den model for suverænitetsafgivelse, som aftalepartnerne her er enedes om, er noget særpræget og synes uden hjemmel i grundlovens § 20. Folketinget kan ikke ved en folkeafstemning på den måde udstyres med en fuldmagt til efter egen beslutning med almindeligt stemmeflertal at fastholde eller aflevere dansk suverænitet.

Den diskussion skal vi helt sikkert nok komme tilbage til.

Men perspektiverne er tankevækkende: Er dette det sidste folketingsvalg, hvor partierne og kandidaterne kan konkurrere i at overgå hinanden i strammerudmeldinger på det retspolitiske område, simpelt hen fordi folketinget næste gang ikke længere bestemmer over retspolitikken?