Retorikstuderende: Sportswashing er en sproglig kamp – og vi er bagud 3-0 ved pausen

Mens jeg sidder og skriver dette, kører en Premier League-kamp i baggrunden, der er et godt eksempel på den problematiske tid, som sporten i dag lever i.

En tid, hvor uskylden synes forsvundet, og sportswashing bliver mere og mere udbredt. 

For dagens kombattanter er Manchester City og Newcastle United. De er i dag ejet af henholdsvis Abu Dhabis og Saudi-Arabiens regerende familier. Næste program på kanalen er i øvrigt kvalifikation til årets første Formel 1-grand prix. Live fra Bahrain. 

En farlig dikotomi

Selv er jeg Manchester United-fan, og jeg har med lige dele interesse og ængstelse fulgt med i debatten om, hvorvidt vi som fans kan blive ved med at holde med klubben, hvis det bliver Qatar, der vinder den igangværende budkrig om ejerskabet af klubben. 

Det herskende argument - i hvert fald i min egen SoMe-boble - virker lige nu til at være, at det eneste rigtige at gøre ville være at vende klubben og holdet ryggen, hvis Qatar tog over.

Denne dikotomi - enten går du, ellers støtter du Qatar - mener jeg ikke bare er falsk. Jeg mener, at den er farlig.

Emil Rosborg
Journalist og retorikstuderende

Denne dikotomi - enten går du, ellers støtter du Qatar - mener jeg ikke bare er falsk. Den er farlig. For nyligt debatterede jeg dette emne på Twitter, hvor en Newcastle United-fan fortalte mig, at han havde oplevet at blive sat i bås, fordi han fortsatte med at følge klubben efter den saudiske overtagelse.

Denne klassificering af ham som saudi-støtte gjorde, fortalte han, at han til tider ikke har “taget afstand på samme måde”, som han inderst inde godt vidste, at han burde. 

Eksemplet viser, at “boykot-eller-saudi”-dikotomien er kontraproduktiv. I den ellers noble iver for at bekæmpe saudiernes, qatarernes eller emiratiernes sportswashing skaber vi personer, der af nød - og jeg kalder det nød, da selv negative diskursive klassifikationer er svære at bryde ud af - negligerer regimernes udåder. Det tjener sheikernes interesser. 

Pas på sproget 

Hvis vi skal bekæmpe sportswashing, bliver vi nødt til at forstå, hvad formålet med det er, og hvordan det virker. 

Sheikerne køber ikke vores klubber, fordi de isoleret set ønsker at bidrage til sportslig succes. I virkeligheden er de kun interesserede i den accept og hyldest fra den gængse fan, som de håber vil følge med den sportslige succes. 

Og sportswashing virker blandt andet, fordi vi accepterer præmissen om, at man skal klappe i med sin kritik, hvis man stadig støtter det hold, de ejer, eller tuner ind på den sportsbegivenhed, de afholder. 

Men behøver vi at acceptere den præmis?

Man skal næppe lede længe for at finde sportsfans, der på den ene side har elsket deres hold samtidig med, at de mildest talt har været kritisk indstillede over for ejeren og/eller bestyrelsen. 

I øjeblikket elsker millioner af Manchester United-fans klubben og jubler over dens nylige succes samtidig med, at man udtrykker åbenlys afsky over for de nuværende ejere. I dansk kontekst husker jeg fra mine ungdomsår, at indignerede Brøndby-fans protesterede over bestyrelsesformand Per Bjerregaard ved blandt andet at smide æbler i en bunke foran stadion. 

Accepten og hyldesten, som Qatar higer efter, fødes i almindelige samtaler mellem venner, debatindlæg på fanfora og memes på Instagram.

Emil Rosborg
Journalist og retorikstuderende

Selvfølgelig er ondskaben bag Qatars udåder usammenlignelige med den ejeropførsel, som Manchester Uniteds eller Brøndbys fans tidligere har protesteret imod. Selvfølgelig er der forskel på at drive en fodboldklub utilfredsstillende og at deltage i systematisk undertrykkelse af udsatte befolkningsgrupper. 

Men intet sted i dette argument ligger der et bevis for, at det er bydende nødvendigt at gå med på de præmisser - de sprogligt konstruerede “regler” - som giver sportswashingen sin styrke. 

Først når vi indser, at kampen mod sportswashing handler om sprog, kan vi vende den og vinde den.

Giv dem ikke hyldesten

Accepten og hyldesten, som Qatar higer efter, fødes i almindelige samtaler mellem venner, debatindlæg på fanfora og memes på Instagram, som måske/måske ikke kan forstås sarkastiske, men som i alle tilfælde reducerer Qatar-styret til et komisk indslag, som ikke skal tages alvorligt. 

Så hermed min opfordring til mine medfans af både Manchester United såvel som fodbold generelt: Støt bare dit hold, selvom de bliver overtaget af onde regimer. Men gør det i bevidstheden om, at dit sprog har indflydelse på, om sportswashingen bliver en succes. 

Lad være med at takke sheiken, når dit hold skriver kontrakt med en spændende ny angriber. Brug i stedet enhver lejlighed til at informere dine omgivelser om sheikens udåder og gør det klart, at han kun fortjener ringeagt og ikke hyldest. Gør dit for, at de frie værdier genvinder kontrollen over narrativet.