Kommentar af 
Jeppe Højberg Sørensen

Endnu engang er det landsholdet, der må udlægge den tekst, DBU’s ledere burde have forfattet

DBU's ledelse svigter ikke bare Kasper Hjulmand, Simon Kjær og det øvrige landshold, når de lader den store VM-evaluering vente på sig. De løber også fra den strategi, fodboldforbundet selv anlagde i 2014, skriver Jeppe Højberg Sørensen.

VM i Qatar åbenbarede for de fleste fodboldfans - og nok også for DBU - at fodbolden ikke altid er for det gode, skriver Jeppe Højberg Sørensen.
VM i Qatar åbenbarede for de fleste fodboldfans - og nok også for DBU - at fodbolden ikke altid er for det gode, skriver Jeppe Højberg Sørensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jeppe Højberg Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis landstræner Hjulmand og kaptajn Kjær i disse landsholdsdage føler sig en smule forladt af den notorisk fåmælte DBU-top, skal de ikke undskyldes.

Hvad, vi for tiden kan iagttage i medierne, synes nemlig som et sært spejlbillede af den virkelighed, der udspillede sig for efterhånden fire måneder siden i den tumultariske VM-slutrundes indledning.

Endnu engang er det landsholdets sportslige aktører, der må træde frem til mikrofonen og udlægge den tekst, DBU’s ledere burde have forfattet.

Under VM gjaldt det i særdeleshed Fifas forbud mod det regnbuefarvede anførerbind, som Jesper Møller først meldte sig ind i kampen om, da det var for sent. Hvorfor Simon Kjær og resten landsholdsspillerne måtte tage de slag, DBU-formanden eller en anden frontfigur skulle have lagt krop til.

Og nu? Ja, der gælder det den storstilede evaluering af, hvad der gik galt i Qatar. Hvis man da mener, at noget gik galt? Hvorfor kom man i sportsligt uføre? Var valget af den kritiske dialog som værktøj rigtig i arbejdet for at skabe rettigheder for stadionbyggeriernes slaveansatte.

Kasper Hjulmand gav sit svævende svar på primært det fodboldmæssige spørgsmål i et større interview bragt i Politiken 9. marts. Med vanlig verbal flagren skød han i de fleste retninger – blandt andet fik de såkaldte ”internettets trolde” en bredside (læs: kritikere) – men tilbage stod klarest, at Hjulmand ikke var tilfreds med, hvordan DBU havde håndteret sagen om anførerbindet.

Tilfældet er bare i sportens verden anno 2023, at grænsen til politikken kun bliver mere og mere stiplet – som allerbedst illustreret ved VM i Qatar

Jeppe Højberg Sørensen

Spillerne skal ikke sættes i interviewsituationer, hvor de skal forholde sig til politiske spørgsmål som eksempelvis de Qatar-relaterede, kunne man forstå, at Hjulmand og det øvrige DBU var kommet frem til efter slutrunden. Hvor mange procenter virakken præcist havde kostet, kunne han naturligvis ikke svare på. Men helt billig havde den vist ikke været.

Forleden befandt Simon Kjær sig ikke langt fra den vurdering: ”Jeg tror, vi skulle have gjort tingene anderledes. Vi skulle have haft mere fokus på fodbolden,” berettede Simon Kjær ligeledes til Politiken, før han indskød et par ”men’er”:

”Men på den anden side er vi som danskere også åbne og indstillet på at have en dialog om større ting. Vi ytrer os. Så det var også vigtigt, at vi var os selv. Men det er et svært spørgsmål. For jeg er ikke helt sikker på, hvad der havde været rigtigt eller forkert.”

At Simon Kjær ikke ved, hvilket ben han skal stå på, er ikke underligt. Kun sporadisk og i enkeltinterviews har ledelsen i DBU markeret sig efter VMs afslutning, og en egentlig evaluering har man stadig ikke tilbudt offentligheden. Fodbolddirektør Peter Møller har i en artikel på bold.dk udtalt noget, der slægter Hjuland og Kjær på. Altså: fodbolden i sigtekornet fremover.

Direktør Jakob Jensen, der i øvrigt forlader posten til fordel for en rolle som departementschef for Børne- og Undervisningsministeriet senest 1. juni, har udbredt sig endnu mere pletvist.

Og så er der Jesper Møller. Han fortalte til DBU's repræsentantskabsmøde i starten af marts, at han var tilfreds med, at man havde fulgt sin strategi om at føre kritisk dialog og ikke at boykotte.

Men årsagen til tilfredsheden var som sådan ikke, at man nødvendigvis mente, at strategien var den rigtige set her på bagkant. Den skal nemlig først evalueres i DBU's bestyrelse senere på foråret, fortalte Møller.

Nu kan man selvfølgelig hævde, at spørgsmålet om spillernes koncentration eller mangel på samme grundet diskussioner om OneLove-armbindet og det qatarske samfunds urimeligheder først og fremmest er et sportsligt anliggende, hvorfor det intet skader, at Jesper Møller og bestyrelsen venter med sin udlægning af affærerne.

Men tilfældet er bare i sportens verden anno 2023, at grænsen til politikken kun bliver mere og mere stiplet – som allerbedst illustreret ved VM i Qatar – hvilket i praksis betyder, at det igen er blevet den sportslige afdeling, der må tage det kommunikative ansvar for DBU's generelle gøren og laden.

Kerer vi os mindre om den mulige effekt på herrelandsholdets resultater, så skal DBU-ledelsens træghed her i månederne efter VM – og egentlig også udmeldingerne fra Hjulmand, Kjær og Møller – ses som et brud på det kursskifte, der blev foretaget i organisationen i 2014.

Ligesom tilfældet har været i utallige virksomhed med en skinnende CSR-politik, så har den brutale realitet nu ramt DBU

Jeppe Højberg Sørensen

Det er velsagtens mere alvorligt.

Siden daværende direktør Claus Bretton-Meyer i 2014 præsenterede strategien ”En del af noget større” med tilhørende bemærkninger om et utydeligt billede af DBU, har organisationen ikke lagt en dæmper på sig selv, når det er kommet til at omtale egne positive samfundsbidrag.

Om det så har handlet om integrationsprojekter, fodboldens sundhedsfremme, eller senest hvordan man, i hvert fald på papiret, var med til at skubbe arbejdsmarkedsreformer ind på emirens kontor i Qatar.

Logikken i 2014 og i de senere år har selvfølgelig været den samme som i alskens organisationer. I dette årtusinde er legitimiteten er ikke givet, fordi man gør det, man er bedst til. I DBU's tilfælde: At få folk til at spille fodbold. Der skal mere til. Man skal kunne bevise, man skaber værdi.

Dermed ikke sagt, at DBU's ledere ikke har ment og troet på, at man har tilvejebragt samfundsmæssige gevinster (hvilken man selvfølgelig også har), men ligesom tilfældet har været i utallige virksomhed med en skinnende CSR-politik, så har den brutale realitet nu ramt DBU.

VM i Qatar åbenbarede for de fleste fodboldfans - og nok også for DBU - at fodbolden ikke altid er for det gode. Der døde mennesker, fordi der skulle spilles fodbold. En autoritær leder står stærkere nu, fordi der skulle spilles fodbold.

Det er noget sværere at skrive den slags i en lang rapport eller i et debatindlæg, men det er ikke desto mindre nødvendigt. Særligt når ens egen strategi ikke viste sig tilstrækkelig.

DBU startede selv med at anråbe verden. Nu kalder den igen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Højberg Sørensen

Redaktør, Altinget Idræt
kandidat i politisk kommunikation

Kasper Hjulmand

Landstræner, Danmarks herrelandshold i fodbold
UEFA Pro-træner

Simon Kjær

Anfører, Danmarks fodboldlandshold

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024