Mette Frederiksen har kørt sine loyale støttepartier ud på et sidespor: "De kan højst råbe og tiltrække sure socialdemokrater"

Ida Auken (S) begyndte at strikke, da hun for to år siden forsøgte at komme til hægterne efter et alvorlig forløb med stress.

"Det gjorde, at jeg pludselig følte, at jeg kunne finde ud af et eller andet igen efter at have været helt nede at ligge".

Ved siden af hende sidder SF’s formand Pia Olsen Dyhr. Det er ikke kun i dag, hun har strikketøjet med sig. Sådan er det også, når hun forhandler med Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet.

"Det har også været med til møder om Ukraine og alt muligt andet," siger hun.

Vi er i garnbutikken Woolstock på Østerbro i København. Skuespillerne og kvinderne bag podcasten 'Mens vi strikker', Ditte Hansen og Christiane Gjellerup Koch, har inviteret til strik og debat:

"Hvordan strikker vi fremtiden sammen i rød blok," lyder det i et opslag på Instagram.

Der er stuvende fuldt, så tilhørerne må klemme sig sammen i vindueskarmene for at få en siddeplads.

Herfra kan de se dagens panel, der også består af Samira Nawa fra Radikale og Rosa Lund fra Enhedslisten.

Selvom Mette Frederiksen startede sin valgkamp med at kaste en rød klud direkte i ansigtet på sine støttepartier med meldingen om, at hun nu går til valg på en regering med de borgerlige partier i stedet for at blive i den nuværende røde blok, var der både plads til personlige historier og hyggelige anekdoter, da fire af de største profiler fra det nuværende flertal tirsdag skulle forsøge at finde ud af, om der er en vej frem for centrum-venstre, der er i opbrud efter tre år ved magten.

Undervejs i debatten måtte Ida Auken godt nok - igen og igen og igen - forsvare sig og forklare sig overfor de strikkende tilhørere og hendes røde kolleger.

Men på en måde var det som om, at angrebene fra Rosa Lund og Pia Olsen Dyhr havde noget rituelt og halvhjertet over sig. Blandt regeringens røde støttepartier er der nemlig bred enighed om, at projektet mest af alt er et strategisk luftkastel, der aldrig bliver til noget i virkelighedens verden.

Men det virker også som om, at der trives en slags rød magtesløshed: For hvad kan partierne egentlig stille op?

Eller som Rune Stubager, valgforsker på Aarhus Universitet, siger det, da Altinget ringer til ham dagen efter debatten:

"De er jo fangede. De kan ikke gå andre steder hen. De kan højst råbe og dermed tiltrække så mange sure socialdemokrater, at det kan komme til at se grimt ud. Men det er jo ikke den vej, det går i meningsmålingerne," siger han.

I Altingets seneste snit af målinger går Socialdemokratiet frem, mens Enhedslisten og SF står i stampe.

Nej tak til Socialdemokratiet

Rune Stubagers pointe bliver personificeret af Silje Herskind, der sidder i vindueskarmen og strikker, mens hun lytter til politikerne.

Hun er 18 år, førstegangsvælger og elev på Tårnby Gymnasium i København.

Sammen med et par veninder er hun taget til Østerbro for at søge svar på, hvor krydset skal sættes 1. november.

Hun kan hverken forlige sig med Socialdemokratiet eller tanken om en regering over midten. Alligevel stemmer hun med stor sandsynlighed på et parti, der peger på Mette Frederiksen som statsminister.

"Jeg har en idé om, hvad jeg skal stemme, men jeg er stadig påvirkelig. Vi er ovre i noget rødt, og jeg overvejer især Enhedslisten og Frie Grønne. Måske SF," siger hun til Altinget få minutter inden debatten går i gang.

Hvad med Socialdemokratiet?

"Det der med en regering over midten, det er jeg ikke sikker på er en god idé. Jeg er nok ikke helt klar til at gå på kompromis med mine holdninger til klima og unges mistrivsel," siger hun.

Noget tyder på, at Rosa Lund kender sit publikum.

Da hun får ordet, ligger hun strikketøjet til side og kalder en regering over midten for "et af vores største skrækscenarier i Enhedslisten".

"Vi tager gerne opgaven på os med at skubbe Socialdemokratiet fremad på klimaet. Men det er nemmere, hvis der ikke sidder en Jakob Ellemann-Jensen ved siden af og siger: ‘Nej, Enhedslisten skal vi ikke have noget at gøre med’".

Alligevel indrømmer hun blankt, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister. Hvad skulle hun ellers sige, fristes man til at tænke?

Vi skal have de blå ind i folden

Pia Olsen Dyhr er på linje med Rosa Lund, selvom hun er et skridt tættere på Mette Frederiksen både politisk, personligt og strategisk.

"Jeg bliver bekymret, når jeg hører Søren Pape Poulsen sige, at han vil afskaffe minimumsnormeringerne og når Jakob Ellemann-Jensen siger, at privatisering er vejen frem for vores sundhedsvæsen. Det er sådan noget, der gør, at jeg har meget svært ved at se den der regering for mig. De har i øvrigt også afvist det, så jeg tror heller ikke, det kommer til at ske".

Ida Auken, der er castet som Socialdemokratiets nye store stemmesluger i hovedstaden, har både en fortid i SF og Radikale. Alligevel er hun er enig med sin chef i, at "det grønne flertal" får mest ud af at gå i regering med Venstre og Konservative.

"Jeg har ikke tænkt mig at gå på kompromis om indholdet på klimapolitikken. Men det skal være bredt forankret, så det ikke kan rykkes baglæns. Derfor skal vi hele tiden have de blå ind i folden, selvom de er uambitiøse," siger hun og fortsætter:

"Jeg elsker det grønne flertal, men vi er et helt land, der skal strikkes sammen hen over midten".

Samira Nawa peger også på Mette Frederiksen som statsminister, selvom hendes partiledelse lige har truet hende med det mistillidsvotum, der udløste valget. Mette Frederiksens bastante afvisning af en SR-regering har heller ikke fået partiet til at genoverveje situationen, om end relationen sjældent har været dårligere de to partier imellem.

S er i gang med at gentage 2019

Har man fulgt dansk politik de senest tre år, kan man godt forstå, hvis SF og Enhedslisten er forbitrede over den måde, de bliver behandlet på af Mette Frederiksen.

Modsat Radikale har de nemlig – med ganske få undtagelser – ageret som ekstremt loyale støttepartier. 

I dag er det Radikale, der har overtaget rollen som partiet, der kritiserer og truer med at vælte regeringen i tide og utide. Senest i forbindelse med diskussionen om et dansk asylcenter i Rwanda.

Når alt kommer til alt, er det dog ikke ubetinget dårligt for SF og Enhedslisten, at Mette Frederiksen melder ud, som hun gør, lyder det fra Rune Stubager.

I hvert fald, hvis Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen holder fast og siger blankt nej til en regering over midten. I så fald kan det ende med, at Mette Frederiksen vender tilbage til SF, Enhedslisten og måske Radikale med en valgsejr i trofæskabet.

"Der er jo en klar parallel til sidste valg, hvor Socialdemokratiet trak mange borgerlige vælgere over midten ved at gå et skridt til højre på udlændingepolitikken. Nu ser det ud til, at de er ved at gøre noget af det samme med den her melding om en regering over midten. Men også med de seneste meldinger om skattelettelser, der jo også appellerer til borgerlige vælgere," siger han.

Og hvis der skulle være et par sure socialdemokrater, der får nok, kan de jo bare stemme på Pia Olsen Dyhr, Samira Nawa eller Rosa Lund i stedet, lyder valgforskerens logik.

Et dårligt projekt

Pia Olsen Dyhr mener ikke, at hun er blevet gjort magtesløs, som Rune Stubager hævder. Eller at Mette Frederiksens strategi er vejen frem for det røde flertal for den sags skyld.

"Hvis man vil have Mette Frederiksen tilbage i centrum-venstre, så handler det om at gøre os så stærke, at hun ikke kan slippe fra os," siger hun.

Meldingen er den samme fra Rosa Lund:

"Venstrefløjen går frem i målingerne, når vi laver store aftaler på klima og velfærd. Lige nu er der dødt løb mellem blokkene, og det må være et signal til Mette Frederiksen om, at hendes midterprojekt er et dårligt projekt".

Silje Herskind fra Tårnby Gymnasium har heller ikke ændret synspunkt på baggrund af debatten:

"Jeg tror ikke, det ville være godt for klimaet, hvis det bliver en regering med de blå," siger hun.

Til gengæld virker det som om, at der er blevet plantet et frø hos hendes veninde Frida Moestrup Jensen, der også skal stemme for første gang 1. november:

"Jeg er jo uenig med de blå partier i deres flygtningepolitik og i værdipolitikken i det hele taget. Men jeg synes lidt, vi står i en undtagelsestilstand. Jeg er rigtig bange for det, vi har set med valgene i Sverige og i Italien for nyligt. At de hele bliver mere og mere polariseret, og derfor synes jeg, at det er en rar tanke, at så mange som muligt er repræsenteret i regeringen".