Et år med Donald Trumps pral og klynk

For et år siden vidste vi en del om Trump, men intet om, hvordan han ville blive som præsident.

Nogle mente, han ville forandre sig, blive normaliseret og droppe Twitter, når først han indtog Det Hvide Hus. Andre tvivlede og troede mere på konstant kaos. De sidste fik ret.

Den nat, han blev valgt, var jeg ude for at drikke nogle øl med kolleger og venner i Lissabon. Jeg var taget til tech-konferencen Web Summit i sikker forvisning om, at det amerikanske præsidentvalg ikke ville byde på overraskelser.

Klokken var langt over midnat – og tørsten grundigt slukket – inden jeg opdagede, hvad der var ved at ske. Jeg ringede hjem til Politiken, hvor jeg var ansat, og endte med at sidde det meste af natten og skrive et langt portræt af den ensomme cowboy, der havde erobret USA og skulle styre verden. Det var vanvittigt.

Når jeg læser artiklen igen, kan jeg mærke den forbløffelse, som sad i min let berusede krop, mens jeg skrev den. Med Trumps sejr blev det normale aflyst, og alt skulle forstås forfra. Den proces er fortsat i gang.

Og hvis vi et øjeblik skulle glemme, hvor voldsomt det er, så sørger Donald Trump med en strid strøm af tweets for at minde os om det hver eneste dag. 

Det ligner en katastrofe – både taktisk og i substansen. Ganske vist buldrer den amerikanske økonomi derudad, men på de fleste klassiske parametre er den amerikanske regering – og det amerikanske demokrati – i dyb krise.

Men spørgsmålet er, om Trump bliver straffet for det af vælgerne? 

Mød to af arkitekterne bag Trump
I dag er jeg tilbage i Lissabon til endnu en udgave af Web Summit.

Store dele af konferencen er gået med at diskutere, hvordan tech-firmaer kan tage mere ansvar for demokratiet.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, høstede stormende bifald, da hun på førstedagen rettede et meget skarpt angreb mod de store amerikanske tech-giganter.

"Vi er nødt til at tage vores demokrati tilbage og forny det. Vi kan ikke overlade det til Facebook, Snapchat eller andre. For vores samfund handler om mennesker og ikke teknologi," sagde hun.

Blandt talerne var også to af de mennesker, som var med til at omskrive den politiske verdenshistorie. To af arkitekterne bag den politiske revolution i USA.

Katie Walsh var ansat i partiorganisationen og i Det Hvide Hus i de første måneder af Trumps præsidentperiode. Nu leder hun en pro-Trump-tænketank. Brad Parscale var chef for den digitale del af Trumps valgkamp.

Hvad havde de så at sige? Stort set ingenting.

Giv tre grunde til, at Trump vandt, lød første spørgsmål.

"Første grund var, at Trump havde en unik energi i sit budskab. Anden grund var, at han forstod vælgerne. Tredje grund var Barack Obama og den politik, han havde ført i otte år," lød svaret.

Brad Parscale havde ikke meget at tilføje. Trump er god, fordi han bekymrer sig om sit land, og almindelige mennesker forstår ham, lød budskabet.

Man ventede forgæves på deres analyse af, hvordan Trump skal få gennemført noget politik, eller hvad man egentlig skal forvente af ham.

Klynk og pral på samme tid
Det mest bemærkelsesværdige var, at de klynkede på præsidentens vegne. Brad Parscale slog på, hvor stort et offer det er for Trump at være præsident – han må ofte sidde i fly på lange rejser og har i det hele taget et ensomt arbejde.

Det er en fortælling, der passer godt ind i Trumps egen kommunikation, hvor han stadig, selvom han er leder af verdens mest magtfulde land, er et offer for en konspiration, der omfatter medierne, domstolene, politiske modstandere og ganske ofte også centrale dele af hans egen regering.

På den måde er Trump et år efter sin valgsejr fortsat i opposition. Det er ikke så overraskende. Han blev valgt på en populistisk og unuanceret systemkritik, og den er stadig hans bedste våben. Dømt på de seneste ugers Twitter-aktivitet skulle man næsten tro, Hillary Clinton var præsident i USA, for jo mere kritik, der rettes mod Donald Trump, jo mere skruer han op for angrebene på sin detroniserede modstander.

Det er effektivt, men det er også i det paradoksale skisma mellem klynk og pral, at Trumps svaghed ligger. Jo længere han har været præsident, jo mere får han behov for at vise resultater og prale med dem. Kan man så samtidig dyrke offerrollen og skyde løs på medier, domstole og embedsmænd?

Almindelig visdom siger nej. Det er derfor, populistiske partier mange steder tøver med at tage regeringsansvaret på sig. Og derfor de ofte mister opbakning, hvis de alligevel tager ansvaret på sig.

Kan Trump blive genvalgt?
Men Katie Walsh og Brad Parscale virkede begge ret sikre på, at Trump vil blive genvalgt i 2020.

"Der er masser af støj, men når folk skal stemme næste gang, er det afgørende for vælgerne, om de har fået mere i lønningsposen og om de kan betale deres børns uddannelse", sagde Brad Parscale.

Katie Walsh pegede på, at Demokraterne ikke er i nærheden af at have en overbevisende udfordrer.

"Folk vil stenme for noget – ikke imod noget. Medianalderen blandt Demokraterne i Kongressen er 71. For republikanerne er den 51.  Demokraterne har ingen folk, der som Barack Obama begejstrer deres eget bagland," sagde hun.

Trump, der i øvrigt selv er 71, er historisk upopulær blandt amerikanske vælgere. Det ser ud til, at de politiske naturlove også gælder for ham. Men sikker kan man ikke være. For med Trump er det normale aflyst. Eller, som der stod i den artikel, jeg for et siden skrev en sen nat opå et pensionat i Lissabon:

"Donald Trumps valgsejr er et skridt ind i en ny politisk æra, hvor mange vedtagne sandheder skal forkastes."