EU-politikere yderst til højre styrer på Facebook

Det er EU-parlamentarikerne fra det yderste højre, der dominerer den offentlige debat på Facebook, mens traditionelle midterpartier halter langt efter i kampen om at engagere brugerne, viser ny undersøgelse. Det gælder også i Danmark.

Dansk Folkepartis Anders Vistisen er den danske EU-parlamentariker, der klarer sig bedst på Facebook.
Dansk Folkepartis Anders Vistisen er den danske EU-parlamentariker, der klarer sig bedst på Facebook.Foto: Europa-Parlamentet
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: I en analyse af mere end 572 millioner interaktioner genereret af de EU-politikere, der har haft deres gang i Europa-Parlamentet siden valget i 2019, er det partierne yderst til højre og løsgængere med samme dagsorden, der løber med likes, delinger og kommentarer.

Det viser en ny undersøgelse udført af analysevirksomheden Common Consultancy i Danmark, der følger politikeres adfærd på det sociale medie.

”Det viser, at det nationalistiske og yderste højre dominerer den politiske samtale på Facebook på tværs af Europa. Og det gør de med kritik af støtten til Ukraine, med modstand mod den grønne omstilling og med en hård kritik af EU. De her partier er lige nu ved at vinde den digitale valgkamp på Facebook ret så eftertrykkeligt,” siger partner i Common Consultancy Eske Vinther-Jensen.

Han kalder det ”et bekymrende billede” af, hvordan Europas politiske midte kæmper med at få ørenlyd for sine synspunkter.

Vi ved, at klarer man sig godt på Facebook, får man flere interaktioner, og så får man flere vælgere. Hvis det ikke var sådan, så ville politiske partier heller ikke bruge så mange penge på annoncering på de sociale medier.

Eske Vinther- Jensen
Partner, Common Consultancy

”De er ikke i stand til at engagere eller begejstre vælgerne digitalt i samme omfang. Og de er ved at tabe en række dagsordener, som fra vores perspektiv er afgørende for Europas fremtid og i øvrigt også for det kommende europaparlamentsvalg,” siger Eske Vinther-Jensen.

Han advarer mod at underspille betydningen. Han konstaterer, at seks ud af ti danskere dagligt er på Facebook, og at det også på europæisk plan stadig er den altdominerende platform.

”Vi ved, at klarer man sig godt på Facebook, får man flere interaktioner, og så får man flere vælgere. Hvis det ikke var sådan, så ville politiske partier heller ikke bruge så mange penge på annoncering på de sociale medier,” siger han.

Ser man på, hvem der er bedst til at få folk til at reagere på deres indhold, er det løsgængerne i Parlamentet, der har størst gennemslagskraft. Det er en broget skare, hvor man blandt andre finder ungarske Viktor Orbáns Fidesz-parti og flere andre højreprofiler.

0:000:00