ExitCirklen: Glem ikke kvinderne og børnene

Af Khaterah Parwani
Næstformand og juridisk rådgiver i ExitCirklen

Hun vælter rundt i en fart i lejligheden, mens børnene skriger og græder i baggrunden. Hun pakker de mest nødvendige ting ned, samtidig med at hun forsøger at berolige sønnen, som bemærker uroen og græder ustandseligt. ”Det skal nok gå”, gentager hun igen og igen.

Hun griber telefonen, mens hun vipper frem og tilbage og ringer 33663366. ”Hvem skal du tale med?”, spørger telefonen, og hun svarer: ”Jeg ved det ikke... ”. Hun knalder på igen. Trækker vejret og griber telefonen igen. Hun bliver omstillet til forskellige afdelinger, men ingen kan hjælpe hende. Han græder fortsat i baggrunden.

Hun sætter sig på hug og bryder sammen i gråd. Han bliver stille, mens hendes gråd støder mod alle vægge i hjemmet. Til sidst griber hun telefonen og finder nogle krisecentre i Jylland og spørger om de har plads. Den ene har. Hun tøver og rokker frem og tilbage. Skal hun forlade sit andet barn, som befinder sig hos hendes eksmand? Hendes søn, som har vendt hende ryggen og skammer sig over sin fraskilte mors oprørske opførsel.

Mens vi har en livlig debat om radikalisering og designer tiltag, så glemmer vi helt kvinderne og børnene. Ovenstående er en fiktiv illustration, som er baseret på virkelige hændelser, for at præsentere et scenarie, som ikke er ukendt. En kvinde, som forlader et liv, sit ældste barn, sit hjem og sin by. Hun forlader alt, fordi hendes sikkerhed ikke længere kan garanteres.

Hun er skilt, og selvom hendes juridiske rettigheder er utvivlsomt gældende, så har de bare ingen slagkraft i hendes verden. Hun er nemlig mor, og der er hård modstand fra hendes eksmand, hendes egen søn og de få mennesker, hun har knyttet relation til, siden hun mødte sin mand. Nu tager hun tvungen afsked til hendes ældste søn og ved ikke, hvornår hun kan komme til at se ham igen.

Øget kendskab
I mit arbejde oplever jeg desværre ofte, at vi har to udfordringer foran os, når det kommer til kvinder og børn. For det første er der en alvorlig mangel på kendskab til rettigheder, og hvor man skal gå hen for at få hjælp. Især blandt de unge piger og kvinder. Det er et alvorligt problem, fordi det forsinker eller forhindrer helt forandringer.

Det er ikke en gruppe ”søstre”, som fastholder hende, men hendes allernærmeste. 

Khaterah Parwani
Næstformand og juridisk rådgiver i ExitCirklen

Forestil dig et ægtepar, som viderearver gennem opdragelsen en radikaliseret tilgang til livet. Jo mere forsinket hendes forandring bliver, jo flere bliver ”smittet”. Når hun ikke aner præcis, at vi har en række tiltag på kommunalt plan og en lovgivning, som vil beskytte hende og hendes børn, så bliver hun i ægteskabet på grund af uvished og angst.

Den næste udfordring er det kommunale system, som desværre endnu ikke er gearet til at løfte opgaven.

Vi tilskynder kvinderne til at forlade den alvorlige religiøse kontrol, men vi skal også være synlige og egnede til at tage imod kvinderne. Det skal ikke være så hamrende besværligt at opsøge hjælp eller at få den, når man står i en situation, hvor hvert minut tæller. Det burde ikke være nødvendigt, at jeg skal løfte telefonen og forklare kommunale tiltag, hvorfor denne sag tilhører bunken over de borgere, som forsøger at forlade radikaliserede miljøer. Omgående.

Der skal mere fokus på hjælp til kvinder, fordi deres tilknytning til radikaliserede miljøer ofte er relationsbetinget. Hun tiltrækkes eller fastholdes ofte, fordi relationen til en partner eller familie er altafgørende for hende. I kraft af sin rolle nedarver/overfører hun så samme livsanskuelse til hendes børn gennem hendes opdragelse.

I det ovenstående eksempel er det desværre for sent, når det kommer til hendes ældste søn.

Til gengæld er der stort håb for den yngste. Både det forebyggende arbejde og afradikaliseringstiltagene skal derfor omtænkes, når det kommer til kvinder og børn. Her står relationsarbejdet højt uanset hvilket stadie, fordi hendes tilknytning til relationerne ikke bare er noget, man kan bryde. Det er ikke en gruppe ”søstre”, som fastholder hende, men hendes allernærmeste.

Det er vigtigt, at vi sørger for at oplyse bedre om de forskellige tiltag der findes. Indtil da er det vigtigt, at især de kanaler, som bliver først benyttet i akutte tilfælde, er i stand til at viderehenvise eller i stand til at yde øjeblikkelig hjælp.