Facebook åbner indsamlingsknap for en stribe ngo'er: Alligevel får man kritik fra lille forening

INDSAMLING: Medlemmer af Isobro får snart mulighed for igen at samle ind via Facebook. Broen Danmark kritiserer, at man skal være med i brancheforening for at bruge Facebooks indsamlingsknap.

Foto: Colourbox
Rasmus Dahl Løppenthin

En lang række foreninger får atter mulighed for at samle ind via Facebook.

Det skyldes en ny aftale mellem verdens største sociale medie og indsamlingsorganisationernes brancheforening, Isobro.

"Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at lande en løsning. Jeg kan forstå, at der blandt ngo'erne har været en stor interesse for at bevare denne her mulighed for at samle ind," siger Martin Ruby, der er politisk chef for Facebook i Norden.

Facebook har haft lukket sin indsamlingsfunktion i Danmark siden starten af 2019.

Det virker lidt, som om man laver en lukket klub.

Henrik Nørgaard
Foreningskonsulent, Broen Danmark

Christiansborg har ønsket at bekæmpe illegale indsamlinger på sociale medier. Derfor har man strammet lovgivningen, så platforme som Facebook nu er ansvarlig for, at brugernes indsamlinger er tilmeldt Indsamlingsnævnet.

Det så Facebook sig imidlertid ikke i stand til, så man fjernede indsamlingsknappen for danske brugere.

Sideløbende har man ført en dialog med Isobro for at sikre, at en række civile aktører alligevel kan bevare en voksende indtægtskilde.

Efter en tur i det juridiske maskinrum har man landet en konstruktion, så medlemmer af Isobro får åbnet sin indsamlingsfunktion på Facebook inden for de kommende uger.

"Vi har lavet den aftale, at vi sender en liste til Facebook med organisationer, som vi garanterer for lever op til gældende lovgivning. Og de vil så fremover få mulighed for at samle ind via Facebooks fundraisingværktøj," siger Mette Grovermann, der er sekretariatschef i Isobro.

Vil ikke hvidvaske lyssky foreninger
Skulle der alligevel opstå en sag, hvor Facebook bliver pålagt en bøde, påtager Isobro sig ansvar for, at den bliver betalt.

Isobro vil herefter lave separate aftaler med sine medlemmer, så man kan sende bøden videre til den forening, som har brudt indsamlingsloven på Facebook.

Mette Grovermann understreger samtidig, at man stiller krav til de medlemmer, der har tænkt sig at gøre brug af aftalen.

"Vi ønsker ikke at hvidvaske aktiviteter, så det er ikke nok, at man melder sig ind. Man skal også leve op til principper om transparens og eksempelvis lægge sit seneste regnskab frem på hjemmesiden," siger hun.

Aftalen møder kritik
Selvom langt over 100 ngo'er nu har udsigt til at atter at kunne bruge Facebooks indsamlingsværktøj, er det ikke alle, der er lige begejstrede.

"Det virker lidt, som om man laver en lukket klub," siger foreningskonsulent i Broen Danmark, Henrik Nørgaard.

Han fortæller, at Broen Danmark nu er i gang med at blive medlem af Isobro, selvom man ikke ser sig selv som en decideret indsamlingsorganisation.

"Det pålægger os en udgift til et medlemskab, som vi ikke har haft før. Og en lille forening som os skal altid overveje, hvad vi bruger vores penge på. For de penge, vi bruger at blive medlem i en brancheforening, kan vi så ikke bruge på de børn, som vi primært er her for."

Henrik Nørgaard fortæller samtidig, at Broen Danmark i forvejen har en licens fra Indsamlingsnævnet og er godkendt som almennyttig forening af Skattestyrelsen.

"For os at se burde det være tilstrækkeligt til, at vi også kunne lave indsamlinger via Facebook. Det kan virke ekskluderende, at man siger, man så oven i det skal være medlem af Isobro," siger han.

Isobro mener ikke, at der er noget ekskluderende i den aftale, man har indgået.

"Hvis vi skal garantere over for Facebook, at en forening overholder indsamlingsloven og derudover er transparent, så skal det være et medlem. Det ville være helt naturstridigt, at vi skulle garantere etikken hos en forening, vi ikke kender," siger Mette Grovermann.

Martin Ruby fra Facebook understreger, at han gerne så, at alle foreninger kunne bruge værktøjet. Det er bare ikke muligt, efter den nye lovgivning trådte i kraft 1. februar, mener han.

"Når vi har været nødt til at lave et kompromis herhjemme, så handler det om, at Danmark nu har fået nogle regler på området, som ikke muliggør den samme frie og åbne adgang til vores indsamlingsværktøjer, som vi tilbyder i andre lande. I den situation har vi så fundet en alternativ løsning sammen med Isobro," lyder det fra Martin Ruby.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Ruby

Politisk chef for Facebook i Norden og Benelux
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2000)

Mette Grovermann

Personlig Assistent for Søren Ravn Jensen, Julemærkefonden
markedsføringøkonomi (Niels Brock), ba. in business administration (De Montford University, Storbritannien), master i tværmedial kommunikation (Københavns Uni.)

0:000:00