Fl. Chr. Nielsen: Desintegrationens sproglige nervegas

KOMMENTAR: Hvordan kan integration blive vellykket, hvis en integrationsminister ser det som sin opgave at desintegrere? En integrationsminister, der splitter, bør rettere udnævnes til øverste chef i et desintegrations-ministerium, mener Fl. Chr. Nielsen.

Hvad er en integrationsministers opgave? Ja, den er formuleret i titlen på embedet. En integrationsminister har til opgave at integrere, hvilket ifølge ordbogen betyder at ”optage eller indsluse som en mere eller mindre tilpasset eller selvstændig del af helheden.”

Eller sagt på jævnere dansk skal en integrationsminister arbejde for, at vi med rimelighed kan omgås hinanden, hvad enten vi er indfødte eller indvandrere.

En integrationsminister skal ikke stille hindringer i vejen. Og slet ikke skrive på en ministeriel opslagstavle, hvor mange stramninger på udlændingeområdet regeringen har gennemført.

I dag til morgen er vi på 71 stramninger – et ildevarslende tal, der næres af fantasier om 100, 200, 300 …

Og for længst et tal, der kan skræmme enhver. Endda på helt uventede måder, som da jeg forleden spurgte en ikkevestligt udseende herre om vej til et bestemt bibliotek på Amager. Dybt forpint så han på mig, hvorefter han stak i rend og forsvandt hen ad Njalsgade.

Selvfølgelig kender jeg ikke den egentlige grund til hans hastige forsvinden. Der kan være så mange årsager, men da han bar briller og havde et par tykke bøger under armen, og vi befandt os i nærheden af et universitet, slog det mig, at han nok ikke turde give mig den smule gratis vejledning af frygt for at blive idømt en bøde og måske få sin opholdstilladelse inddraget.

For jeg har læst om højlærde udlændinge, der straffes, fordi de formaster sig til at holde foredrag om deres forskning uden at have bedt om tilladelse hos integrationsministeren.

Sådan kan den manglende integration gå hen og blive et problem også for den, der ikke engang vil have et foredrag, men bare et vink om en nærliggende adresse.

I hvert fald, når en integrationsminister har foranlediget, at stemningen i vort land er blevet akavet og nervegas-forgiftet. For blot få år siden ville mit forhold til u-vestligt udseende medmennesker ikke være inficeret af den slags regler. Aldrig ville en så forrykt mistanke kunne opstå. Integrationsministeriet har smuglet den ind i mit sind.

Men det statslige sprog har mange bizarre omveje, og rettelig burde integrationsministeriet hedde des-integrationsministeriet. For det integrerer ikke. Det splitter og udsluser. Det sønderdeler og des-integrerer.

En indvandret familie, der havde krav på en bestemt offentlig ydelse, blev af ministeriets øverste chef omtalt som ”grisk.”

Så des-integrerende optrådte integrationsministeren, at ministeren engang i Frederikshavn greb til den usandhed, at ministerens nære venner ikke måtte lægge hamburgerryg på deres datters madpakke i en bestemt aalborgensisk børnehave.

Ministeren havde ”aldrig kendt mage,” da ministeren for nylig i Mjølnerparken observerede et ”Rygning forbudt”-skilt skrevet på arabisk.

Ministeren overfusede et par ikke-vestligt udseende knægte på Nørrebro, fordi de som ministeren selv befandt sig på gaden en højlys sommerdag frem for at sidde og studere bag mørklægnings-gardiner.

Eksempler på desintegrationens fremme er så mange, at de nærmest overtrumfer Ny-sproget i George Orwells roman ’1984.’ I Ny-sprog er den politiske ’frihed’ som bekendt afskaffet. Frihed er i den henseende og akkurat som i partiet Venstre, Danmarks Liberale Parti, blevet et kættersk ord, og ordet ’fri’ kan kun anvendes i forbindelse med udtryk som ’denne hund er fri for lopper’ eller ’denne mark er fri for ukrudt.’

Eller oversat til desintegrations-ministeriets forjættende målsætning: ”Dette land er fri for udlændinge.”

Lykkeligvis står det endnu ikke så makabert til i andre ministerier. Som indfødte danskere bør vi altså takke for, at desintegrations-ministeriets uhygge kun sporadisk rammer os, men alligevel kan give anledning til uventet selvransagelse bare ved så simpel en handling som at spørge en fremmed om vej til et bibliotek.

Men hvad nu, hvis desintegrations-ministeriets Ny-sprog breder sig til andre ministerier?

Da vil vi en dag opleve, at kirkeministeren kun kan sit Fadervor, at udenrigsministeren dagligt erklærer krig mod fremmede magter, at kulturministeren er funktionel analfabet, at sundhedsministeren ikke omgås andre end naturlæger og healere, at boligministeren vil nedrive alle huse, der koster under fem millioner, og at – nå ja, at ældreministeren vil have de gamle aflivet.

Så endnu engang: Tak for, at det indtil videre og i store træk kun er integrationsministeriet, der ikke magter den lektie, som er defineret med ordet integration.

Frem for de pr. dags dato 71 stramninger på udlændingeområdet burde der på ministeriets opslagstavle stå, at foreløbig ”har regeringen gennemført 41.785 integrationer på udlændingeområdet.”

Sådan en jubelkurve, der bare vokser og vokser, var i sandhed værd at fejre.

-------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Sigrid Friis: Samfundet efterspørger innovation, men straffer os for at eksperimentere Sigrid Friis: Samfundet efterspørger innovation, men straffer os for at eksperimentere Næste artikel Elberth: Politikerne har ikke forstået Cambridge Analytica-skandalen Elberth: Politikerne har ikke forstået Cambridge Analytica-skandalen
Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

AKTIVERING: Et år efter at have været i revalidering er næsten halvdelen i job eller under uddannelse. Så det er en kortsigtet prioritering, når kommunerne fravælger revalidering for at spare penge, lyder kritikken på baggrund af ny analyse.