Flemming Chr. Nielsen: Fjernsynet lytter med, når du skændes med din ægtefælle

For nogle uger siden brød mit fladskærms-tv sammen. Agtværdige politikere og journalister blev akut forvandlet til sort-hvide æselpingviner med skrydende stemmer.

I håb om, at det var en midlertidig fejl, slukkede jeg, men dagen efter havde jeg samme udsigt. Da en fagmand erklærede skaden for økonomisk kostbar og formentlig uoprettelig, endte mit 50 tommers fjernsyn på den lokale genbrugsplads. Og hjemme igen kunne jeg se mig om i en stue, der pludselig virkede stor, lys og luftig. Det altsugende sorte hul var væk. Det samme var den ibenholtfarvede stueantenne på kommoden.

Den første tanke, der trøstede mig, var, at nu kan du spare licensen. Men ak! Blot det at eje en pc eller en mobiltelefon med internetadgang udløser en årlig licens på pt. kr. 2.567,-.

Selv hvis du med livet som indsats sværger på, at du aldrig bruger din pc til tv-kiggeri og radiolytteri, skal du betale. 67 pct. af pengene går til DR, 9 pct. til TV 2-regionerne, 2 pct. til Radio24syv osv. Dertil lægges momsen.

Desperat længes jeg efter en fortid, hvor der med et nok så beskedent fjernsyn fulgte en bøgetræspersienne, som kunne trækkes ned og skjule det hæslige monster.

Flemming Chr. Nielsen

Det svarer cirka til, at supermarkedet ville opkræve en fast årlig afgift på eyelinere eller andet stads, du aldrig køber.

Med skam at melde tilstår jeg, at jeg ikke siden nedbruddet har savnet de 50 tommer. Jeg har rigeligt i alt det, jeg på computeren kan hente frem fra alverden og dens krinkelkroge. Tilmed har den beskedne computerskærm den fordel, at menneskene antager en størrelse, der som regel stemmer bedre overens med deres tankers lidenhed. Så i den henseende er jeg fuldkommen lykkelig.

Med afsavnets lykke følger desværre også en nagende uro. Hvordan vil mine forbrugsglade venner reagere, når de træder ind i mit ryddede hjem, der tager sig ud som et ørkenlandskab?

Derfor vedgår jeg gerne, at jeg et par gange har sneget mig hen til en elektronikbutik. Og dér har jeg læst om forførende specifikationer, jeg ikke forstår en dyt af: PVR gennem USB: ja. Component video (YpbPr): ja. Progressive scan: ja. Flash support (browser): ja. Voice Recognition: ja. HDR (High Dynamic Range): ja.

Det er, som stod vi på en strandbred i lighed med polynesere, der engang i bytte med kulørte glasperler gav afkald på deres sjæl.

Men hvorfor belemre den sagesløse læser med en maskinstormers traditionelle jammer? Fordi vi for et par år siden blev præsenteret for en avisnyhed om, at nu kan vort fjernsyn minsandten følge med i, hvad vi snakker om i vort eget hjem. Det blev dengang af beredvillige journalister dementeret som fake news og rygtesnak. Og lovgivere forsikrede os om, at noget sådant ville være utænkeligt i et ærkedemokrati som vort. Det var fantasterier som dem i George Orwells roman ”1984,” eller det var våde nattedrømme hos afdøde sovjetiske og endnu levende kinesiske diktatorer. Aldrig mere en 9. april hos os. Hvabehar!

Men på en stor tv-producents hjemmeside (Samsung hedder de) kan man læse om den nyeste udvikling inden for det, der hedder Smart-tv. Det er et tv, som er forbundet til internettet – og man kan i dag dårligt købe andet. De allermest ”smarte” modeller anvender sågar talegenkendelse, og Samsung kundgør verdens dummeste fristelse i et lokkende ludersprog, der dækker over en snusket og skræmmende realitet: ”Vi gør Dem venligst opmærksom på, at hvis Deres sprogbrug omfatter personlige og andre følsomme informationer, vil også den information blive opfanget og videresendt til tredjepart via brugen af talegenkendelse.”

Det er lidt grumset beskrevet, om den slags diplomatiske rævestreger på det avancerede Smart-tv er aktiveret fra fabrikkens side. Det er de nok, for hvis det overlodes til forbrugeren selv at sætte fluebenet, ville ikke ét menneske på hele jordkloden finde på det.

Og på den facon gør de multinationale giganter sig fortjent til både burka og bøde. De slider på sammenhængskraften i vort privatliv. De sætter det under pres. De er utryghedsskabende. De fører os ind i et parallelsamfund med egne normer og regler, hvor ikke engang samtalekøkkenet er helligt. Ægtefæller tør ikke længere skændes, for Samsung lytter med. De tør ikke længere være hinanden utro, for Samsung lytter med. De tør ikke længere sige ”Jeg elsker dig,” for Samsung lytter med. Samsung er der som en blodhund. Eller én gang til: ”Hvis Deres sprogbrug omfatter følsomme informationer, vil også den information blive opfanget og videresendt …”

Med den smule research i en blankpudset trussel mod vor livsform er jeg evigt kureret imod at slæbe et nyt 50 tommer sort hul ind i mit hjem.

Men desperat længes jeg efter en fortid, hvor der med et nok så beskedent fjernsyn fulgte en bøgetræspersienne, som kunne trækkes ned og skjule det hæslige monster. Hvor ethvert respektabelt forsikringsselskab tilbød en gratis billedrørsforsikring som supplement til alt det andet. Og hvor konkurrencekommissærer ikke skulle kæmpe en evighedskamp mod de multinationale og deres himmelske hærskare af advokater.

Den, som ikke i dag holder stand, forærer i morgen sit liv til Big Brother. Endnu en kultur går under. Et Smart-tv er ikke andet end vor tids kulørte glasperler. En talegenkendelse i bytte for en personlig integritet.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.