Flemming Chr. Nielsen: Giv ikke Dansk Folkeparti hånden, men fingeren

Med Dansk Folkepartis krav om håndtryk ved tildeling af statsborgerskab er vi sunket så dybt ned under bagatelgrænsen, at ingen redning synes mulig.

Aldeles vantro kan vi læse, at de øvrige borgerlige partier plus Socialdemokratiet seriøst vil drøfte og overveje forslaget. Og lur dem, om ikke et påtvunget håndtryk ender som et lovkrav.

Altså igen en politisk overspringshandling frem for et oprør mod Dansk Folkepartis bestandige søgen efter muslimske hår, der fordærver den danske kultursuppe.

Forleden var det burkaen og niqaben, der totalt fortrængte verdens dybt alvorlige og komplicerede emner. Og i denne uge blev det håndtrykket, som erobrede pladsen i de medier, der ellers har som deres fornemme opgave at informere om store og væsentlige problemer i et kaotisk og sønderrevet univers.

Også denne klummeskriver tager frivilligt del i den fælles nedværdigelse af den offentlige samtale. Men det sker med så forlegent klamme hænder, at ingen skal ønske lige nu at udveksle håndtryk med undertegnede.

I forvejen er håndtrykket en ganske ulækker skik. Vi bruger det, når et ”hej” eller et kram regnes for uhøfligt. Kun af vane rækker vi hånden frem mod vildtfremmede menneskers fedtede fingre uden at vide, hvor de var for to minutter siden.

På dansk hedder den slags et petitesse-reglement eller med en præcis oversættelse til arabisk: sharia.

Flemming Chr. Nielsen
Forfatter

Om lidt – oh, rædsel! – skal din hånd favne en andens, som kan være eksembesudlet, svedig, iskold, vattet, møgbeskidt, fnatbefængt, vesikuløs, neglerodsbetændt og sågar ”selvbesmittet”.

I hvor mange videnskabelige undersøgelser har vi ikke med afsky læst om bakterier på toiletsæder, dørhåndtag, pengesedler, mønter, telefoner, indkøbsvogne og tastaturer? Men aldrig om det ulækre og smitsomme kryb, der myldrer på vore hænder.

Nej, for det sidste kan virke stødende i et samfund, hvor et håndtryk anses for noget helligt og renfærdigt, som ingen ustraffet tør bryde.

Og dog faldt dødeligheden dramatisk, da nogen engang fik den idé, at læger, vågekoner og sygeplejersker havde at holde labberne for sig selv eller grundigt vaske deres hænder, før de rakte dem til en patient.

Det burde være komplet umuligt for et stort politisk parti i et så oplyst demokrati som vores at bilde nogen på ærmet, at håndtrykket har en umistelig historisk værdi.

For oprindeligt beseglede håndtrykket ganske enkelt en handel eller en kontrakt. Håndtrykket eller håndslaget kunne så langt tilbage som i middelalderen være noget juridisk bindende. Håndtrykket kunne også som i dag være narrestreger hos handelsmænd, krejlere og lurendrejere, for i enhver kontrakt lurer der med småt et falskneri. Så ikke uden grund bemærker Georg Brandes et sted, at der er folk, som ”har smilt og haandtrykket sig helt op til Tronen” og dermed til rigdommen og magten på andres bekostning.

Dengang fornemme herrer gik med hat, lettede de på den, når de mødte en ligestillet. Bønder og andet fattigfolk rev derimod huen af og krammede den i hænderne ved synet af et overmenneske. At give hånd til hinanden faldt dem aldrig ind. De havde jo ikke noget at handle med.

Men hatten af for Dansk Folkepartis evne til alligevel at sætte himmel og hav, trykpresser og kameraer i månedlang bevægelse ved udsigten til lidt flueknepperi.

Hvad der så får visse muslimer til i bestemte situationer at afsværge håndtrykket, fortaber sig for en vesterlænding i det dunkle. Det samme gør ultra-ortodokse jøders undladelse af håndtryk mellem mænd og kvinder. Og dog er det hele i praksis ikke mere dunkelt, end at der var og er mandlige præster i den ærkedanske folkekirke, som med deres embede og statsborgerskab i behold kan nægte at give hånd ved indsættelse af kvindelige kolleger.

”Vi skal være her alle sammen,” sagde en fornuftig biskop i den anledning, men i dagbladet Politiken dementerede Venstres Claus Hjort Frederiksen omgående sit liberale partis frisind med, at ”når man er offentligt ansat, skal man hilse på folk med håndtryk.”

Dansk Folkeparti gemte sig under en politisk niqab. At en offentligt ansat er en kristen præst, gjorde sagen for kompliceret. Der kunne være stemmetab i den. Anderledes med brændemærkning af muslimer.

I forlængelse af det såkaldte maskeringsforbud om en lille håndfuld kvinders brug af burka og niqab kan vi altså som måbende og magtesløse tilskuere afvente en håndtrykslov om en lige så lille håndfuld kvinders afvisning af at give hånd til en mandlig borgmester.

Og loven vil en dag blive vedtaget i skikkelse af et smilende og håndtrykkende forlig. Modellen ligger allerede fuldt udformet i burkaforbuddet. På dansk hedder den slags et petitesse-reglement eller med en præcis oversættelse til arabisk: sharia.

Endnu engang vil de borgerlige med Socialdemokratiet som giftefærdig partner række hånd til Dansk Folkeparti. For ingen tør give sharia-partiet fingeren.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.