Flemming Chr. Nielsen: Haves: den 4. statsmagt – Ønskes: den 5. statsmagt

I festlige stunder ynder medierne at omtale sig som den fjerde statsmagt. Udtrykket suppleres gerne med ord som uforfærdet og kompromisløs – efterfulgt af klapsalver. Og vist skal man tage sig i agt, når nogen roser sig selv, fordi andre ikke er skamløse nok dertil. Men tak alligevel til medierne, som jævnligt lever op til selvrosen og ihukommer den engelske politiker og filosof Edmund Burke, der en dag sidst i 1700-tallet kastede et anerkendende blik op mod Underhusets presseloge:

”Dér har vi den fjerde statsmagt,” sagde han og skabte dermed navnet.

Bagsiden af selvrosen kommer vi til, for Edmund Burke vidste meget vel, at akkurat som den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt risikerer pressen at reducere sig selv til medløbere, abekatte og papegøjer.

Men lad os foreløbig illustrere den fjerde statsmagts nødvendighed med den aktuelle sag om statsministerens forhold til de såkaldte kvotekonger.

Edmund Burke vidste meget vel, at akkurat som den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt risikerer pressen at reducere sig selv til medløbere, abekatte og papegøjer.

Flemming Chr. Nielsen

Den fjerde statsmagt afslørede såkaldt betændte omstændigheder, der lod ane en mangel på vandtætte skotter mellem statsministerens person og hans embede, mellem festlige selskaber, gratis sommerhusophold og ødsle kontantgaver til Løkkefonden kontra småfisk, pengehajer og fangstkroge i Fiskeriministeriet.

Statsministerens selvforsvar kom dog utvivlsomt bag på de fleste, for ganske velformuleret, logisk sammenhængende og vel med et spindoktorats medvirken pointerede han, at som andre borgere har han ret til et privatliv. Hvem han som privatperson omgås, rager ikke medierne.

Statsministerens selvforsvar kom dog utvivlsomt bag på de fleste, for ganske velformuleret, logisk sammenhængende og vel med et spindoktorats medvirken pointerede han, at som andre borgere har han ret til et privatliv.

Flemming Chr. Nielsen

Han sagde det ikke så direkte, men det var underforstået, at om Løkke så tilbragte al sin fritid i selskab med Fandens Oldemor, betyder det ikke, at han i Statsministeriet har Fanden siddende på skulderen som politisk øverstbefalende.

Synspunktet fortjener en vis teoretisk agtelse, for det er sjældent, politikere så utvetydigt fremhæver en vigtig forskel på et demokrati og et totalitært samfund, nemlig respekten for små og store borgeres privatliv.

Man kunne altså ønske, at statsministeren ikke kun i forhold til sig selv havde fremhævet den distinktion, men tilsvarende i årevis havde pointeret, at det ikke er statens anliggende, hvad fattigfolk og flygtninge, opholdstilladte og kontanthjælpsmodtagere med mere har af kærester og venner, hvilken religion de bekender sig til, og hvordan de går klædt – med eller uden tørklæde, burka eller slips.

Men lad dem for fremtiden kopiere statsministerens akutte selvforsvar og som privatpersoner sætte deres hat, som de vil, altså agere som frie mennesker i et frit samfund.

Hermed tilbage til den fjerde statsmagt, hvis commandoraids principielt er rettet mod de tre øvrige magter (og mod diverse andre bøfler i landskabet) og aldrig med tilsvarende nidkærhed mod sig selv. Pressen kontrollerer magthaverne – og hjertelig tak for det – men hvem kontrollerer egentlig pressen?

Ingen. Jo, naturligvis Pressenævnet, hvortil hvem som helst kan henvende sig, hvis de mener sig behandlet i modstrid med pressens eget takt-og-tone-regulativ. Men Pressenævnets Emma Gad’er tager sig kun af konflikter mellem borgere og medier. Pressenævnet fungerer ikke som en overbygning og en femte statsmagt, der systematisk kontrollerer medierne.

For skulle det være nødvendigt? Kan nogen virkelig forestille sig et højtstående mediemenneske deltage i en fødselsdagsmiddag hos en politiker, holde gratis sommerferie i politikerens feriebolig med havudsigt eller få foræret et smukt beløb til egne godgørende eller personlige formål?

Sagtens. Med allerstørste lethed. Hvis det ikke forekommer, skal jeg gerne bræt for bræt tilbyde at æde et helt kolonihavehus.

Og dermed foreligger muligheden og risikoen for medløberi. Det samme gør fordelagtig omtale af værten eller fortielse af hans/hendes ufordelagtige adfærd, og i akkurat samme grad som når det gælder statsministeren og hans kvotekonge.

Men lur mig, om ikke mediet i den situation vil tie om medløberi og henholde sig til den faste kliche: ”Det har vi valgt ikke at omtale” – ordet ’valgt’ fastslår, at der ligger dybsindige analyser bag. Og hvis en whistleblower alligevel slipper det ud, vil mediekolleger slå kreds om det pågældende magtgruppemedlem, henvise til privatlivets fred, til hysteriske rygter og succesmisundelse. Og whistlebloweren – han eller hun kan regne sig for udstødt og arbejdsløs i resten af livet.

Så gid den fjerde statsmagt og dens mimoser var lige så engageret i at kontrollere sig selv som i at afholde dommedag over statsministeren og hans politiske kolleger.

Først da kan vi tale om, at magterne holder hinanden i skak.

Tilmed kan der føres en art statistisk bevis for, at den fjerde statsmagt ikke som de andre er under konstant opsyn. Tæl op, hvor mange magtfulde politikere der i løbet af bare en måned har været i mediernes søgelys. Sammenlign med det antal magtfulde mediemennesker, der i samme periode har stået under de samme mediers kritiske spotlight.

Stort set ingen af de sidste.

Hvilket næppe kan skyldes, at de hver og én lever op til deres navn som gentlemen of the press. Eller på dansk: pressens hædersmænd.

Snarere ligger forklaringen gemt i et citat af forfatteren Oscar Wilde: ”I gamle dage havde vi pinebænken. I dag har vi pressen.”

For hvem kritiserer den fjerde statsmagts bødler? Sidst af alle bødlerne selv.

-----------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.