Flemming Chr. Nielsen: Idiotien og dadaismens læremester

Der er noget sorgfuldt over ældre mennesker, der som mig giver sig til at skrive klummer. Eller kald bare deres artikler for politiske kommentarer, profetier eller tågedampe fra oraklerne i Delfi.

For hvornår begynder de gamle ved tastaturet at kredse om Første Verdenskrigs fremtidige effekt med en afstikker til 1864? Hvornår sætter demensen ind, så de af indlært uvane skriver navneord med stort begyndelsesbogstav?

Kig engang på gamle mænd som Søren Krarup. Siden han lærte at sige dada, har han fulgt mottoet i den kunstretning, der hedder dadaisme. Den vil ifølge grundlæggeren, som hed Tristan Tzara, ”bruge alle sine kræfter på overalt at etablere idiotiet.”

Søren Krarup og hans afdøde fætter, Jesper Langballe, har endda gjort idiotiet arveligt. De har børn, som i Folketinget repræsenterer det samme parti som fædrene. Og børnene er som fædrene en slags evigheds-dadaister i den forstand, at de eksempelvis kan udtale sig om kristendom uden at blive beskyldt for dada og idioti.

På Berlingske Tidendes debatsider regerer en strikkeklub af kvindelige teologer med den originale opfattelse, at udlændinge nu engang hører til i udlandet.

Flemming Chr. Nielsen

Det turde ellers være oplagt dadaisme, når Marie Krarup forklarer Kristeligt Dagblads læsere, at næstekærlighed er at ”lave mad til sine børn og give sin mand et kys på kinden.”

Jeg kan hilse fra alverdens hedninge, kannibaler, muslimer, aboriginals, eskimoer og polynesere og på deres æresord oplyse det danske idioti om, at aparte kvinder i fjerne lande minsandten også laver mad til deres børn og kysser deres mand på kinden. Deri er intet specielt kristent eller næstekærligt, heller ikke i et samfund, der dadaistisk nok har defineret sig selv som ”et kristent land.”

Nu er det karakteristisk for både dada og idioti, at som fænomener anerkender de ikke andre læremestre end sig selv – ikke engang Bibelen – og de regner sig for aldeles ny-tænkende.

På Berlingske Tidendes debatsider regerer en strikkeklub af kvindelige teologer med den originale opfattelse, at udlændinge nu engang hører til i udlandet, og hvis én af strikkedamerne slår en alt for stramtandet kyse-maske op, må hun søge tilflugt hos en medie-konkurrent og dér åbenbare for slugvorne læsere, at muslimer repræsenterer en udansk form for idioti.

Den defineres nemlig ved at være middelalderlig og ekstremt idiotisk. Og som så selvstændigt tænkende opfattes disse debattører af deres mandlige meningsfæller, at vejen synes banet for gensidig kærlighed og fælles afkom.

Netop tilkommen på dating-profilen er Nye Borgerlige – og Gud, hvor kildrende! I tænker akkurat som os! Aldrig skal der blive mangel på Krarup’er, Langballe’r, dadaister og idioter.

Modsat andre såkaldte åndsretninger forestiller den danske dadaisme sig, at den har opfundet sig selv. Tag som dadaisternes modsætning marxisterne. En marxist siger næsten aldrig noget uden at tilføje: ”Som allerede Marx gjorde opmærksom på …” Tilsvarende udtaler en liberalist sig nødigt uden at supplere med en henvisning til Adam Smith. Og en muslim er ikke spor bange for at referere til Allah.

Men besynderligt nok – og det er idiotiets velforvarede hemmelighed – henviser vor tids dadaister aldrig med et ord til deres sublime læremester, deres ufejlbarlige ikon, deres Moses på Bjerget, deres ideologiske folketingsformand, deres Giftekniv. De hvisker end ikke hans navn: MOGENS GLISTRUP.

Og dog er det fra denne sælsomme advokat og Anders Samuelsen (LA) i skattenægter-overstørrelse, at de danske dadaister har arvet deres vokabularium og idioti (med det addendum, at for Samuelsen og hans topskat tonede Glistrup væk som læremester, da han i 1983 blev dømt for skattesvig!).

Ganske vist spruttede Mogens Glistrup aldrig om muslimer. Han sagde konsekvent og med bornholmsk dialekt muhammedanere, men han udråbte dadaismen til dansk tronfølger, da Dronningen i sin nytårstale 1984 havde henvist til danskernes ”små, dumsmarte bemærkninger” om flygtninge.

Siden denne fjerne nytårsaften opfostrede han med omhu sit fremmedfjendske barn. Alligevel er dadaisterne tavse om både arv og gæld. De siger aldrig: ”Som allerede Mogens Glistrup gjorde opmærksom på…”. Men de er hans elastikker i metermål. Han har sagt det alt sammen. Vor tids dadaister er tyvagtige plagiatorer.

Husker mon nogen den tsunami af forargelse, der i 1999 fejede hen over avisernes spisesedler, da Mogens Glistrup erklærede, at ”hvis for eksempel Paraguay siger, at vi vil gerne have 6.000 muhamedanske piger i alderen mel­lem tolv og tyve år, og dem vil vi gerne betale fem millioner kroner for, så går de fem millioner ned i den danske statskasse.”

Mogens Glistrup modtog en fængselsdom for sin udtalelse. Men ustraffet og af andre dadaister tiljublet for originalitet og klarsyn siger hans plagiatorer nu akkurat det samme – blot uden den lille antydning af pædofili og med Paraguay skiftet ud med lejre i Afrika, på Grønland, Månen, Anholt eller koncentreret i mellemøstlige konservesdåser og med ordet ’muhamedanere’ udskiftet med det mere mundlædersmurte ’muslimer.’

Med mundlæderet tilrettet en moderne og fakta-resistent tid oplyser de med den ideologiske oldefar som uomtalt kilde, at ”muslimerne kun venter på, at de bliver stærke nok, så de kan slå os ihjel.” Som deres aldrig fremhævede idol skriver de om et muslimfrit Danmark, om muslimland, om en musliminvasion, om ”mig Muhamed, mig asyl.”

Men ikke en stavelse om læremesterens forpremiere. Intet om hans lærebøger i fædrelandsk idioti, intet om hans retoriske bedrifter i fædrelandsk dadaisme.

Hvor forunderligt. For første gang i danmarkshistorien oplever vi en dadaisme så afstumpet, at den ikke tør vedkende sig sit forbillede.

Måske fordi det er en dadaisme, der hemmeligt og i enrum skammer sig. 

---

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.