Flemming Chr. Nielsen: Sigtede unge er ofre for overvågningen af vores privatliv

KOMMENTAR: Enhver kan ædrueligt sige sig selv, at politiet ikke har afsløret 1.005 pædofile skoleelever. Børn og voksne har alle dage stukket næsen ned i pirrende snak og intime billeder, men det er foregået i privat regi, mener Flemming Chr. Nielsen.

En chefredaktør skrev engang om børneporno, at han ikke på sin avis ville have klummeskrivere, der mente, at børneporno var noget svineri.

Vi lader sætningen stå og lyse et øjeblik, for den er så finurlig, at nogen nok lige skal gennemskue meningen. For den er ikke, at chefredaktøren går ind for børneporno. Han fortæller bare, at han ikke vil have trivialiteter i sin avis.

I håb om ikke at være helt triviel udelades derfor i første omgang enhver henvisning til den aktuelle sag, hvor ikke mindre end 1.005 unge danskere af begge køn er sigtet for at have videredistribueret børneporno på nettet.

Lad os i stedet starte med os selv eller hvem, vi ellers mener at kende. Efter fyraften gik snakken engang på stamværtshuset eller i kantinen, og hvad enten der var indtaget et par bajere for meget eller ej, blev de private og øjebliksbestemte indfald og påhit frejdigt delt med kolleger.

Som regel fortrød man dagen efter den sladderagtige åbenmundethed, for sådan var det jo heller ikke ment: ”Nej, jeg har minsandten ikke noget at sige hende på. Hun er en både gæv og fornuftig tøs. Og for pokker, en firmaudflugt er vel en firmaudflugt! Hun skal da også af og til have det lidt sjovt. Ja, som på de billeder, jeg viste dig. Ellers bliver det hele for kedeligt …”

Men så indfandt en aparte medie-revolution sig. De før så spontane udbrud forvandledes fra noget privat til noget offentligt.

Som skamløse kolportører og kammertjenere dukkede nemlig Facebook og andre (a)sociale medier op på den offentlige scene og slog fløjdørene op for alt det, som engang hørte privatlivet til.

Udsagn, der oprindeligt havde deres mundtlige hjemsted bag lukkede døre, fosser nu ud gennem alle dele-sprækker og alle skærme. Borgere, der aldrig havde ejet en elektronisk kuglepen eller et digitalt kamera, men kun et mundtøj, kunne pludselig nedskrive og afbilde deres hjemlige fabuleringer og gøre dem til blikfang for alverden.

Og dér står de som skrevet i sten.

Det forholder sig altså ikke længere som i en vise af Niels Hausgaard, hvor sladderen i det private rum blev suppleret med et ”havde jeg nær sagt.” Nej, med formuleringen kun et tastetryk væk og uden tanke for det globale publikum blev åbenmundetheden skriftlig og dermed i al evighed bindende.

Og som alle kammertjenere erklærer Facebook & Co. sig naturligvis uskyldige. Man har bare stillet en flodbølge til rådighed. Til gengæld for milliarder af annoncekroner forrådes privatlivet. Og i den forrykte begejstring over mediets ”gratis” tilbud rækker vi Fanden en lillefinger og nyder endda, at han omgående griber hele armen.

Sladderen i de tilrøgede værtshuse og den dunkle kantine blev international, og det private og fortroligt sagte var dermed smidt ud i verden som noget, der indgik i det offentlige.

Tanketomme offentliggør vi vores privatsfære, og millioner af servere opsluger, analyserer og gennemtygger det alt sammen. Endda i et omfang, så STASI i DDR ville have set til i grøn misundelse.

Herregud, hos STASI sad de med forbidte blyanter og nedslidte farvebånd på larmende skrivemaskiner i svedlugtende kontorer. Men til Facebook og andre smidige og usynlige vampyrer plaprer vi aldeles frivilligt.

Hermed tilbage til den meget omtalte ”børnepornosag.”

Enhver kan ædrueligt sige sig selv, at politiet ikke har afsløret 1.005 pædofile skoleelever. Børn og voksne har alle dage i privat regi stukket næsen ned i pirrende snak og overgramsede billeder. Men det foregik netop – privat.

Et gråmeleret billede af en side 9-pige i Ekstra Bladet, som er storesøster til hende den søde i 7. a. En fræk anekdote om hende, der drak sig plørefuld på lejrskolen. Eller ham, der kyssede sin klassekammerat og forsvandt ind på pigetoilettet med hende …

Dagen efter var det hele lige så glemt (og ikke evigt gemt!), som når en voksen havde sagt noget voveligt om en arbejdskollega eller hevet et intimiderende fotografi eller brev frem af sin pung.

Men med Facebook og andre sociale medier som villige arkitekter for det privates forvandling til et offentligt fænomen kan vi ikke mere indhegne vort privatliv. Vi er aldrig private. Ikke engang på et toilet.

Uden at vide af det er vi blevet borgere i et moderne og strømlinet DDR. Nok optræder Facebook lige nu som de sidste dages hellige, men tror nogen, at det skyldes moralske skrupler og andet end annoncefrygt?

Hvad så med de 1.005 unge? De har givetvis fået jaget sig en skræk i livet, der for resten af tilværelsen har lært dem at styre deres fingre på tastaturet.

Gid skrækken ville brede sig til vor verden af lige så fummelfingrede voksne. Gid vi en dag ville opleve en revolte a la Metoo, et oprør mod de giganter, der usynligt og upåagtet, listende og sagte både smugkigger og voldfører.

De har inficeret og hypnotiseret vor medmenneskelighed, så vi ikke længere kan genkende os selv. Smigrende opfordrer de os til med dem at dele vore venskaber, betro dem vort liv, vore oplevelser og sygdomme, sorger og glæder. Som tak for tilliden dissekerer de vore hjerter og hoveder i en sump af reklamer og fremkaldervæske.

Så kald bare de 1.005 unge for ansvarsløse eller kriminelle. Rettere er de børn i en verden af digitale kastevinde, der trænger ind i det private og nedriver alle grænser. De 1.005 er som nyfødte, og de har aldrig lært at agere i en verden, de tror er privat, men som Facebook & Co. har invaderet.

Og hos de voksne er der ikke synderlig hjælp at hente.

Vi har rigeligt at gøre med selv at finde os til rette i et univers, hvor det private er gjort offentligt.

Forrige artikel Maria Gjerding: Udflytning ligner en sort regerings forsøg på at stække miljøet Maria Gjerding: Udflytning ligner en sort regerings forsøg på at stække miljøet Næste artikel Anna Libak: Hellere død end rød Anna Libak: Hellere død end rød
Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

Jobcentre dropper effektivt redskab trods markante resultater

AKTIVERING: Et år efter at have været i revalidering er næsten halvdelen i job eller under uddannelse. Så det er en kortsigtet prioritering, når kommunerne fravælger revalidering for at spare penge, lyder kritikken på baggrund af ny analyse.