Flertal for fixerum til narkomaner

FIXERUM: Hidtil har Dansk Folkeparti kategorisk afvist fixerum til narkomaner. Nu bløder ordførerne op, og der tegner sig et flertal uden om regeringen.
DF's socialordfører, Dennis Flydtkjær, og sundhedsordfører Liselott Blixt åbner nu op for at diskutere fixerum. Det sker samtidig med, at næsten 70 procent af DF-vælgerne i ny måling siger ja til fixerum.
DF's socialordfører, Dennis Flydtkjær, og sundhedsordfører Liselott Blixt åbner nu op for at diskutere fixerum. Det sker samtidig med, at næsten 70 procent af DF-vælgerne i ny måling siger ja til fixerum.Foto: Ida Skytte/Altinget.dk
Ida SkytteMarie Dissing Sandahl

Dansk Folkeparti åbner nu op for at etablere fixerum for narkomaner. Dermed tegner der sig et flertal uden om regeringen.

"Det er som udgangspunkt en udmærket idé," siger partiets socialordfører Dennis Flydtkjær og tilføjer, at DF har rykket sig, ligesom man har gjort omkring lægeordineret heroin.

"Man kan hjælpe narkomanerne ordentligt, hvis man laver et fixerum. Det skal være i kontrollerede omgivelser, hvor der for eksempel er rene sprøjter, så de ikke smitter hinanden med sygdomme," siger Dennis Flydtkjær fra partiet, som hidtil har taget skarpt afstand fra fixerum.

Også sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) åbner nu op for at se på erfaringer med fixerum i andre lande og med lægeordineret heroin i Danmark.

Man kan hjælpe narkomanerne ordentligt, hvis man laver et fixerum. Det skal være i kontrollerede omgivelser, hvor der for eksempel er rene sprøjter, så de ikke smitter hinanden med sygdomme.

Dennis Flydtkjær
Socialordfører, DF

"Er erfaringerne positive, vil jeg ikke nægte, at man kan lave noget a la et fixerum i fremtiden. Kan man se, der er nogle ting, der hjælper, så vil vi jo godt bevæge os. Men små slag."

Udtalelserne falder på baggrund af en ny meningsmåling, som analyseinstituttet A&B har lavet for Altinget. Her svarer 69 procent af partiets egne vælgere, at de går ind for fixerum til narkomaner. Det tal er på 74 procent for hele befolkningen. 

DF vil kigge på forslag
Både Dennis Flydtkjær og Liselott Blixt vil se nærmere på det beslutningsforslag, som oppositionen nu vil fremsætte.

"Idéen er fin, men vi vil ikke sige god for det på forhånd," siger Flydtkjær.

Og Liselott Blixt peger på, at hvis forslaget skal have opbakning fra DF, skal det blandt andet indeholde opsyn og hjælp til den enkelte narkoman.

"Vi synes bare, man skal passe på ikke at gå hen og legalisere det (narko, red.). Så hvis forsøget med lægeordineret heroin går godt, så kunne det da være, man kunne få vendt i den retning og gik mod hjælp på andre måder.

Lad os komme i gang
Oppositionen håber nu, at DF står ved sine udmeldinger.

"Jeg håber, at de vil trykke på den grønne knap. Når indsatsen er nødvendig, er det fordi, at vi har nogle misbrugere, der er så dårlige, at behandlingen ikke står lige for. Det er dem, der ligger og dør af overdosis på gaden. De skal have et fixerum," siger socialordfører Mette Frederiksen (S).

Kamal Qureshi, SF, siger, at kernen i det forslag, som han bliver pennefører på, er, at narkomaner under sikre forhold skal kunne indtage deres medbragte stof.

"Det er positivt, at DF i modsætning til regeringspartierne ikke er religiøse omkring fixerum. Det må vi fra oppositionens side tage til os."

Også Line Barfod fra Enhedslisten lover at holde partiet fast.

Mens DF tilsyneladende har rykket sig, afviser regeringspartierne stadig blankt et fixerum.

Alt klar til fixerum på Vesterbro
De nye toner fra Dansk Folkeparti glæder Michael Lodberg Olsen fra græsrodsorganisationen Dugnad, der sammen med Københavns Kommune driver det nye sundhedsrum. Her er alt klar til et fixerum - eller stofindtagelsesrum - når der gives grønt lys fra politisk side.

"Hvis nogen tror, at fixerum og lægeordineret heroin legaliserer stoffer, så tager de fejl. Erfaringerne fra udlandet er det modsatte - for eksempel i Schweiz, hvor befolkningens holdning i højere grad er blevet, at stoffer er farlige. Jeg tror ikke, at nogen har lyst til at blive ligesom dem, jeg lige nu kan se ude i sneen med buskerne nede og en nål i lysken," siger Michael Lodberg Olsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) skrev i januar i et debatindlæg i Politiken, at regeringen klart må afvise fixerum. Han deltager fredag i den officielle åbning af sundhedsrummet ved Halmtorvet.

Dokumentation

Spørgsmål:
Er det en god idé at oprette fixerum til narkomaner?

 

  Total
 Ja  74,4
 Nej  16,5
 Ved ikke     9,1

 

 



 

  DF K  V LA S R SF EL
 Ja 68,8 67,0 69,1 71,4 77,5 83,9 82,9 95,0
 Nej 26,8 22,3 19,9 28,6 13,6 6,5 7,6   0
 Ved ikke  4,3 10,7 11,0   0 8,1 9,7 9,6   5

 

 

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Flydtkjær

MF (DD)
datamatiker (Erhvervsakademi Midtjylland 2002)

Liselott Blixt

1. viceborgmester, Greve Kommune
buntmager (Lollands Buntmageri, 1986), social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Greve, 2002)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00