Forening: Folketingsvalget har udviklet sig til et angreb på kvinder

DEBAT: Angreb på enlige mødre og kvinder, der får abort, vidner om et folketingsvalg, der har udviklet sig til en kamp mod og ikke med de udsatte kvinder, skriver Flora Ghosh. 

Af Flora Ghosh
Direktør for Liva – Forening mod skadevirkninger af prostitution

"Enlige mødre er samfundsundergravende egoister", "Velfærdsboost til alle andre voksende grupper end de socialt udsatte" og "Kvinder får kun abort, fordi det er moderne". Første halvleg af folketingsvalget har ikke skottet på bekymrende udmeldinger om kvinders vilkår.  

Valgkampen var dårligt gået i gang, før den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen anklagede kvinder, der får børn uden en far, for at være selvcentrerede og egoistiske. Et drag over nakken til såvel frivilligt som ufrivilligt enlige mødre og en uudtalt anklage om, at tusindvis af kvinder ikke er kompetente til at opfostre et barn.

Han står ikke alene med den holdning. Kristendemokraterne går denne gang på valg med en vision om at begrænse adgangen til fertilitetsbehandling til kun at være forbeholdt heteroseksuelle par, der har været gift i tre år. Det betyder, at enlige forældre, regnbuefamilier og mennesker, der ikke ønsker ægteskab, dømmes ude som egnede til at få børn.

Socialområdet er usynligt
Ser vi på statsministerkandidaternes velfærdsudspil har socialområdet været næsten usynligt. Selvom fattigdommen stiger – ikke mindst blandt enlige mødre. Ifølge Danmarks Statistisk har reformerne målrettet mennesker med forsørgeransvar betydet at 226.520 mennesker i dag lever under fattigdomsgrænsen – 65.000 er dem er børn.

Den udvikling har været stærkt medvirkende til, at vi, der driver herberg, krisecentre og rådgivningslinjer målrettet kvinder, i disse år oplever stor stigning i antallet af henvendelser. Og at de kvinders muligheder for at få støtte, hjælp og adgang til egen bolig er nedadgående.

Vi ser simpelthen flere sager, hvor voldsramte flytter fra krisecenteret tilbage til voldsudøveren, fordi det ikke er muligt at finde et betaleligt sted at bo.

Kæmp med de udsatte kvinder
Folketingsvalget i 2019 har også budt på abortmodstand fra såvel Stram Kurs, der har opstillet talspersonen for abortmodstandsbevægelsen Retten Til Liv som kandidat, som fra kristendemokraterne, der efter mange års kamp mod abort denne gang slår sig til tåls med et valgløfte om indførelse af obligatoriske (eller tvungne, om man vil) orienteringssamtaler til abortsøgende, der risikerer at forlænge processen, så det er en unødigt fremskreden graviditet, der skal afbrydes.

Tvang er en skrupforkert vej at gå, og det vil særligt gå ud over udsatte kvinder, der ofte opdager graviditeten sent. Min oplevelse er, at mange af de udsagn, der kommer fra abortmodstandere i de igangværende debatter, er at sammenligne med et overgreb.

For eksempel mødes kvinder stadig med fordommen om, at de bruger abort som prævention, på trods af at det igen og igen er bevist ikke at være tilfældet. Man hører også, at aborttallet er for højt, selvom virkeligheden er den, at tallet er det laveste siden aborten frigivelse og langt lavere, end det kunne forventes ud fra præventionsmidlernes sikkerhed.

Jeg havde ikke troet, at vi – her i 2019 – skal slås med fortidens kvindefjendske spøgelser. Og niveauet giver dystre associationer til situationen i en række amerikanske delstater, der med stormskridt er på tilbagetog, når det gælder kvinder rettigheder.

Så herfra skal der lyde en inderlig opfordring til at bruge valget som anledning til at kæmpe for og med de udsatte kvinder – ikke imod dem. For så er vi virkelig et fattigt samfund.

Forrige artikel Professor: Mette Frederiksens kritik af konsulenter rammer ved siden af Professor: Mette Frederiksens kritik af konsulenter rammer ved siden af Næste artikel Kronik: Modeindustrien kører på klima-frihjul Kronik: Modeindustrien kører på klima-frihjul