Forfatter bag ny bog om Uffe Elbæk: Her er fem bud på hans efterfølger

Det er en tung opgave at tage over fra grundlæggeren. Især når stifteren er en til tider larger-than-life kultfigur, der fungerer som personificeringen af det stiftede. Bare spørg Janni Spies. Meget nemmere kommer det ikke til at blive i Alternativet, for Uffe Elbæk er Alternativet.

Det er bare en ting, der stort set med det samme stod klart, da jeg begyndte at følge Alternativet i forbindelse med udarbejdelsen af min kommende bog, 'Uffe mod magten', der indgående beskriver 10 måneder inde i partiet op til valgaftenen 5. juni.

Der var dem, der ikke turde sige højt, at Elbæk en eller anden dag ville gå af som leder, enten fordi de ikke ville have den frygtelige tanke hængende i luften, eller fordi de ikke ville lade sig selv tro på det. Som en kandidat i Aarhus sagde til mig: "Han må aldrig gå på pension, om han så bliver 100 år. Jeg vil ikke have nogen anden leder."

Men nu er det sket. Elbæk meldte i går ud, at han træder tilbage som leder for det parti, han selv var med til at stifte tilbage i 2013, og derfor skal en eller anden påtage sig den kæmpe opgave, det er at fylde Elbæks sko ud. Derudover lyder opgavebeskrivelsen på at revitalisere partiet, når nu alle de andre har taget deres bid af den grønne dagsorden. Og så skal den nye leder få partiet væk fra den spærregrænse, de lige nu er tættere på, end de har været i fire år.

Her følger fem kandidater, der på hver deres måde er værd at holde øje med i den kommende tid:

Favoritten: Rasmus Nordqvist
Uffe Elbæk kan, måske af taktiske årsager, ikke huske, hvem der var den første, han fortalte om sine tanker om at stifte et nyt parti. Det er efterhånden også længe siden, men det er også en af de ting, der ville kunne få utilfredse stemmer i baglandet til at råbe op om kronprinseri og favorisering.

Enhver arvtager kommer til at skulle kæmpe med sammenligningerne: "Uffe gjorde det meget bedre, det der havde Uffe aldrig gjort, og du er ingen Uffe."

Morten Reimar
Forfatter til 'Uffe mod magten'

Helt sikkert er det dog, at der enten er tale om Niko Grünfeld eller Rasmus Nordqvist. Grünfeld er af gode grunde ude af ræset om at blive ny leder, selvom der ikke hersker tvivl om, at Elbæk i sit stille sind havde set ham som en kandidat. Tilbage står nu kun Nordqvist som Elbæks løjtnant, protegé og oplagte efterfølger.

Han er Elbæks gode ven og har støttet ham helt tilbage fra før Alternativet eksisterede. Ja, der er faktisk dem, der kalder ham "Mini-Uffe", fordi hans profil minder så meget om Elbæks: De er begge storbymennesker, mænd, homoseksuelle og iværksættere.

Til gengæld ejer Nordqvist ikke Elbæks karisma. Som én siger i min bog, vil Nordqvist som leder betyde, at "så skulle hele vores målgruppe være designere i Indre København". Og det går ikke, hvis partiet skal vokse.

Der er respekt om Nordqvist, fordi han gør sig umage med sit arbejde og kan sine ting. Han er ikke dum, som mange siger, mens andre igen siger, han er udspekuleret. Hans plan var nok at komme i Europa-Parlamentet og sidde der, mens en eller anden overgangsperson fik møgopgaven med at efterfølge Elbæk, og så komme tilbage igen og blive politisk leder, når sammenligningen ikke var så direkte. Den plan slog fejl. Nu må vi se, hvad han gør i stedet.

Baglandets mand: Torsten Gejl
De, der til sidst var trætte af Uffe Elbæk, var som regel glade for Torsten Gejl. Det gjaldt for eksempel den tidligere spidskandidat i Sydjylland, Kim Hyttel, der, kort inden valget blev udskrevet, gik i medierne og krævede Uffe Elbæks afgang og Torsten Gejl som ny politisk leder.

Men Gejl var trofast og skyndte sig med det samme at slå ethvert håb om mytteri i jorden. Siden har ingen sagt noget om, at Gejl skulle overtage – i hvert fald ikke offentligt.

Gejl har internt brandet sig som en no-bullshit-type, og uden at genere den afgående leder, er det ikke just det første prædikat, man ville sætte på ham. Gejl slår i bordet, og hvor Elbæks entusiasme og passion kom ud i positive vendinger, er Gejl snarere typen, der bliver vred på andres vegne og råber, at det fandeme også er for dårligt.

Samtidigt står han i spidsen for den rødeste gren af partiet. "Mere rød end grøn," er der flere, der siger om ham.

Selvom han klarede posten som spidskandidat i Nordjyllands Storkreds i 2015 så godt, at flere forsøgte at overtale ham om at stille op der igen i 2019, ville han være spidskandidat i Østjylland og hans elskede Aarhus. I Nordjylland, eller Aalborg for nu at være præcis, ramte han ellers rent: Hans røde side appellerede til byens arbejder-del, hans grønne til byens universitets-del.

Gejl er aarhusianer om en hals. Han er uddannet kaospilot og har tidligere været leder af Frontløberne, Elbæks to hjertebørn i Aarhus, inden han i ti år var leder af uddannelsesinstitutionen OCN Danmark. Så lederskab har han erfaring med, han er kritikernes mand – men er hans appel bred (og grøn) nok?

For hvis Alternativet får en rød leder, vil han utvivlsomt trække partiet i den retning, og så vil det for både vælgere og medlemmer blive sværere end nu at kende forskel på Alternativet og Enhedslisten.

Den forspildte chance: Carolina Magdalene Maier
Som leder af et politisk parti skal man gerne afspejle kernevælgeren. Det er derfor, Socialdemokratiet ikke vil have, Mette Frederiksen bor i Nordsjælland, og derfor, Nye Borgerlige nok aldrig bliver ledet af en brun mand.

Alternativets kernevælger er ifølge undersøgelserne en veluddannet kvinde under 40 år, som bor i storbyen. Elbæk ramte en tredjedel (han bor i København), og derfor var der for et års tid siden flere, der kiggede på Maier, der rammer to tredjedele, som et godt bud på en ny leder.

For det er ikke nemt at overtage et parti efter en så markant stifter som Elbæk. Enhver arvtager kommer til at skulle kæmpe med sammenligningerne: "Uffe gjorde det meget bedre, det der havde Uffe aldrig gjort, og du er ingen Uffe." Derfor kan det være en fordel at finde en ny leder, der er så langt fra en Uffe som muligt.

Maier har en kandidatgrad i sociologi fra KU og er i skrivende stund 46 år. Og kvinde. Ved folketingsvalget i 2015 var hun politisk nybegynder, men blev hurtigt først politisk ordfører og siden gruppeforperson.

Hun gjorde sig heldigt bemærket under daværende integrationsminister Inger Støjbergs samråd, men til gengæld svært uheldigt bemærket i forbindelse med sine flyrejser, som hun håndterede skidt, og det red hende som en mare under hele valget. Hendes troværdighed og profil led et alvorligt knæk eksternt som internt.

Da det stod klart, Alternativet ikke ville få et godt valg, lignede det umisgenkendeligt, at hun begyndte at placere ansvaret hos Elbæk, hvilket ikke faldt i god jord. Hun røg ud af Folketinget i år og stak ifølge mine kilder en tå i vandet umiddelbart efter valget for at se, om der var opbakning til at vælte Elbæk.* Det var der ikke. Carolina Magdalene Maier har nu meldt sig ud af Alternativet.