Forfatter i opråb til venstrefløjen: Lyt nu til, hvad DF's vælgere har at sige

"Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!”

Poul Nyrup Rasmussens (S) opsang til Dansk Folkeparti fra Folketingets talerstol i 1999 står i dag som symbolet på venstrefløjens og Socialdemokratiets forsøg på at ekskludere Dansk Folkeparti fra det gode selskab og magten i dansk politik. Det lykkedes som bekendt ikke.

Meget har ændret sig siden 1999, og selvom SF i nogen grad og Socialdemokratiet i særdeleshed har tilnærmet sig Dansk Folkeparti, besvarer venstrefløjen stadig DF-vælgernes bekymringer om indvandringen med fordømmelse, hetz og latterliggørelse, hvilket kun har skubbet vælgerne længere væk. Samtidig overser partierne til venstre for midten den underliggende klassekonflikt, der ligger gemt i udlændingepolitikken: en konflikt, hvor ulemperne ved indvandringen hovedsageligt rammer de ressourcesvage i samfundet, mens de ressourcestærke går fri. 

Det er analysen fra Kristian Thorup, der er aktuel med debatbogen Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere. Kristian Thorup, der selv er erklæret venstreorienteret, retter sin kritik mod de ”multikulturelle”, venstreorienterede politikere og meningsdannere, hvis frygt for at blive sammenkædet med racisme og fremmedhad har forhindret venstrefløjen i at adressere den åbenlyse sociale og økonomiske slagside af de mange indvandrere, der er kommet til Danmark.

”Venstrefløjen overser de klassemæssige perspektiver i udlændingepolitikken. De udlændinge, der er kommet til Danmark, har ikke været særlig veluddannede, og derfor har de presset det ufaglærte og faglærte arbejdsmarked, hvor lønningerne er blevet holdt nede. Vi har samtidig været dårlige til at integrere dem på arbejdsmarkedet, og det har betydet, at mange minoritetsgrupper desværre trækker uforholdsmæssigt meget på velfærdsstatens ydelser”, siger Kristian Thorup og tilføjer:

”Samtidig ser vi en sociogeografisk skævvridning, hvor den fejlslagne integration ses tydeligst i de socialt belastede boligområder og den almene boligsektor, hvor arbejderklassen bor. De har problemerne helt inde på livet i modsætning til de ressourcestærke, der bor i velhavende kommuner og fine kvarterer.”

Venstrefløjen skal ikke være bange for den indignation og utilfredshed, der ligger gemt i højrepopulismen.

Kristian Thorup

Populismens klassekamp 
Ifølge Kristian Thorup har konsekvensen været, at arbejdervælgerne gennem de seneste årtier er ”flygtet” til Dansk Folkeparti og højrefløjen, mens venstrefløjen i samme periode har fået opbakning fra flere og flere højtuddannede vælgere og den kulturelle overklasse.

”Venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, som ikke ved specielt meget om, hvad der egentlig rører sig i arbejderklassen. Men hvis man vil føre klassekamp og arbejde for et mere lige samfund, hvilket man jo stadig ønsker på venstrefløjen, så nytter det ikke, at man ingen forbindelse har til arbejderklassen. Så er der en form for hykleri over det,” pointerer Thorup.

Samtidig giver mange af DF’s vælgere udtryk for, at de bliver stigmatiseret og ekskluderet af den højtuddannede klasse, der ifølge Thorup dominerer kampen om de offentlige sandheder i samfundet.

”De DF-vælgere, jeg har talt med, har en oplevelse af, at den kulturelle overklasse bestemmer, hvad der er fornuftigt, og hvad der er ufornuftigt. Og at de gør det på en meget ekskluderende og arrogant måde, som i yderste konsekvens bliver en direkte nedladenhed over for de nedre klasser. For eksempel når forfatter Carsten Jensen kalder DF-vælgere for kældermennesker,” siger Thorup.

Hvis partierne til venstre for midten skal have de mange tabte arbejdervælgere tilbage i folden, må de derfor droppe stigmatiseringen og indse, at der under DF-vælgernes til tider meget hårde retorik gemmer sig en valid kritik, som venstrefløjen bør tage seriøst. 

”Venstrefløjen skal ikke være bange for den indignation og utilfredshed, der ligger gemt i højrepopulismen. Hvis man indser, at der faktisk er et potentiale i populismen og bruger det rigtigt, kan det blive en drivkraft bag et venstreorienteret projekt med fokus på gamle grundprincipper som ligestilling, kritik af social kontrol og religionskritik, som jo hele tiden har været venstrefløjens idealer,” siger Thorup.

Men i stedet er udlændingedebatten kommet til at handle om værdipolitiske emner, såsom hvor meget islam må og skal fylde i samfundet, og hvornår man er rigtig dansker. 

”Debatten har været en uendelig lang diskussion om racisme og fremmedfjendskhed, og det har fjernet fokus fra de klassemæssige dimensioner i udlændingepolitikken. På den måde har Dansk Folkeparti fået udlændingedebatten for sig selv, fordi der ikke er nogen på venstrefløjen, der vil i nærheden af noget, der bare minder om Dansk Folkepartis værdipolitik,” vurderer Thorup.

Kristian Thorup i sin lejlighed på Nørrebro (foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)

Berøringsangst over for muslimske indvandrere
Men er det ikke lang tid siden, Dansk Folkeparti har haft monopol på at italesætte problemer med globaliseringen og indvandringen? 

”Jo, når vi for eksempel taler om løndumping som østeuropæisk fænomen, har venstrefløjen slet ikke noget problem med at italesætte det. Men hvis løndumpingen havde været muslimsk, ville man højst sandsynligt ikke have turdet kaste sig ind i diskussionen i samme omfang. På samme måde har man holdt sig langt væk fra diskussionen om, at vi har grupperinger af indvandrere, der belaster velfærdsstaten og trækker på dens ydelser.”

Så det er udelukkende, når det handler om muslimske indvandrere?

”Ja, man er bange for at ligne Dansk Folkeparti. Og så er man åbenbart villig til at gå på kompromis med sine venstreorienterede idealer.”

Men hvor ser du helt specifikt, at venstrefløjen har berøringsangst over for udlændingedebatten?

”I det sidste halve år har der været diskussioner om at blande elever fra såkaldt brune og hvide gymnasier. Og den umiddelbare reaktion fra mange på venstrefløjen har været, at det er diskrimination, når man taler om etnicitet på den måde. Men i virkeligheden er det jo et gammelt socialdemokratisk ideal at blande elever ud fra klassebaggrund”

Men der er jo forskel på at blande elever ud fra henholdsvis etnisk baggrund og socioøkonomisk baggrund?

”Nej, jeg ser det lige omvendt. I USA ser vi ludfattige skoler, hvor der kun er ressourcesvage afroamerikanske elever, der ender med en dårlig uddannelse. Og folk er fuldstændig ligeglade. Det er udtryk for et racistisk samfund. Man burde i stedet sige: Sådan skal det ikke være, lad os gøre noget for at blande de ressourcestærke med de mindre ressourcestærke,” siger Thorup.

Du nævner specifikt, at partier som SF og Enhedslisten mangler at indse, at arbejderklassen har interesser i udlændingepolitikken, men i din bog kommer du stort set kun med eksempler fra personer, som mange ville karakterisere som radikalt venstreorienterede? Hvor er det, at SF og Enhedslisten har fejlet?

”Jeg er ikke specielt ude efter hverken SF eller Enhedslisten. Men i begge partier har man for eksempel ikke været vild med at diskutere obligatorisk daginstitution for børn fra ressourcesvage hjem. Den tolkning ser jeg derimod som et udtryk for, at man ikke vil acceptere, at der er ulighed baseret på etnicitet i uddannelsessystemet. Og det har jo intet med diskrimination at gøre. Det viser tværtimod, at man kerer sig om de her mennesker.”

Venstrefløjens absurde påstande
Ifølge Kristian Thorup ender venstrefløjens ”paranoide omgang med udlændingedebatten” og den fejlslagne beskyttelse af minoriteter paradoksalt nok med sin egen form for diskrimination.

”Vi ser skolelærere, der vil tage hensyn til etniske minoriteter og derfor ender med at have lavere forventninger til dem. Men det er jo i virkeligheden diskrimination. Hvorfor skal de ikke leve op til samme krav som resten af klassen?”

På samme måde skriver du, at venstrefløjen i sin frygt for at kaste brænde på DF’s bål i virkeligheden ender med at gøre netop det?

”Når man ikke tager DF-vælgernes kritik seriøst og ikke tør tage diskussionen om indvandringens konsekvenser, hjælper man højrepopulismen. Man beskyldte for eksempel også Yahya Hassan for at ’kaste brænde på racisternes bål’, da han i sin digtsamling kritiserede sin egen kulturelle baggrund. Men hans kritik udsprang jo faktisk af nogle ret venstreorienterede principper,” pointerer Kristian Thorup. 

Du skriver, at venstrefløjen lader sine synspunkter definere af indvandringskritiske modstandere. Hvad mener du med det?

”Venstrefløjen har gjort det til en automatreaktion altid at sige det modsatte af højrefløjen. Og så ender man med nogle fuldstændig absurde standpunkter.”

Ifølge Thorup kom det blandt andet til udtryk i forbindelse med de mange overgreb mod kvinder, der fandt sted nytårsnat i den tyske by Köln i 2016.

”Højrefløjen diskuterede de kulturelt betingede årsager til overgrebene, da det hovedsageligt var migranter, der stod bag. Mens mange på venstrefløjen påstod, at fænomener som kulturelt betinget sexisme og kvindeundertrykkelse slet ikke fandtes, hvilket er en absurd påstand,” siger Thorup.

Hiv tæppet væk under populisterne
Mange vil mene, at Socialdemokratiet mere eller mindre har overtaget Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Er det så der, du vil hen? Skal de andre partier på venstrefløjen følge Socialdemokratiets eksempel?

”Jeg har det ambivalent med Socialdemokratiets udvikling. Jeg har forståelse for den retning, de bevæger sig i, men de går også meget langt nogle gange. For eksempel i forhold til kvoteflygtninge og kravet om, at man skal betale for egen tolk i sundhedsvæsenet,” siger Kristian Thorup.

”Problemet er, at Socialdemokratiet er gået fra én utroværdig position, hvor de ikke har villet italesætte problemerne med indvandringen, til en ny utroværdig position, hvor de går mere op i strategisk at ligne Dansk Folkeparti end at sige, hvad der er fornuftig socialdemokratisk politik”.

Dansk Folkepartis vælgere er nok enige med dig i, at deres kritik af indvandringen og globaliseringen er valid. Hvorfor skal de ikke bare blive ved med at sætte deres kryds ved Dansk Folkeparti så?

”Dansk Folkeparti er gode til at råbe op og give udtryk for frustrationer, men det har ikke nogen løsninger på problemerne. Da man diskuterede adgangskrav til gymnasierne, foreslog Dansk Folkeparti et relativt højt gennemsnit sammenlignet med de andre partier. Man vidste, at det ville udelukke 80 procent af de unge med indvandrerbaggrund, men det virkede, som om Dansk Folkeparti syntes, det var ligegyldigt – og at det i virkeligheden var intentionen med forslaget,” siger Kristian Thorup.

”Hvis man som udlændinge integrerer sig og påtager sig en dansk identitet, bliver det af DF set som en fjendtlig overtagelse af danskheden, og hvis man ikke gør det, bliver man beskyldt for ikke at gide gøre en indsats. Det er en umulig position, og dermed bliver det kun til kritik og aldrig løsninger fra Dansk Folkeparti”.

Hvad er det så, venstrefløjen konkret skal gøre anderledes?

”Indvandringskritikken kommer alt for ofte til at handle om enkelte individer, der bliver beskyldt for at have en dårlig attitude og ikke gider at gøre en indsats. Men det er en forfejlet måde at diskutere udlændingepolitik på. I stedet bør man forholde sig fuldstændig objektivt til de strukturelle udfordringer ved indvandringen og komme med venstreorienterede løsninger.”

Men man skal ikke forsøge at bekæmpe højrefløjen med bedre argumenter, skriver du i din bog?

”Nej, jeg tror ikke, der er særlig mange af dem, der føler sig udfordret af globaliseringen, der lader sig overbevise af fornuftige ekspertargumenter i for eksempel Politikens debatspalter, som de færreste af de her vælgere overhovedet læser. Man skal i stedet hive tæppet væk under populisterne og forsøge at fjerne den utilfredshed, den er bygget på,” slutter han. 

Kristian Thorup: "Populismens klassekamp - om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere", 176 sider, Frydenlund, udkom 25. oktober