Forsker: Brug erfaringerne fra Afghanistan

Af Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

I sidste uge offentliggjorde DIIS, Forsvarsakademiet og et britisk konsulentfirma tre rapporter om erfaringerne med samtænkning fra Afghanistan. Som forfatter til en af rapporterne – den om de internationale erfaringer – har jeg tænkt en del over, hvad man kan, skal og bør lære af Afghanistan.

Mine tanker har fokuseret på perioden fra 2001-2014 og på, hvorfor det vedholdende viste sig så svært at få de politiske, udviklingsmæssige og militære instrumenter til at spille konstruktivt sammen. Det var det aspekt, forligskredsen bag den danske deltagelse i krigen i Afghanistan var interesseret i at få belyst.

Og det er da også et åbenlyst interessant og vedrørende spørgsmål. Men ved at fokusere udelukkende på perioden efter 2001 overser vi en afgørende lektie fra Afghanistan. Nemlig hvor galt det kan gå, når donorsamfundet vender ryggen til et land, der vurderes at være uden geopolitisk betydning eller interesse for vestlige lande.

Forebyggelsens forbandelse er, at dens resultater i sagens natur er svære at påvise.

Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

En stor fisk i en lille dam
Da Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan, forsvandt også det vestlige engagement. I mange år modtog landet stort set kun humanitær bistand. Ingen – udover afghanerne selv – havde tilsyneladende interesse i at investere i landets langsigtede udvikling. Med et trylleslag – denne gang affødt af terrorangrebene på USA den 11. September 2001 – blev der vendt op og ned på den kalkule. Nu kunne der næsten ikke postes penge nok ind i Afghanistan.

Det er ikke til at vide, hvordan verden ville have set ud i dag, hvis det internationale donorsamfund, anført af USA, ikke havde vendt ryggen til Afghanistan, da Sovjetunionen trak sig ud. Men historien viser, hvor svært det er at afgøre, hvori ens strategiske interesser reelt består, og hvor de fremtidige trusler vil komme fra. Og den lektie er værd at have med i baghovedet, når Danmark skal fastlægge principperne for sin fremtidige udviklingsbistand.

Betyder det så, at Danmark skal engagere sig i alverdens skrøbelige stater, fordi vi ikke kan vide, hvor det næste Afghanistan måtte opstå? Nej, det gør det ikke. Man kan godt prioritere og fokusere indsatsen på få lande, som både Taksøe-rapporten og udenrigsministeren har lagt op til.

Det er ikke muligt for et lille land som Danmark at være alle steder. Tværtimod. Men hvis et lille land med en vigende bistandsportefølje ønsker at gøre en – positiv – forskel, er spørgsmålet, om man gør det bedst ved at flyde med strømmen og engagere sig i verdens brændpunkter sammen med alle de andre?

Eller om det giver bedre mening at gå imod strømmen og engagere sig i nogle af de 'glemte' lande? Udover at det giver et land som Danmark oplagte muligheder for at være en stor fisk i en lille dam og derved få mere indflydelse, kan det også være med til at forebygge, at udviklingen kører helt af sporet.

Danmark som verdensmester
Forebyggelsens forbandelse er, at dens resultater i sagens natur er svære at påvise. Man forebygger konflikter og kriser, ingen nogensinde vil komme til at høre om. Derfor er den slags indsatser svære at sælge til befolkninger og politikere, der i stigende grad er optaget af at måle effekten af civile (modsat militære) indsatser.

På forunderlig vis kræver det i dag næsten større politisk mod at holde fast i, at bistanden skal bruges langsigtet og forebyggende, end det gør at foreslå, at der gribes militært ind i en given krise.

Hvis Danmark skal holde fast i sin status som verdensmester i at levere god bistand, er det nu, vi skal udvise det mod og holde fast i et bistandsengagement, der ikke er koblet op på, hvad vi her og nu tror, vi ved, er i vores snævre nationale interesse.