Forsker: Gør bandernes familie til alliancepartner

Af Steffen Jensen
Seniorforsker ved DIGNITY - Dansk Institut mod Tortur og professor, Aalborg Universitet

Alt for ofte er inddragelsen af bandemedlemmernes familie ikke reel inddragelse, men bundet op på sanktioner – fjernelse af børn, forældrepåbud og diverse økonomiske sanktioner.

Steffen Jensen
Seniorforsker ved DIGNITY og professor, Aalborg Universitet

I flere af indlæggene skrevet i forbindelse med Altingets debat om bekæmpelse af bandekriminalitet og værdien af hårdere straffe har forebyggelse med andre midler end straf været fremhævet.

Straf kan aldrig stå alene. Det synes næsten selvindlysende, selv for indlæg, der argumenterer for hårdere straffe. Men hvad betyder forebyggelse egentlig, og hvor kan man sætte ind?

Inddrag familien
Flere forsknings- og interventionsprojekter, som udspringer fra DIGNITY (men ikke kun herfra), tyder på, at der er et uudnyttet potentiale i at arbejde mere systematisk med inddragelse af familierne til potentielle bandemedlemmer i landets sociale boligområder, de såkaldte ghettoer, især når børnene stadig er små.

Familier til potentielle bandemedlemmer er allerede objekt for omfattende sociale indsatser fra en lang række velfærdsstatslige institutioner, og mange ressourcer er sat af til at arbejde boligsocialt med kriminalitetsbekæmpende indsatser. Det kan derfor synes mærkværdigt at foreslå øget arbejde med disse ”problemfamilier”, som de ofte benævnes.

Problemet er bare, at de netop ses som problemfamilier snarere end som en potent ressource, der kan blive inddraget på mere ligeværdige betingelser. Vores forskning, for eksempel i Gellerupparken, lavet af Mette Louise Johansen til hendes ph.d. ved Aarhus Universitet, viser at familierne selv er dybt bekymrede over deres sønners aktiviteter og vil gøre næsten alt for at holde dem uden for problemer med loven.

Potentiel alliancepartner
De kunne derfor være en central alliancepartner, hvis vi gav dem muligheden for det. Alt for ofte er inddragelsen af bandemedlemmernes familie ikke reel inddragelse, men bundet op på sanktioner – fjernelse af børn, forældrepåbud og diverse økonomiske sanktioner.

Sådanne tiltag er ikke noget godt udgangspunkt for ligeværdig inddragelse. I mange tilfælde betyder det, at familierne selv søger at forebygge deres sønners kriminelle handlinger på måder, der i samfundets optik er uproduktive. Det kan være opdragelsesrejser, intern justits og disciplinering – alt sammen praksisser, der hurtigt kommer til at ligne parallelsamfund.

Reel inddragelse ville inkludere, at de forebyggende indsatser søgte at afdække, hvad familierne selv så som mulige løsninger; løsninger, der tog udgangspunkt i deres styrker i stedet for deres svagheder.

Krigstraumer spiller rolle
At tage udgangspunkt i familiernes livsverden, som har været udgangspunktet for forskningen og interventionerne på DIGNITY, har også afdækket, at deres problemer ofte bunder i dybe historiske traumer fra de krige, de ofte kommer fra; krige, som ofte stadig spiller en rolle for deres nuværende liv og for den måde, de søger at løse deres problemer i fraværet af reel inddragelse.

Her spiller både psykologiske, psykiatriske og sociale tiltag en rolle, både i forhold til familierne og deres yngre børn (som er en problemstilling) og til deres sønner, når de lander i fængslerne (som er en anden problemstilling).

I dette ligger der ikke en negligering af, hvor mange problemer familierne ofte har, og hvor svært de har ved at løse dem, især som børnene vokser op. I stedet ligger der en opfordring til at stille mere åbne spørgsmål, som hvordan vi kan støtte dem i deres egne løsninger – uden at man derfor behøver at være naiv.

Straf forhindrer inddragelsen 
Hvad så med straf, stadige stramninger og ikke mindst de lurende minimumsstraffe, som flere politikere foreslår? Det er vel i virkeligheden ret enkelt: jo hårdere straffe, jo mindre sandsynligt er det, at familierne kan blive alliancepartnere, og jo mere sandsynligt er det, at de finder veje, der søger at omgå systemet.

Igen; straf spiller forskellige roller, som kan være legitime, men i forhold til at overbevise familierne om, at de skal samarbejde, er det næppe den bedste overtalelsesmåde.